Efter 11. runde er frihandelsaftalen TTIP stadig langt fra mål

»Det har været en runde med meget hårdt arbejde. Begge sider har rullet ærmerne op og engageret sig i intensive forhandlinger. Efter denne uge er vi et skridt nærmere en balanceret og omfattende handelsaftale med høje standarder«, lød beskeden fredag fra EU’s chefforhandler Ignacio Garcia Bercero. Han ses på billedet herunder, nærmest drømmende med en kuglepen mellem tænderne, mens den amerikanske forhandler, Dan Mullaney, følger med i sine papirer under en briefing.

Ifølge EU-Kommissionen var der under forhandlingerne fremskridt på områder som serviceydelser og offentlige indkøb. Begge sider kom derudover med forslag til, hvad der skal ske på området om ”regler for oprindelse”, altså om der kun må stå feta eller parma på specifikke produkter fra særlige steder, og om USA må beholde sine ”køb amerikansk”-klausuler - en særlig beskyttelse af amerikanske virksomheder på en række offentlige anlægsprojekter, som EU over flere år har kritiseret for at være protektionistisk. Det første betyder meget for særligt sydeuropæiske lande, og EU’s erhvervsliv ser desuden meget gerne, at ”køb amerikansk”-klausuler lader livet.

Området om offentlige indkøb er dog alligevel ikke nået længere, end at de to parter skal komme med forslag til regler og markedsadgang i februar. Ifølge lektor i politik og TTIP-ekspert Gabriel Siles-Brügge, er det ikke ligefrem ”banebrydende”, hvad man er noget frem til, fordi forhandlingerne er ved at bevæge sig ind på de områder, der betyder mest for begge parter.

»Rygtet er lige nu, at EU må opgive nogle krav på området for offentlige indkøb, hvis de omvendt vil have indrømmelser på området om investeringsbeskyttelse fra USA,« skriver han i en mail.

I forhold til serviceområdet tilføjer Gabriel Siles-Brügge, at det store springpunkt er de finansielle services. Altså services, som banker, kreditkortfirmaer og aktiehandlere tager penge for at ordne for andre. Det er det største marked i verden, når det kommer til indtjening, og her har USA flere reguleringer for blandt andet banker, end EU har.

»Her handler den store uenighed om, at EU gerne vil have det finansielle område ind under diskussionerne om samarbejde om regulering. Det er den amerikanske nationalbank ikke glad for, så det er alt i alt stadig en langsom udvikling,« skriver Gabriel Siles-Brügge, der er forfatter til bogen ’TTIP: The Truth about the Transatlantic Trade and Investment Partnership’.

Kan man stole på en sætning?

Udover de større eller mindre fremskridt på serviceområdet, handler forhandlingerne også om regulering. Altså det virksomheder kalder ”red tape”, bureaukrati eller ”tekniske handelsbarrierer”, og som forbruger- og miljøorganisationer kalder ”høje standarder og demokratiske rettigheder” og er bange for at miste.

EU-Kommissionens forhandlere mødtes i Miami med en række amerikanske organisationer som ’Det Nationale Motorvejs Trafik Sikkerheds Administration’, ’Fødevareorganisationer’ og det amerikanske Environmental Protection Agency (EPA). Her nåede de frem til, at ”al samarbejde er muligt, hvis forbrugerbeskyttelsen bliver den samme eller forbedres” samt at ”enhver form for regulering vil ikke ændre eller påvirke EU’s regulative eller demokratiske proces”. Det lyder som sætninger, der skulle få de kritiske organisationer og borgere i særligt Europa til at falde til ro.

Men ifølge lækkede dokumenter fra tidligere forhandlingsrundersom The Guardian, det tyske medie Correctiv og Information har gravet i, er det dog ikke helt tilstrækkeligt med de flotte sikkerhedssætninger. Det skyldes, at det hele hænger sammen med, hvordan miljø- og forbrugerstandarder sikres i resten af aftalen. Altså, om en flot sætning ét sted underbygges af sikkerhedsmekanismer andre steder. Her skriver The Guardian, der har fået fingre i en fortrolig tekst fra forhandlingerne om kapitlet ”bæredygtig udvikling”, at det kun indeholder meget ”vage formuleringer og ikke-bindende forpligtigelser”, når det kommer til at sikre miljøet og arbejdstageres rettigheder.

»Der er ingen forpligtigelser til at ratificere internationale konventioner, og måder at sikre mål om biodiversitet og kemikalier er på samme måde fraværende,« skriver The Guardian, der i løbet af de sidste år har udgivet mange kritiske artikler om TTIP. 

Selvom der altså står i teksten, at begge parter skal have ret til selv at bestemme over sin politik på bæredygtighedsområdet, er det ikke nok ifølge kritikere. De påpeger, at inkluderingen af mekanismen til at beskytte investeringer (også kaldet ISDS) kan risikere at underminere området for miljøstandarder. Der er med andre ord forskel på, hvilke detaljer i den tekst, The Guardian har fået fingre i, der vejer mest på vægtskålen.

Da NOTAT beder EU-Kommissionen forholde sig til kritikken i The Guardian, får vi følgende svar fra talsmand Joseph Waldstein. »Det lækkede dokument korresponderer ikke med vores forslag om bæredygtig udvikling, som vi vil offentliggøre i en nær fremtid. Vi mener, forslaget om bæredygtig udvikling er substantielt og helt på linje med vores forpligtigelser til at opretholde EU’s standarder på området. EU-teksten fra Miami fokuserer på substansen af politikken, alt det med procedurerne og de institutionelle set-up – herunder investeringsbeskyttelse – bliver udviklet senere. Vi skal først have substansen på plads.«

Ifølge Gabriel Siles-Brügge er det korrekt, at den lækkede tekst ikke nævner nogen om bindende forpligtigelser eller håndhævelser af dem, men det kan også skyldes, at der netop ikke er enighed om investeringsbeskyttelsen endnu, og at den hænger uløseligt sammen med, hvilken slags muligheder for håndhævelse af eksempelvis miljøstandarder, der skal inkluderes.

»Med det sagt har der været en generel tendens til, at når det handler om arbejdskraft og miljø i handelsaftaler, har EU generelt behandlet det på en mindre bindende måde end USA. Og på den måde har The Guardian ret i, at der ikke er nogen forpligtigelse i EU-forslaget om eksempelvis at ratificere internationale aftaler om arbejdstagerrettigheder eller miljø – noget der ellers har været nøglekrav fra EU’s fælles fagforening ETUC.«

Her tales der blandt andet om de såkaldte ILO-konventioner for arbejdstageres rettigheder, som også Socialdemokraterne i EU-Parlamentet, herunder Jeppe Kofod, har nævnt som et af de vigtigste områder hvor TTIP kan presse USA til at sætte nogle højere standarder.

Gennemsigtighed afhænger af øjnene, der ser

EU-Kommissionen vil i forlængelse af, hvad den kalder ”den udvidede gennemsigtighedspolitik” offentliggøre en fyldig rapport i begyndelsen af november, men hvor mange detaljer, den vil indeholde, er endnu ikke klart.

Indtil da kan man på siden Correctiv se de lækkede dokumenter og læse om dem her. 

EU-Kommissionen kalder Correctiv’s læk af omkring 100 originale dokumenter i juli for et ”tillidsbrud med USA”, og hævder det har svækket EU’s forhandlingsposition. Det var blandt andet det læk, der førte til, at dokumenter fra den seneste runde af forhandlinger kun kunne læses i et såkaldt læserum i Bruxelles.

Da NOTAT spørger EU-Kommissionen hvordan det går med at få mere gennemsigtighed ind i den proces, hvor dokumenterne skal læses, får vi følgende svar: »Vi arbejder sammen med de nationale regeringer på at lave en sikker adgang til konsoliderede tekster i alle hovedstæderne. Vi håber at færdiggøre det arbejde meget snart. Indtil da har den amerikanske side tilbudt, at vi kortsigtet kan bruge deres ambassader til sikker adgang til fælles dokumenter. Så snart EU-landene åbner deres læserum, vil der ikke længere være brug for de amerikanske ambassader.«

Derudover har EU-Parlamentet adgang til alle dokumenter, men det er ikke alle dokumenter eller alle medlemmer af EU-Parlamentet, der har adgang: »Det afhænger af dokumenternes følsomhed og den status medlemmet har. Det er særligt den gruppe af 30 medlemmer, der er en del af TTIP-gruppen, der får en kopi eller kan læse det i læserummet. Vi arbejder også her på i fremtiden at gøre dokumenterne tilgængelige for flere medlemmer af EU-Parlamentet,« skriver Joseph Waldstein.

Ifølge Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri, har forhandlerne allerede strakt sig langt i forhold til gennemsigtighed.

»Der har været mange runder med stakeholderne (interessenter, red.), og der har været mere synlighed om det end nogensinde før. Alligevel får processen kritik for ikke at være transparent. Men man må bare forstå, at man jo ikke kan sidde og forhandle med åbne kort. Så er det godt nok op ad bakke at sidde og slås for sine interesser.«