Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/ogAttributes.cshtml)

ARTIKLER


Londons borgmester skaber spænding om EU-afstemning

Overborgmester i London, Boris Johnson, har offentliggjort en rapport, der viser fordelene for London ved en eventuel udtrædelse af EU. 


Af Sven Skovmand
15. august 2014

SKOVMANDS NOTATER. Den populære overborgmester i London, Boris Johnson, har skabt ny spænding om den afstemning om EU-medlemskabet, som statsminister David Cameron har lovet at udskrive, hvis han vinder næste valg.

Johnson har offentliggjort en rapport, der viser, at London vil have fordel af at komme ud af EU - med mindre EU ændres væsentligt. Det oplyser Børsen den 6. august 2014 i artiklen »Rapport: London er bedre tjent uden EU«.

Hvad rapporten går ud på
Rapporten, der ifølge Børsen er udarbejdet af det uafhængige økonomiske konsulentfirma Volterra, arbejder med fire forskellige situationer.

Den første - og nok mest usandsynlige - er, at det lykkes for Cameron at reformere EU. Hvis det sker, vil Londons bruttonationalprodukt i løbet af de næste 20 år stige fra 350 milliarder pund (3.250 milliarder kroner) til 640 milliarder.

Den anden er, at EU ikke reformeres, og Storbritannien alligevel fastholder sit at medlemskab. I så fald vil nationalproduktet kun vokse fra 350 til 495 milliarder.

Den tredje situation er, at Storbritanien forlader EU og reformerer sin politik omkring udenrigshandel. Det vil få nationalproduktet til at vokse fra 350 til 615 milliarder.

Den fjerde situation er, at Storbritannien nok forlader EU, men ikke reformerer sin udenrigshandel. Det vil give den laveste stigning, nemlig fra 350 til 415 milliarder.


Johnsons krav til Cameron
På baggrund af rapporten kræver Johnson, at Cameron stiller meget skrappe krav til EU ved den forhandling, der skal gå forud for afstemningen om EU.

Kun ved at stille sådanne krav og true med en britisk udtræden af EU, vil man kunne opnå et fornuftigt resultat, siger Johnson.

Johnson har i øvrigt meddelt, at han stiller også op for de konservative ved næste valg, der sandsynligvis vil blive holdt i 2015. Det viser, at han går efter at blive leder af det konservative parti.

Hvis Cameron taber det kommende valg, er det højst sandsynligt, at han må trække sig til fordel for Johnson.