Letland – Fugl Fønix eller blot de brutale nedskæringers golde land?

EURO. Letland indtrådte helt efter planen den 1. januar 2014 som Eurozonens 18. medlem. Et medlemskab, der kan betegnes som afslutningen på den aftale, landet indgik med internationale kreditorer, primært EU og Den Internationale Valutafond (IMF), i december 2008. Dengang stod landet over for en truende statsbankerot, et banksystem på sammenbruddets rand og en valuta på kanten af kollaps.

Intet af dette skete og som sådan er Letland en succeshistorie med en økonomi, der igen er EU's hurtigst voksende. Men historiens udlægning deler vandene, for succesen var dyrekøbt med et massivt fald i forbruget, tårnhøj arbejdsløshed og stor udvandring.

Optur-nedtur

Den lettiske økonomi var EU's hurtigst voksende i årene 2004 – 2007, drevet af voldsom kreditvækst og en særdeles konjunkturforstærkende finanspolitik, der kort fortalt bestod i at bruge alt, hvad der kom ind af skatteindtægter.

Men i og med, at Letland var og er voldsomt afhængig af udenlandsk kapital til fortsat kreditvækst, blev landet hårdt ramt, da den internationale finanskrise brød ud i september 2008. I løbet af kort tid bredte nedgangen i økonomien sig fra byggessektoren over handel med fast ejendom til banksektoren, videre til detailhandlen og endelig til hele økonomien.

Opbremsningen i økonomisk aktivitet fik arbejdsløsheden til at stige dramatisk fra cirka fem procent til over 20 procent på mindre end to år. På samme tid lå skatteindtægterne i frit fald, hvilket tvang regeringen til benhårde besparelser, der naturligvis skabte endnu mere arbejdsløshed, altså også en konjunkturforstærkende finanspolitik under recessionen, der medvirkede til en forstærkning af krisen.

Den massive lettiske nedtur var i vidt omfang resultatet af den vilde optur.

Syndere, lærdom og udfordringer

Skal man udpege den største synder i dette forløb, så er det Letlands regering 2004 – 2007 under Premierminister Aigars Kalvitis. Den kredit- og boligboble, der blev opbygget, blev systematisk afvist som et muligt problem, og finanspolitikken var konstant for lempelig. Letland kom i recessionen 2008 – 2010 til at ligge, som det havde redt.

Mere interessant er det derfor at se på, om landet har lært af denne optur-nedtur-oplevelse, og her er svaret mestendels et ja. For at modvirke fremtidige finanspolitiske fejltagelser, er der nedsat et uafhængigt organ, der skal vurdere finanspolitikken.

Letland lod i optursperioden inflationen løbe løbsk med nedsat konkurrence-evne som resultat; der er større fokus på at undgå dette i fremtiden, omend der ikke er specifikke tiltag. I det hele taget synes der at være større fokus på de store økonomiske ubalancer, og der er for øjeblikket ingen store ubalancer. Statens budget er i balance, inflationen er endog meget lav, arbejdsløsheden er stadig høj, men næsten halveret siden 2010, og betalingsbalancen udviser et beskedent underskud.

Letlands økonomiske problemer er således ikke af en ”nu-og-her-karakter”, men landet lider til gengæld under massive problemer på den lange bane. Det er EU's 4. fattigste økonomi, den befolkningsmæssige fremtid er endog meget mørk med EU's laveste fødselsrate, og udvandringen fortsætter ufortrødent.

Letland formåede at stabilisere ekstreme ubalancer i sin økonomi. Nu må landet sætte alt ind på udligning af indkomstforskellene mellem Letland og resten af EU, for denne forskel forårsager størstedelen af emigrationen. Dette er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort.