Men In Black - Krisen, sparepolitikken og fremtiden

Finanskrisen udløste en samordnet sparepolitik, og satte spørgsmålstegn ved EU's måde at virke på. Det står der stadig.

Af Staffan Dahllöf
22. januar 2014

ØKONOMISK UNION. Krisen for banker og finansselskaber i 2008 voksede til en krise for gældsplagede EU-lande. Det skabte tvivl om, hvorvidt euroen og valutaunionen kunne overleve. EU-landene blev stillet overfor to opskrifter på en kriseløsning:

• En sparekurs hvor hovedopgaven for de enkelte lande er at nedbringe underskud og gæld

• En meget stærkere økonomisk union med samordning af landenes finanslove, og på sigt et fælles ansvar for hinandens gæld og budgetunderskud.

EU-landene valgte ingredienser fra begge opskrifter: Gældslande skulle spare sig ud af krisen, og deres økonomiske politik skulle samordnes i højere grad end hidtil. Der blev også overført betragtelige summer til de gældsplagede lande – som lån givet på bestemte betingelser.

Med finanskrisen, som blev til en gældskrise, skete der derfor noget nyt:

Lande som modtog kriselån fik regelmæssige besøg af  ”trojkaen” – embedsmænd fra de tre institutioner ECB (Centralbanken), IMF (Valutafonden) og EU-Kommissionen.

Mario, Christine og Olli

Trojkaen repræsenteres på højeste niveau af ECB-direktøren Mario Draghi, IMF-direktør Christine Lagarde og EU's eurokommissær Olli Rehn. De har sendt deres folk ud til kriselandene for at sikre sig at de besparelser og reformer, der var betingelsen for at give lånet, også bliver gennemført i praksis.

Ungarn, Letland og Rumænien blev de første, der modtog kriselån, men de tre lande nåede at afvikle lånene, inden trojka-inspektionen var blevet sat i system.

Til gengæld er trojka-besøgene blevet faste indslag i Irland, Grækenland, Portugal og Cypern.

Italien, Spanien og Slovenien har derimod undgået EU-lån fra redningsfonden ESM (Den europæiske stabilitetsmekanisme) og dermed trojkaens inspektioner.

Samme grænser for røde og blå

Men også lande, som blev mindre voldsomt berørte af krisen, er blevet omfattet af krisepolitikken.

I Danmark må der ikke længere være underskud på finansloven på mere end 0,5 procent af BNP. Hvis regioner og kommuner ikke overholder deres udgiftsgrænser, bliver de automatisk trukket i tilskud fra staten.

De restriktioner er en følge af den såkaldte budgetlov, som Folketinget vedtog i marts 2012, der var Danmarks måde at tilslutte sig Finanspagten på.

Budgetlovens grænser gælder i fire år ad gangen uanset hvilke partier, der bliver enige om den årlige finanslov og uanset den politiske sammensætning af Folketinget.

Dyb og egentlig union

Udover skærpede begrænsninger af landenes økonomiske politik efter krisen, er der opstået diskussioner om mere grundlæggende forandringer.

Der er blevet talt om økonomisk styring (”economic governance”) og om ”reform-kontrakter”: Lande, der gennemfører ændringer af for eksempel deres pensionssystemer, skal tilbydes lån på særligt gode vilkår som belønning. I efteråret 2012 foreslog Kommissionen det, den kaldte en dyb og egentlig økonomisk union.

Diskussionen har hidtil mest kredset om at få landene til at opføre sig, som de skal – i mindre grad om, hvad EU samlet skal, eller ikke skal gøre.

Årsagen er, at det fælles budget er alt for lille til at løfte store investeringer og til at sørge for den grundlæggende økonomiske sikkerhed for borgerne. Det ansvar ligger hos medlemslandene.

Ingen vil være bagstopper

Der er også en anden indbygget begrænsning af mulighederne for en virkelig økonomisk union: EU må ifølge traktaten, som er EU’s grundlov, ikke hæfte for medlemslandenes gæld. Dette ”gældsforbud” forklarer, hvorfor det er gået trægt med de forskellige trin i en bankunion, som har stået på dagsordnen de seneste par år.

Hverken Tyskland eller noget andet medlemsland ønsker at stå som ”bagstopper”, den yderste garant, hverken for de andre landes dårlige banker, eller for deres statsgæld.

I Tyskland holder forfatningsdomstolen kritisk øje med, hvad EU må og ikke må. Det er derfor det tilbagevendende spørgsmål om en ”økonomisk union” ikke endeligt kan besvares, før man har taget stilling til, om der skal laves om på traktaten.

Den foreløbige enighed om en bank-union er på det punkt landet i en halv løsning. Spørgsmålet, om hvem der skal være den yderste garant for fallittruede banker, skubbes frem til år 2025. Og en bankunion vil kunne reguleres ved en mellemstatslig aftale kun for interesserede lande, uden at selve EU-traktaten laves om. På samme måde blev ESM, redningsfonden for gælds-ramte lande, forankret i en særaftale i 2010.

Ikke til at stole på

Vivian Reding, næstformand i EU-kommissionen, har i et interview med den græske avis Ekathimerini beskrevet den førte krisepolitik med trojka-inspektioner som et demokratisk problem:

»Det er et spørgsmål om politisk legitimitet. Europas borgere stoler ikke på Trojkaen. Og det gør de ret i: Grundlæggende beslutninger, for eksempel om at afskedige 10.000 offentligt ansatte, skal ikke træffes bag lukkede døre. De må debatteres i det direkte valgte EU-Parlament.«

Hendes kollega, den euro-ansvarlige Olli Rehn, har en noget mere pragmatisk tilgang:

»Dommedagsprofeterne har taget fejl, men vi har ikke sejret endnu. Opsvinget er stadig skrøbeligt. I store dele af Europa er arbejdsløsheden fortsat uacceptabelt høj. Derfor må vi holde kursen i de økonomiske reformer i Europa,« sagde Rehn på et møde for eurolandene i december. 

Magten over traktaten

Forsøgene på at indføre en gennemgribende fælles styring af den økonomiske politik er hidtil blevet bremset af de gældende spilleregler. De kan selvfølgelig laves om, hvis regeringerne og i sidste ende befolkningerne går med til det.

Traktatændringer skal alle medlemslande være enige om, og de skal godkendes i de nationale parlamenter – i nogle lande også ved folkeafstemninger.

Befolkningerne skal høres, hvis der skal være ”mere union”. Det perspektiv har hidtil bremset de fleste af regeringernes interesse for en traktatændring.

 

---

 

1997 - 2011: Stabilitets- og vækstpagten, spillereglerne for at bruge euroen. Landene må højst have et budgetunderskud på 3 procent og en gæld på 60 procent af BNP. Alle eurolande bryder en af de to grænser, men ingen straffes.

2008 - 2009: Kriselån til Ungarn, Letland og Rumænien fra Valutafonden IMF og til dels Verdensbanken, men uden direkte forbindelse til EU.

2010: Akut kriselån til Grækenland fra IMF og EU’s krisemekanisme EFSF, senere erstattet af fonden, ESM (European Stability Mechanism) efter en mindre ændring af Lissabon-traktaten, og en særlig ESM-traktat mellem eurolandene. Lande som modtager ESM-lån overvåges af Trojkaen - Centralbanken, Valutafonden og Kommissionen. 

2011: Det Europæiske Semester: landene skal indrapportere kommende budgetter og forslag til Bruxelles i foråret for central vurdering. To love i 2012 (Two-pack) giver Kommissionen ret til at kræve ændringer af underskudslandes budgetplaner. Det var første gang muligt i november 2013, men blev ikke brugt.

2011: Europluspagt: frivillig aftale mellem 23 EU-lande om at skære ned på offentlige udgifter og forbedre konkurrenceevnen. Danmark (VK-regeringen) lovede at afskaffe efterlønnen.

2011: Seks love (Six-Pack) skærpede kravene om budgetunderskud og gæld. Eurolande  kan straffes økonomisk, hvis grænserne ikke bliver overholdt. Danmark omfattes, men kan ikke straffes.

2012: Finanspagten: Aftale mellem 25 lande om at skærpe kravene yderligere til max. budgetunderskud fra 3 til i gennemsnit 0,5-1 procent og at indskrive grænsen i landenes grundlove. Finanspagten rummer også automatiske straffe ved for høje underskud, og en forpligtelse om at nedbringe gæld over 60 procent. Danmark deltager ved at indføre en budgetlov i 2012. 

2012 - 2013: Bankunion: Tre annoncerede trin for at forhindre, at syge banker trækker landene med sig ned, hvis de går konkurs:

* Fælles banktilsyn/finansinspektion – endelig beslutning den 15. oktober 2013

* Afviklingsmekanisme for dårlige banker - ikke besluttet, uenighed om det statslige sikkerhedsnet

* Indskydergarantiordning - ingen konkrete forslag, måske lagt på is. Storbritannien, Tjekkiet og Sverige står udenfor. Danmark afventer.