NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Dansk Europapolitik befinder sig ikke længere der, hvor den plejede, lyder en analyse af partiernes svar på valgets store spørgsmål.
Avislæsere, radiolyttere og tv-seere har kunnet se det komme. Der er opbrud i den danske EU-politik.
Kun De Radikale og Venstres medlemmer af EU-Parlamentet står helhjertet bag de for længst vedtagne regler om EU-borgeres rettigheder i Danmark, herunder den omstridte ret til at modtage børnecheck, selvom børnene ikke bor i Danmark.
Konservative og Venstre – på Christiansborg – forsvarer det, de ser som en moralsk og politisk ret til at efterprøve og måske endda bryde EU-lov. Argumentet er, at EU ikke skal være en ”social union”.
Landets socialdemokratiske statsminister går i og for sig ind for, at gældende EU-lov skal overholdes – sådan da. Men ikke ligefrem med entusiasme, for måske kan man alligevel finde en vej udenom.
For SF og Enhedslisten er hovedbudskabet, at problemet slet ikke er velfærdsturisme, men social dumping. SF har stillet sig bag Enhedslistens krav til regeringen om arbejdsklausuler, altså danske overenskomster ved offentligt byggeri.
Valgkamp i politikken
Meget tyder på, at Folketingets fem ”ja-partier” ikke længere automatisk forsvarer al EU-politik, blot fordi det overordnet set er i Danmarks interesse at sidde med ved bordet. Det billede bekræfter spidskandidaternes svar på NOTATs 16 spørgsmål. Den danske EU-politik i dag kan nok bedst beskrives som tøvende.
Da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) på et møde med den udenlandske presse i København blev spurgt, om regeringen har opgivet at få lavet en Europa-politisk aftale mellem de traditionelt EU-positive partier, svarede han:
»Som enhver kan se, har vi ikke det nemmeste forhandlingsklima for tiden. I og for sig tror jeg, at forskellen mellem de pro-europæiske partier er lille, men lige nu er der gået valgkamp i det.«
Sagt på en anden måde, så er den politiske debat op til valget blevet en hæmsko for at føre den politik, som partierne ellers ville blive enige om.
Modstand og mærkesager
Den nye skepsis eller forsigtighed viser sig måske tydeligst i synet på, om EU skal have flere fælles regler om medlemslandenes finanslove.
Det er der ingen, der ønsker - undtagen SF's Margrete Auken. Hun begrunder sit ja med, at EU også har brug for en fælles, aktiv investeringspolitik.
Der er i det hele taget meget lille tilslutning fra de danske spidskandidater til ethvert initiativ, som lugter af mere overstatslig styring eller fælles europæiske løsninger. Kun SF, De Radikale – og Folkebevægelsen! – går ind for en fordeling af flygtninge mellem medlemslandene.
Og der er næsten fuld enighed om de spørgsmål, der vedrører danske mærkesager. Spidskandidaterne siger i stor stil ja til at gå foran med skrappe klimamål, ja til et fælles energinet, ja til nationalt at kunne forbyde dansk dyrkning af GMO'er, og nej til at fastsætte en mindsteløn ved lov.
Venstre alene om særdomstole
At et mønster er i opbrud, viser sig også i de uddybende svar på NOTATs spørgsmål om forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale. Kun Venstre og Liberal Alliance er parate til at acceptere lavere forbruger- og miljøstandarder for at få skabt et indre marked tværs over Atlanten.
Og Venstre er alene om entydigt at ville acceptere særdomstole til beskyttelse af investorer (”Investor-State Dispute Settlements”) i en sådan aftale.
De Konservatives Bendt Bendtsen siger nej til særdomstole – en holdning, han i øvrigt deler med den tyske regering. Den danske regering har ikke rigtig nogen holdning i den sag.
Del jer efter anskuelser
Til gengæld trækkes fronterne op, når det gælder regulering af banker, skat på finansielle transaktioner, fælles selskabsskat og sortlistning af skattely. Her får den traditionelle venstre-højre skala en rolle. Partierne deler sig i højere grad end tidligere efter anskuelser eller ideologi – ønsker man mere eller mindre marked, mere eller mindre politisk styring og så videre. Det har på sin vis erstattet det mere overordnede spørgsmål om ja eller nej til EU-samarbejdet.
Til dette noget rodede billede hører også de mange helgarderede svar fra Socialdemokraternes spidskandidat Jeppe Kofod. Det kan selvfølgelig være et udtryk for en reel usikkerhed omkring, hvad han eller partiet mener. Men det skal nok også læses som et ønske om ikke at indtage en anden holdning end den regeringen har, eller kan komme til at indtage på et senere tidspunkt.