20 års deroute for demokratiet

FRI HANDEL? Et fotografi fra 1992 har fået næsten ikonisk status for enhver, der interesserer sig for frihandelsaftaler. Det viser de daværende ledere for USA, Canada og Mexico underskrive den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, som på mange måder blev normsættende for sin slags.

Forventningens glæde lyser i øjnene på de tre verdensmænd på billedet. Dengang lød prognosen da også, at en aftale ville sikre amerikanerne 170.000 nye jobs årligt.

»I år er det 20 år siden, at NAFTA trådte i kraft. Så vi reflekterer selvfølgelig over, hvad aftalen i praksis har betydet for den amerikanske økonomi. De løfter, der blev indgået, er absolut ikke blevet indfriet. Realiteten er, at vi har tabt millioner af jobs i den periode«.

Ordene tilhører Melinda St. Louis fra den amerikanske borgerorganisation Public Citizen. Erfaringerne med NAFTA har gjort hende yderst skeptisk overfor frihandelsaftaler. At der bliver lovet guld og grønne skove, er én ting. En anden er, at forhandlingerne kører ud på et demokratisk sidespor.

»Under NAFTA-debatten i de tidligere 1990’ere indså vi, at den her nye type handelsaftale rakte langt ud over det, man normalt opfatter som handel. Vi kunne se, at den ville få store konsekvenser for det demokratiske rum i USA og mulighederne for at lovgive i offentlighedens interesse. Det gjorde os meget bekymrede, at forhandlingerne foregik udenfor vores normale demokratiske processer. De foregik bag lukkede døre, hvor virksomheder havde adgang og nærmest en plads ved bordet, mens forbrugerinteresser blev holdt udenfor«.

For at overvåge NAFTA-forhandlingerne stiftede Public Citizen i begyndelsen af 1990’erne enheden Global Trade Watch, hvor Melinda St. Louis i dag er kampagnechef.

Historien gentager sig

Bekymringen er hverken forsvundet for Melinda St. Louis eller resten af organisationen. For samme model er blevet brugt ved snart sagt alle frihandelsaftaler siden NAFTA, forklarer hun. Senest i de sidste fire års forhandlinger om en frihandelsaftale mellem USA og en lang række lande på tværs af Stillehavet (TPP), som Global Trade Watch har fulgt tæt, og nu også i forhandlingerne mellem EU og USA (TTIP).

 »Vores idealbillede af forhandlinger mellem demokratier som EU og USA ville jo være en robust offentlig debat med gennemsigtighed, så man ved, hvad der virkelig forhandles om, og hvad konsekvenserne måtte være. Men vi er skeptiske, hvilket også skyldes vores seneste erfaringer med Stillehavsaftalen. Forhandlingerne har været endnu mere hemmelige end tidligere frihandels-forhandlinger, selvom Obama lovede en regering med gennemsigtighed og åbenhed«, forklarer hun.

Og Melinda St. Louis mener bestemt, at man allerede kan tale om et demokratisk underskud i den måde, EU-USA-forhandlingerne er blevet grebet an på.

Hemmelighedskræmmeri

Debatten om EU-USA-aftalen har tilsyneladende ikke fyldt ligeså meget i den amerikanske offentlighed, som i den europæiske. Ingen landsdækkende TV-stationer har dækket forhandlingerne, så vidt Melinda St. Louis har erfaret, og der har endnu ikke været lækager på den amerikanske side, som kunne give næring til en offentlig debat. Selv Kongressen, der er lovgivende og øverste autoritet på handelsområdet, har indtil videre ikke fået lov at læse de centrale forhandlingsdokumenter.

»Nu er forståelsen så, at medlemmer af Kongressen kan anmode om at se bestemte kapitler. Så får de tildelt kort tid til at læse i et aflukket læseværelse, hvor de ikke må tage ansatte med sig ind og efterfølgende ikke må tale med nogen om det, de har læst. Det har mange af dem selvfølgelig været stærkt utilfredse med«, forklarer hun.

Fast tracking

I det hele taget er Kongressens rolle i frihandelsforhandlingerne kritisabel, understreger Melinda St. Louis. Ikke mindst på grund af en aktuel debat om ”fast tracking”, som er en mekanisme, der tillader særlig overdragelse af myndighed fra Kongressen til regeringen.

Med fast tracking kan regeringen forhandle og underskrive frihandelsaftaler, før Kongressen har haft lejlighed til at gennemgå dem. Kongressen skal stadig godkende aftalen i sidste ende, men det er kun et spørgsmål om ja/nej. Alle muligheder for at stille ændringsforslag er udelukket, hvilket er helt unormal amerikansk lovgivningsprocedure.

Kongressens rolle i forhandlingerne minder på den måde om EU-Parlamentets på den europæiske side.

Ironisk nok udløb den sidste overdragelse af ”fast tracking” i 2007. Alligevel forhandler den udøvende magt om TTIP og TPP, som om de har myndigheden til det.

 »Det var sådan, de fik NAFTA og andre brede, såkaldte handelsaftaler gennem Kongressen. Det er meget kontroversielt og jeg tror, kampen i Kongressen bliver op ad bakke. En stor del af demokraterne i Repræsentanternes Hus har allerede meldt ud, at de er imod fast tracking«.

Diplomatiske beslutninger

Melinda St. Louis vender gang på gang tilbage til pointen, at frihandelsaftaler i dag handler om meget mere end handel.

»Frihandelsaftaler påvirker alle aspekter af vores liv – vores fødevaresikkerhed, prisen på medicin, adgang til information, muligheden for at undgå en ny finanskrise, vores lokale økonomi, muligheden for at sikre at udenlandske virksomheder ikke kan underminere vores miljølovgivning«. siger Melinda St. Louis og fortsætter med at give eksempler i noget, der minder om en evighed.

»Det er ikke passende, at der bliver ”diplomatisk lovgivet” på de her politik-områder gennem handelsaftaler. Det er ikke passende at omgås demokratiske processer i alle de her spørgsmål, der handler om offentlighedens interesse. Handelsaftaler har indskrevet i sig, at hvert land må tilpasse sin lovgivning til aftalens vilkår. Det kunne betyde ændringer i hele den måde, vi lovgiver på. Derfor er det meget væsentligt, at forhandlingerne ikke foregår i hemmelighed«.