EU-Domstolen vil selv tage sig af menneskerettigheder

”Et alvorligt tilbageslag for menneskerettigheder i Europa”, kommenterer Amnesty International, Den Internationale Juristkommission (ICJ) og rådgivningscentret AIRE (Advice on Individual Rights in Europe) i en fælles udtalelse.

”En ren katastrofe for alle os, der støtter menneskerettighederne,” mener Steve Peers, professor i EU-ret ved universitetet i Essex og tilknyttet organisationen Statewatch.

”Medlemslandenes ønske er blevet hældt af brættet”, konstaterer en kilde i den danske centraladministration, som ikke ønsker at bliver citeret ved navn.

»Domstolen beskytter EU som en selvstændig retsorden; men det er i virkeligheden i skøn forening med princippet om magtens tredeling,« siger professor Marlene Wind.

Sådan lyder kommentarerne til en beslutning truffet af EU-Domstolen i december sidste år om at blokere en aftale, som et ellers samlet EU står bag. Sagen er stort set ukendt i Danmark.

Vi alene vide
Med sin beslutning, der kaldes en udtalelse, forhindrer EU-Domstolen, at EU som organisation tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), selv om det udtrykkeligt står i Lissabontraktaten, at EU skal tilslutte sig.

Betingelserne i det aftaleforslag, som samtlige medlemslande og Parlamentet står bag, er ifølge Domstolen uacceptable.

Domstolen oplister ti specifikke grunde til at afvise den forhandlede tilslutningsaftale.
Bundlinjen i de ti krav er ”intet over, og intet ved siden af os”. EU må ikke overlade beføjelser og fortolkninger til nogen udenforstående part.

»Det er ikke til at sige, hvad der er gået igennem EU-dommernes hoveder, men der er ikke nogen tvivl om, at det kun er dem, som vil kunne fortolke EU-love,« konstaterer kilden i centraladministrationen, som ikke ønsker at blive citeret.

EU-dommerne er ifølge egen selvforståelse på ingen måde modstandere af menneskerettigheder. Men når det handler om EU’s egne institutioner og lovgivning, skal andre ikke blande sig i fortolkningen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som hører under Europarådet og dermed ikke er en del af EU-maskineriet, har ifølge EU-Domstolen i Luxembourg bare at holde snuden væk.

Snupper bolden fra banen
Konsekvensen er, at EU’s institutioner og beslutninger ikke skal kunne prøves ved Menneskerettighedsdomstolen.

Og når nu EU-Domstolen ikke har beføjelser til at dømme i sager om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – som er mellemstatslig i EU – så må heller ingen anden gøre det.

”Fordi EU-Domstolen ikke må sparke til bolden, snupper man bolden fra banen, så ingen andre kan spille (...) Det er simpelthen ufatteligt, at verden skal stole på, at militære styrker fra det kontinent, som gav os Holocaust og to verdenskrige, aldrig nogensinde kan komme til at overtræde menneskerettighederne”, kommenterer professor Steve Peers.

Marlene Wind, professor i statskundskab og jura, og med speciale i EU’s retsorden, mener derimod, at Domstolens udtalelse er ganske forståelig. Den bliver bare ikke særligt godt forstået i Danmark.

»Man glemmer lidt her i landet, at hvis Domstolen ikke gør, som politikerne siger, og ikke makker ret, så er det ikke et udtryk for arrogance, men et forsvar af Domstolens egen autonomi. Udtalelsen er et klart signal, men mere end bare det. Den er et forsvar af EU som en selvstændig retsorden,« siger hun.

Bare mere problematisk
Hvis afgørelsen fra EU-Domstolen er ukendt for NOTAT’s læsere, er det ikke så underligt. Den er så vidt vides ikke blevet omtalt i noget dansk medie. Og sekretariatet i Folketingets Europaudvalg kan ikke finde nogen dokumentation for, at udvalget skulle være blevet orienteret om sagen. Udtalelsen er dog nævnt i Udenrigsministeriets redegørelse til Folketinget om EU-samarbejdet i 2014 som ”betydningsfuld” og ”overraskende”.

I Justitsdepartementet mener man, at daværende justitsminister Mette Frederiksen ”helt sikkert” har givet udvalget en mundtlig orientering. Det er der dog ingen spor af i de referater fra udvalget, som NOTAT har læst.

Ministeriet agter ikke foreløbigt at gå ud med information om sagen, selvom danskerne skal til folkeafstemning om det retslige forbehold i år, og selvom sagen kan siges at vedrøre selve den retslige kerne i EU-systemets måde at virke på.

»Afgørelsen har stor symbolværdi, men vi er kun i starten af en vurdering. Sagen har ikke noget med den kommende afstemning at gøre, det vil kun gøre det hele mere problematisk,« lyder en forklaring.

Marlene Wind mener heller ikke, at EU-Domstolens afvisning er relevant for den kommende folkeafstemning om Danmarks retslige forbehold:

»Jeg kan ikke se, at vi bliver stillet bedre eller ringere ved at beholde eller afskaffe forbeholdet i den her sag.«

De der drukner, og de der kritiserer
Du har tidligere i år skrevet, at EU-Domstolen er fællesskabets største succes. Giver denne sag dig grund til at trække i land?

»Jeg har nogle kolleger, som mener, at Domstolens udtalelse er dybt forkastelig. Jeg er selv lidt i tvivl, om udtalelsen er skadelig. Man kan måske diskutere, om ikke en mere blød, eller blid, tilgang ville være mere interessant. Men jeg kan ikke vurdere, om udtalelsen på nogen måde afskærer nogen fra at få sine rettigheder afprøvet,« svarer Marlene Wind.

Den britiske professor Steve Peers nævner de, som måtte blive udsat for krænkelser af EU-tropper i militære aktioner; de, der fejlagtigt bliver udleveret via EU’s arrestordre; de, der drukner ved EU’s grænser; og de, der sulter i Europas gader, fordi ingen af landene vil vedkende sig ansvaret, som personer, der kunne blive afskåret fra at få afprøvet deres rettigheder.

Et lidt mindre drastisk, men måske tydeligt, eksempel er den tidligere embedsmand i Kommissionen Bernard Connolly, som blev fyret for at have skrevet en stærkt ØMU-kritisk bog, da han var på orlov. Efter at have tabt en personalesag ved EU-Domstolen gik Connolly videre til Strasbourg med påstanden om, at han havde fået en uretfærdig behandling i Luxembourg, og at hans ytringsfrihed var blevet krænket.

Sagen blev afvist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi anklagen var rettet mod en EU-institution, som ikke kunne stilles til ansvar.

Det er den ordning, som EU-Domstolen vil sikre sig, at der ikke bliver lavet om på.

Artiklen indgår i magasinet 1287 Hvad er EU's retspolitik? der udkommer 1. september 2015