ARTIKLER


Den ubekvemme sandhed om fødevarer

"Lone Vitus' bog har været en ubehagelig åbenbaring, for sjældent har jeg læst en bog, som jeg har haft så stort behov for at lægge fra mig”, skriver NOTATs boganmelder Alex Lindbjerg.


Af Alex Lindbjerg
31. marts 2015

ANMELDELSE. "Mad vs. Fødevarer" er en bog, der handler om det som vi putter i munden; det, som er byggestenene til vores krop, og som langt hen af vejen slet ikke er det, som vi tror det er.

Der skelnes, som titlen antyder, mellem to slags byggesten: Mad og fødevarer. Hvor mad er noget godt baseret på dyrevelfærd, diversitet og respekt for naturen, er fødevarer noget skidt baseret på masseproduktion, penicillin og ensartethed.

Lone Vitus argumenterer sagligt for, at vores fødevareproducenter kun tænker på én ting, nemlig prisen – og holder alle andre parametre ude af den ligning. Det giver i sidste ende dårlige, usunde og uansvarlige produkter:

”Lav pris er vigtig, og lav pris opnås ved at anvende masseproducerede råvarer – grønsager, kød, korn, mælk m.m. som er tilblevet under stort forbrug af sprøjtegifte og elendighed blandt husdyrene. Uanset hvor fin emballagen tager sig ud.” 

Emballagen fortæller derfor ikke hele historien, men lyver os direkte op i ansigtet. Vi danskere ved ganske enkelt ikke, hvilke forhold vores dyr produceres under, og hvilke konsekvenser de har for naturen:

”Sammenhold det med den gennemgående danske forestilling om, at uanset hvad man fodrer et dyr med, uanset rester af antibiotika, hormoner, sprøjtegifte, tungmetaller og problematiske råvarer, så er dyret en slags tryllekunstner, som kan fjerne alt og give sundt og godt kød”.

Lone Vitus kender branchen indefra er ikke bleg for at pege fingre, og deler håndmadder ud som stod hun i en smørrebrødsforretning. Desværre når hun sjældent når til problemets kerne: vækst.

Der tales om vækst på to sider i slutningen af "Mad vs. Fødevarer". Resten af tiden bruges på at kritisere konkrete dele af fødevarebranchen. Det er en skam, at der ikke peges på dybere årsagssammenhæng bag vores fødevareindustri.

Flere niveauer af problemer
Et af de steder i bogen, hvor hun for alvor rammer hvor skoen trykker, er, når hun diskret viser læseren hvordan manglende dyrevelfærd, forurening og vestlig dobbeltmoral går op i en højere enhed i den nuværende fødevareøkonomi.

Danske husdyr spiser sojabønner, dyrket i Sydamerika under vilkår der i Danmark ville være forbudt. Det er et samfundsproblem:

”Vi kan ikke være bekendt at støtte og anerkende en landbrugsproduktion her i Danmark, der baserer sig på dyrkningsmetoder, som gør mennesker syge i andre lande. Det er dyrkningsmetoder, vi ikke tillader i EU, men det billige resultat aftager vi gerne. Det er ikke landbruget, der har et problem, de selv må løse. Det er hos os som samfund, forpligtelsen ligger.”

Gode intentioner
"Mad vs. Fødevarer" er brolagt med gode intentioner, og langt hen af vejen kan man slet ikke fornægte de pointer, som Lone Vitus fremfører gennem bogens knap 180 sider. Desværre er den også præget af en ensidighed, som det ville have klædt den at kaste af sig.

"Mad vs. Fødevarer" er en debatbog. Den skal skabe debat, og derfor gør det ikke noget at den ikke rummer sin modstander: det konventionelle landbrug. Problemet for mig opstår, når bogen prøver at virke hyggelig og godhjertet på samme tid med at den nedsabler alt der står i vejen for ”velovervejede tanker og klare fakta om det danske fødevaresystem.”

Den ubehagelige åbenbaring
Men uanset ensidigheden har læsningen af "Mad vs. Fødevarer" været en ubehagelig åbenbaring. Sjældent har jeg læst en bog, som jeg har haft så stort behov for at lægge fra mig, og overspringshandlingerne har tårnet sig op, så jeg kunne gemme mig bagved dem.

Årsagen er at jeg udmærket godt ved, hvad den her bog vil fortælle mig, og at jeg er modtagelig overfor budskabet. "Mad vs. Fødevarer" et kæmpe ansvar på læserens skuldre om at blive en ansvarlig forbruger; et ansvar som vi burde have levet op til for længe siden om at spise ansvarligt dyrkede og opdrættede fødevarer.

"Mad vs. Fødevarer" åbner dine øjne for en verden du helst ikke vil se i øjnene, og du kommer aldrig til at se verden helt på samme måde igen når du har lagt den fra dig.

Velbekomme!

Forside Mad Vs Foedevarer

Lone Vitus: "Mad vs. Fødevarer - Et opgør med den beskyttende atmosfære" ISBN 978-87-996332-1-0, 178 sider, Det flydende forlag, 2014

Alex Lindbjerg studerer filosofi og økonomi (FLØK) på Copenhagen Business School. På bloggen www.lindbjerg.org har han anmeldt en lang række bøger om samfundsforhold. Hans gode arbejde kan fremover følges her på www.notat.dk

Læs også Månedens interview med Lone Vitus: Tiden er moden til en økologisk omlægning