ARTIKLER


Om to år vil man kunne se bilernes baglygter

Et EU-direktiv har siden 2011 været til skade for trafiksikkerheden – på trods af, at det var begrundet med, at det skulle give større sikkerhed.


Af Sven Skovmand
7. april 2014

Det drejer sig om et direktiv, der pålægger bilfabrikanterne at sørge for, at forlygterne tændes, når bilen starter - men som ikke stiller samme krav til baglygterne.

Det har især været til skade i Danmark, hvor bilerne lige siden 1990 har haft automatisk tænding af både forlygter og baglygter. I tåget vejr har det ført til, at biler med slukkede baglygter er blevet påkørt bagfra.

Kritikken af direktivet har nu fået EU-Kommissionen til at indse, at reglerne bør ændres. Man stiller dog ikke krav om, at baglygterne altid skal være tændt under kørsel, da dette vil betyde, at bilerne får et lidt højere energiforbrug.

Man forlanger blot, at bilerne forsynes med følere, der kan sørge for, at baglygterne bliver tændt, når der er nedsat sigt. Det oplyser Århus Stiftstidende den 29. marts 2014 i »artiklen »Lys bagpå, tak«.

Det vil dog vare et stykke tid, inden følerne vil komme til at virke. Det sker først den 30. juli 2016 for personbiler og i 2018 for lastbiler.