ARTIKLER


5 skarpe til Jørn Dohrmann

Jørn Dohrmann, medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, stedfortræder i Landbrugsudvalget.


Af Tine Toft Jørgensen
17. april 2015

Fødevareproducenter i Europa er præget af gældsætning, og alligevel ønsker du bedre lånemuligheder i landdistrikterne. Hvorfor?

For at skabe et generationsskifte, så de yngre landmænd kan overtage de små ejendomme. Det er blevet sådan, at det er de store, industrielle landbrug, der kan låne pengene. Her mener jeg, at man skal bevare de små enheder rundt i Europa.

Du støtter ikke idéen om mere landbrugsstøtte til økologisk produktion. Hvordan hænger det sammen med DF’s målsætning om bedre dyrevelfærd?

Man bliver fuppet med økologi, fordi der er forskellige standarder for den økologiske drift. Når man for eksempel køber en økologisk gris, er det kun de første syv uger, at grisen er ude i naturen. Så stoppes den ind i et industriapparat.

Går du så ind for en strengere regulering af det europæiske økologimærke?

Vi skal have ens spilleregler, og det har man ikke i Europa. Reglerne må gerne være strammere end de danske standarder.

Bør EU tage sig af problemerne med overforbrug af antibiotika?

Ja. Og når EU så ikke gør det godt nok, hvilket de helt tydeligt ikke gør, så skal Danmark kunne gå foran. Man skal tage den højeste fællesnævner, i stedet for den laveste. Der skal være strammere regler for mærkning, så forbrugerne kan se på produktet, om dyret har modtaget penicillin. Hvis man fik de oplysninger, ville man fravælge dem, og det ville afspejle sig i produktionsmetoden. På den måde tror jeg, man ville kunne løse nogle af de her problemer med antibiotika.

Men du har også sagt, at man skal passe på at stramme rammevilkårene for landbruget. Hvordan hænger det sammen?

Det skal jo være ens mærkning i hele Europa. Prisen for den information må være nogenlunde den samme i Tyskland og Danmark. Producenterne ligger jo i forvejen inde med de her oplysninger. Det er jo dem, de bruger til at smide dårligt kød ud. Den ekstra mærkning ville bare koste et klistermærke. Men der er en modvilje fra producenternes side. Industrien har én bagtanke, og det er kroner og ører og deres højre baglomme. 

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 Hvad er fremtiden for EU's landbrug?, der udkom 1. april 2015.