ARTIKLER


Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari er som den eneste ikke tilhænger af et EU-energinet.

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Stort flertal for fælles energinet

Alle undtagen Folkebevægelsen mod EU støtter idéen om et fælles europæisk netværk, der skal optimere infrastrukturen for energi.


Af Ida Zidore
8. maj 2014

Syv af de otte danske partier, der stiller op til EU-Parlamentet, står sammen om et rungende ja til et fælles energinet i EU. Idéen er, at det skal blive lettere at flytte elektricitet fra områder med overskud til områder med underskud i EU. Det kræver en stor og dyr ombygning.

De Radikale, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre fremhæver især de konkurrencemæssige fordele ved et bedre indre marked for energi.

»Det ville give bedre konkurrence, det ville give bedre udnyttelse af ressourcerne. Og det ville forhåbentlig også kunne give bedre priser til forbrugerne« siger Ulla Tørnæs, der suppleres af Liberal Alliances Christina Egelund:

»Vi tror, at et fælles energinet vil øge handlen imellem landene.«

Vedvarende gevinst

Et fælles energinet i EU kan især blive fordelagtigt for den vedvarende energi. Og netop gevinsten for den sektor fremhæver både Socialdemokraterne og SF.

»Det er meget, meget dumt at vi ikke har det. Det er kun på den måde, at vi for alvor kan bruge den vedvarende energi, ved at vi kan trække på hinandens energiproduktion« lyder det fra Margrete Auken. Socialdemokraternes spidskandidat er enig:

»Det er klart, at det er et af de områder, hvor vi kan gøre noget for at få et effektivt europæisk energimarked. Særligt for vedvarende energi, der skal udnyttes mere effektivt end i dag«, siger Jeppe Kofod.

Vifte Energinet

Hellere globalt

Men Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari, der allerede har overtaget Søren Søndergaards plads i Parlamentet, kan ikke se fidusen i at lade EU-Kommissionen være den høje herre på energinettet.

»Kommissionen har tendens til at glemme, at EU ikke er verden, og at der er rigtig mange yderlande i EU, der har forbindelse til andre lande. Jeg synes ikke, det giver mening, at vi skal lukke os om os selv via et fælles energinet internt i EU.«

Hun afviser dog ikke, at det kan give mening at kigge på et globalt energinet.

Læs alle politikernes uddybede svar på www.hvaderdinholdning.dk

Læs hele temanummeret af NOTAT: Valgets store spørgsmål del I