NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
For 40 år siden blev Vestsahara besat af Marokko. Siden 1975 har krænkelser af menneskerettighederne været hverdag for sahrawierne, den oprindelige befolkning i det besatte område. Alligevel opretholder både EU og Frankrig stærke relationer til besættelsesmagten.
Siden kolonimagten Spanien trak sig ud af Vestsahara i 1975, har landet været besat af nabolandet Marokko. Sahrawierne har siden boet i lejre i Tindouf i Algeriet og i selve Vestsahara, hvor en lille gold del af ørkenen er styret af frihedsbevægelsen Polisario, imens den større og mere ressourcerige del kontrolleres af Marokko.
Besættelsen startede for Marokko med en nationalistisk drøm om et storrige og er endt med at være en solid indtægtskilde. Marokko ligger med besættelsen af Vestsahara inde med 75% af verdens fosfor. Derudover er Vestsahara rigt på fisk, sand, salt og mulige oliedepoter.
Franske interesser
Marokko er en tidligere fransk koloni. Turisme, handel, det franske sprog og brugen af kolonitidens franske CFA-valuta, der har en fast kurs over for euroen, er klare tegn på de økonomiske og kulturelle bånd imellem de to lande. Begge tjener godt på forholdet, og Frankrig har en klar motivation til at bevare det, fordi det afrikanske marked vokser og bliver stadig mere værdifuldt at have nem adgang til.
Frankrig er det land, der sælger flest våben til Marokko, der er i top tre over de lande, der importerer flest våben fra Frankrig. De sidste par år har landet faktisk kun været overgået af Kina, og med omkring 100.000 marokkanske soldater i Vestsahara er det nødvendigt med våben for at kunne holde Polisario i skak bag den over 2.000 kilometer lange ørken, der deler landet i to.
Polisario eller Frente Polisario startede som en frihedsbevægelse, der kæmpede mod den spanske kolonisering af Vestsahara. I dag kæmper de mod besættelsesmagten Marokko og repræsenterer det befriede område af Vestsahara, Den Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republik.
Vold og tortur
Våbenmagten suppleres af hårdhændede fængslinger, og ifølge en ny rapport fra Amnesty International er Marokko en af de værste tortur-nationer i verden. Rapporten beretter om sahrawier i alle aldre, der fængsles uden dom, trues og tæskes uden retssag eller rettigheder.
Trods de brutale forhold i det besatte land, møder den marokkanske konge ikke noget synligt pres for forandringer fra de europæiske lande. Hvis sahrawierne ved en folkeafstemning skulle opnå selvstændighed, er der intet, der peger på, at befolkningsgruppen ønsker at samarbejde med Frankrig. Sahrawiernes andetsprog er spansk og området er derfor ikke en del af det ellers fransktalende Nordafrika.
Ingen hjælp fra EU
På trods af, at besættelsen bryder både FN’s og EU’s konventioner, er Frankrig så vigtig en aktør i begge institutioner, at besættelsen hidtil har fået stort set frit spil.
Også EU har interesser i Marokko, på grund af landets fisk. EU har en fiskeriaftale med Marokko, som trådte i kraft i 2007. I den forbindelse blev der overfisket i havet ud for Vestsahara, uden at det kom sahrawierne til gode.
Da det gik op for EU, at fiskeriet var i strid med international ret, og at der blev overfisket, blev aftalen imidlertid lavet om, og Marokko har siden 2011 skullet bevise, at aftalen kommer Vestsaharas befolkning til gode.
Det er dog langt fra sikkert, at aftalen overholdes, og Polisario lagde i 2012 derfor sag an mod EU for brud på international lov.
Med stærke handelsrelationer, massiv turisme og fiskeriaftaler, er der ingen strategiske grunde til at EU skulle arbejde for en løsning på konflikten. Sahrawierne står fortsat alene i kampen for en folkeafstemning om selvstændighed.
Analysen er skrevet af Ellen Christensen, cand.mag. i Internationale Studier. Hun har netop afleveret speciale om Frankrigs rolle i konflikten om Vestsahara.