Indfør EU-imperialisme på energiområdet!

Synspunkterne tilhører Thomas Becker selv, og ikke brancheorganisationen for europæisk vindkraft, som han er topchef for. Til gengæld er de trukket skarpt op:

»Lav en traktatændring, så det bliver almindelige flertalsbeslutninger indenfor energi. Overlad beslutningskompetence til Kommissionen, som er forpligtet til at se objektivt på tingene, og ikke med nationale briller. Det er rigtig god, gammeldags EU-imperialisme. Det mener jeg, er til forbrugernes fordel,« siger han.

Thomas Becker bar en stor del at æren for, at FN’s klimakonference COP15 i 2009 blev afholdt i København. Op til mødet var han daværende klima- og energiminister Connie Hedegaards chefforhandler og højre hånd. Lige indtil det gik galt.

Thomas Becker røg ud af varmen efter bilagsrod, og efter at have tabt en magtkamp om forhandlingsstrategien til lederen af statsministeriets klimasekretariat, Bo Lidegaard, som i dag er ansvarshavende chefredaktør for Politiken.

I lang tid efter nederlaget holdt Thomas Becker lav profil. Det gør han ikke længere, da NOTAT møder ham en efterårsdag i Bruxelles.

Rent og billigt over grænserne

»Jeg mener, man for det første bør åbne traktaten og i princippet nedlægge de nationale energiadministrationer. Ja, jeg ved det er langt ude, men jeg mener det reelt. For det andet skal man lave supergrids (bredt transmissionsnet for energi, red.) Der skal investeres voldsomt her og nu i et meget, meget stort ledningsnet.«

»For det tredje skal man nedbryde de nationale grænser. Det er jo absurd, at Spanien ikke kan eksportere energi til Frankrig. Der skal være et fuldstændigt frit marked. Altså hvis jeg har elektricitet, som er billig og ikke forurenende, så skal jeg kunne sælge den til dig.«

Skal vi så ikke bare have atomkraft?

»Nej, for mig er atomkraft ikke en vedvarende energikilde. Der er også sikkerhedsproblemer. Men fremfor alt er atomkraft alt, alt for dyr.«

»Og for det fjerde skal Kommissionen forhandle alle energiaftaler på fællesskabets vegne. Det vil give langt bedre kontrakter, langt større mængderabat, og muligheder for sanktioner overfor de lande, der ikke leverer som aftalt,« siger Thomas Becker.

Sir Humphreys alle veje

Nogle vil nok sige, at hvis du taler om en traktatændring, så har du tabt på forhånd...

»Ja!«

…for så har du åbnet Pandoras æske, hvor alt kommer op, men det kommer der ikke noget godt ud af?

»Ja, ja, men jeg er ikke ansat til at tage vare på hele verden. Det er sådan set for mig et ligegyldigt synspunkt, for jeg siger bare det, jeg synes man ideelt set burde gøre. Det kan godt være, det er upopulært, det kan godt være, de ikke kan lide det i England, og at det ingen gang har på jord. Jamen altså, I don’t care.«

Vil mindre end en traktatændring kunne gøre det?

»Det er da klart. Nu får man en superkommissær. Endelig tager man sig sammen og lader en person have ansvaret. Det bliver en kæmpemæssig opgave, hvis man kender til, hvor intrigant Kommissionen er. Der sidder Sir Humphreys alle vegne og snor sig rundt. Men det er da enormt godt, at Juncker gør forsøget. Og hold kæft, hvor de trænger til det i Kommissionen. Derfor synes jeg, det er en genistreg at lægge klima og energi sammen. Jeg ville ønske, det var sket noget før.«

Hvis Connie Hedegaard som kommissær også havde haft ansvar for energi, så…

»Så havde hun haft mulighed for at gøre et meget større stykke arbejde. I Kommissionen har de brugt alt for meget tid på at bekrige hinanden, i stedet for at få ændret verdens klima, endsige at få gjort noget ved energisituationen i Europa.« 

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1277 1. november 2014