INTERVIEW: Når Angela Merkel ringer

VENSTREFLØJ. Metalarbejderen og venstrefløjsaktivisten Søren Søndergaard havde været medlem af Folketinget for Enhedslisten i 11 år, da han i 2007 tog ned til EU-Parlamentet for at afløse Folkebevægelsens mangeårige medlem, Ole Krarup.

Nu, da vi mødes over en kop kaffe i Københavns lufthavn, er han på vej til Bruxelles for at forhandle om poster og nye medlemmer i den gruppe, han netop har forladt (GUE/NGL). 

Hans egen vurdering af nye, mulige samarbejdspartnere i Parlamentet er ikke til citat. De noteringer forbliver krummelurer på blokken. Der er dog en del andet at tale om. 

For Søren Søndergaard er der ét - og kun ét – afgørende spørgsmål, når det gælder at tage stilling til EU. Hvordan det lyder, og hvordan han mener det skal besvares, venter vi lidt med. Først noget om valgresultatet.

Hvordan ser du på det store billede, rød modstand i syd og blå i nord?

»Der er nogle centrale træk, selv om hvert land må analyseres hver for sig: I de lande, som er blevet direkte ramt af krisen, og hvor nedskæringerne er dikteret af EU, er stemmerne gået til venstrefløjen. Der, hvor landenes egne regeringer har stået for nedskæringerne, eller hvor der er en frygt for, at det vil ske, er stemmerne gået til højrefløjen. Det giver et rødt resultat i syd, men også i Irland, som jo må siges at være i nord.«

»Det store billede er ønsket om at give EU modstand. Alle proteststemmer er udtryk for den holdning – også dem fra Front National. I Frankrig havde den konservative Sarkozy løjet om EU og forhindret en folkeafstemning. Så kommer socialisten Hollande til, men han gør det stik modsatte af det, han blev valgt på. Hvor skal folk så gå hen?«

Er der noget ved valget, som er kommet bag på dig?

»At venstrefløjen trods alt ikke har gjort det bedre. Det er en tragedie, at der i England ikke er et modspil fra venstrefløjen til UKIP (United Kingdom Independence Party), ligesom der heller ikke er det i Frankrig. Die Linke i Tyskland fik godt nok 200.000 flere stemmer end sidste gang, men på grund af nye valgregler gav det ikke noget nyt mandat.«

»En forklaring er, at venstrefløjen ikke har forstået, hvor dybt den øgede EU-skepsis stikker i befolkningen. Alternative für Deutschland (det ny euro-kritiske tyske parti) tog jo stemmer fra Die Linke. Enhedslisten og Dansk Folkeparti deler jo også vælgere.«

Mener du, at det ikke kun er EU, men også venstrefløjen, som er i krise?

»Man ser det i særdeleshed der, hvor socialdemokrater har domineret. Der er det som om, at man bevidst har undgået at skabe det fjendebillede af bankerne og finanskapitalen efter krisen, som man kunne have gjort. En stor del af venstrefløjen har opgivet at finde et alternativ til den førte politik.«

»I den danske valgkamp betalte man en pris for, at Enhedslisten ikke opstillede som parti. Enhedslisten kunne ikke føre en skarp antikapitalistisk politik. På den anden side ved vi jo ikke, hvordan det var gået, hvis både Enhedslisten og Folkebevægelsen skulle have konkurreret om opmærksomhed og aktivister, og jeg har derfor selv talt for, at Enhedslisten ikke skulle stille op.«

Hvad vil den nye situation i Parlamentet kunne bruges til?

»Hele EU-systemet har en fantastisk evne til at kunne afværge politiske jordskælv. Nogle af resultaterne gik ud over borgerlige regeringer. Andre gik ud over socialdemokratiske. Desværre er der en risiko for, at de neutraliserer hinanden.« 

Søren Søndergaards skepsis bygger på erfaringerne fra Bruxelles og Strasbourg.

»Min tiltro til Parlamentet er nok blevet svækket, selv om den ikke var særlig høj i forvejen. Jeg tror, man har haft tre traktatændringer siden Lissabon (om redningsfonden ESM, Finanspagten og bankafviklingsfonden). De er alle vedtaget udenom Parlamentet, som er blevet svækket hver gang, men alligevel faldet til patten.« 

»Forklaringen er, at medlemmerne repræsenterer de partier, som danner deres landes regeringer. Så vil det være naivt at tænke sig, at de vil stemme anderledes, bare fordi de sidder i Parlamentet. Mange af kandidaterne bliver også udpeget ovenfra af partiernes ledelse, og dem vil de slet ikke stemme imod.«

Noget EU-modstandere og føderalister har været enige om gennem alle årene er, at der altid kommer mere union. Ser du det stadig sådan?

»Ja, jeg mener det er rigtigt, men ikke ud fra tilhængernes ideologiske ønsker. Man er nødt til at have mere union, hvis man skal følge det tyske ønske om en budget-zar (budgetkommissær med beføjelser over landenes finanslove). Alt andet er lige så urealistisk som at have seddeltrykkerier i kommunerne, der bare kunne printe løs.«

Hvad med fremtiden?

»Det er helt klart, at EU om fem år ikke ser ud som i dag. Vi vil se en meget tættere union – en egentlig eurostat. Men det er et åbent spørgsmål, hvem der kommer til at deltage, og hvordan man kommer til at forholde sig til dem, der står udenfor.«

Bankunionen, idéerne om en budget-zar og forhandlingerne om en handels-og investeringsaftale mellem EU og USA mener Søren Søndergaard bliver det vigtigste i den kommende tid.

Handler bankunionen ikke om ganske små tal og om noget, som først får effekt om fem eller ti år?

»Jo, men hvis man først får systemet på plads, så kan man altid ændre på beløbene senere. Van Rompuy (regeringschefernes formand) og (kommissionsformanden) Barroso kom i 2012 med et oplæg om en ”genuin økonomisk union”. Det ville man ikke diskutere på det tidspunkt. Men det står jo i Finanspagten, som er blevet vedtaget, at den skal skrives ind i EU-traktaten indenfor fem år.«

Og så er vi fremme ved Søren Søndergaards centrale spørgsmål.

»Der er ét – og kun ét – afgørende spørgsmål at tage stilling til: Når progressive socialistiske kræfter en dag vinder et nationalt valg, og Merkel ringer dagen derpå for at sige, at nu må vi rette ind, hvad svarer man så? Slår man hælene sammen og siger ”jawohl” eller svarer man ”rend og hop”?«

»I min verden svarer man ”rend og hop”, og så får man konfrontationen. Hvis man ikke kan besvare det spørgsmål klart, så er det uinteressant, hvad man ellers måtte mene om EU-medlemskab og alt muligt andet. Det er det spørgsmål Alexis Tsipras vil blive stillet, hvis Syriza (græsk venstrefløjsparti, red.) vinder det kommende valg.«

Og det er i Grækenland, at det spørgsmål vil blive stillet?

»Det vil blive stillet i Grækenland, der bliver vores generations Chile.«