Er EU’s finanspolitik på vej mod Brasilien eller USA?

I juli, mens bølgerne mellem Grækenland og Tyskland gik højt, meddelte den franske præsident François Hollande, at han gerne ser et tættere finanspolitisk samarbejde mellem euro-landene i fremtiden. 

»Hvad der truer os, er ikke for meget Europa, det er manglen på Europa«, skrev han i et debatindlæg i den franske avis Journal du Dimanche.

Frankrig har ikke været bleg for at overtræde EU’s budgetregler de seneste år. Men det forhindrede altså ikke Hollande i at tilslutte sig koret af EU-politikere, som ønsker en stærkere overnational styring af de enkelte eurolandes budgetter. Det drejer sig blandt andre om formanden for Kommissionen, Jean-Claude Juncker, formanden for Eurogruppen, Jeroen Dijsselbloem og Præsidenten for EU-Parlamentet, Martin Schulz. De er alle afsendere af en rapport fra juni i år, hvor de foreslår, at eurolandene skal have en fælles finansforvaltning inden 2025.

EU ligner Brasilien mest

Men hvorfor mener den politiske elite i EU, at mere overnational styring løser problemerne? Populært sagt lægger eurosamarbejdet sig i dag mellem to modeller – den amerikanske og den brasilianske. Det vurderer den amerikanske professor i offentlig forvaltning og politisk økonomi, Mark Hallerberg. Han underviser på Hertie School of Governance i Berlin, og han har i mange år beskæftiget sig med eurosamarbejdet. Han mener, at det netop nu læner sig mest op ad den brasilianske model.

»Brasilianerne har også indført en slags finanspagt og finansielle råd, som overvåger hver enkelt provins i Brasilien. En stor forskel er dog, at politikere, som overtræder budgetreglerne, bliver straffet ved at få forbud mod at stille op igen, og i nogle få tilfælde er politikere også blevet fængslet«, forklarer Mark Hallerberg.

I Brasilien har staten erkendt, at den er nødt til at redde en delstat, hvis den kommer i økonomisk uføre. Det ved markedet og delstaterne, og derfor har de lokale stater større incitamentet til at optage store og billigere lån. Det betyder, at det er nødvendigt at indføre ret strenge budgetregler for at undgå gældsspiraler. Forskellen mellem EU og Brasilien er, at Kommissionen aldrig har givet et land en økonomisk bøde, når landet overtrådte reglerne om, at de årlige budgetter helst skal gå i nul og max må have et underskud på tre procent af BNP. Det til trods for, at Kommissionen har haft den mulighed siden Maastricht-traktaten trådte i kraft i 1992.

Amerikansk model er nemmest

Kommissionen har til gengæld været god til at give henstillinger til lande, der overtræder budgetreglerne. Men Kommissionen har ifølge EU-Oplysningen endnu til gode at pålægge et land sanktioner, herunder bøder. På den baggrund mener Mark Hallerberg, at den amerikanske model ville være en nemmere model for EU.

»Jeg tror, en amerikansk inspireret model er nemmere at få igennem, da den ville kræve en mindre åbenlys politisk aftale«, siger Mark Hallerberg.

Den amerikanske model fungerer sådan, at de enkelte stater selv er herre over eget budget. Til gengæld er der ikke nogen, der redder dem, hvis de går bankerot. Det ved markedet og staten, og derfor er der stor forskel på, hvor dyrt det er for den enkelte stat at låne penge, hvis staten begynder at køre med store årlige underskud. Mark Hallerberg tror dog ikke på, at EU-landene ender med at gå den vej.

»De seneste erfaringer fra Grækenland tyder på, at redningspakker er vanskelige at undgå i EU, selv for små økonomier. Noget i retning af den brasilianske model ville derfor virke bedre i Europa. Det er et alternativ til den amerikanske model, som kræver en troværdig no-bailout-klausul« (forbud mod redningspakker til stater, red.), vurderer han.

Sådan en findes faktisk i Lissabontraktaten. Men de store redningspakker, som flere af EU-landene modtog i kølvandet på finanskrisen og de mange redningspakker og gældsnedsættelser, som Grækenland siden har fået, betyder, at klausulen ikke længere er troværdig.

Selvstyring trækker ud

I et dansk perspektiv kan det virke mærkeligt, at der er behov for mere finanspolitisk styring, efter at alle EU-lande med undtagelse af Storbritannien og Tjekkiet har underskrevet Finanspagten. I Danmark udmøntede Finanspagten sig nemlig i, at SRSF-regeringen med støtte fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gennemførte budgetloven der dikterer, at kommuner og regioner får store bøder, hvis de ikke overholder deres budgetter.

Finanspagten udstikker dog ikke overnationale regler, men regler der skal implementeres i national lovgivning.

»Hver medlemsstat, der underskrev Finanspagten, skal implementere de finanspolitiske regler. Men implementeringen varierer ikke blot med hensyn til indhold, men også i forhold til, hvornår de bliver indført. Jeg tror faktisk ikke, at der er en bevægelse mod endnu en finanspolitisk reform. Kommissionen ønsker sig nok snarere, at de nationale regler kommer på plads og bliver håndhævet«, siger Mark Hallerberg.

Den forudsigelse er Ulrike Guérot, grundlægger og direktør i The European Democracy Lab, ikke enig i. Hun er bekymret for demokratiet i det fremtidige EU.

»Jeg tror, vi er på vej mod en strengere finanspolitisk og tværnational regulering (baseret på et regelsystem), og nej, jeg tror ikke, at dette er foreneligt (eller godt) for de nationale demokratier«, skriver Ulrike Guérot i en mail til NOTAT.

»Embedsmænd (EU-Kommissionen) bør ikke bestemme over et budget. Det skal et parlament. Vi kommer nok til at få brug for et eurozone-parlament, hvilket også er ved at blive diskuteret. Lige nu spiller Forbundsdagen (det tyske parlament red.) en for stor rolle, og det skaber dysfunktionalitet for de andre lande. Der er behov for ansvarlighed og pålidelighed på et samlet niveau«, uddyber hun. 

Artiklern blev første gang bragt i NOTAT 1288 Den græske krise - hvad har vi lært?, som udkom den 1. oktober