ARTIKLER


EU tvinger Mærsk til at sælge aktier til fond

A.P. Møller-Mærsk har meddelt, at man sælger aktier for 40 milliarder kroner i Danske Bank til A.P. Møller Fonden. 


Af Sven Skovmand
27. marts 2015

Det kan umiddelbart virke underligt, at Mærsk på denne måde sælger sine aktier til sig selv, men Børsen bringer den 26. februar 2015 en forklaring i artiklen »EU presser Mærsk-fond til at købe Danske Bank-aktier.«.

Et nyt EU-direktiv om aktionærrettigheder truer nemlig med helt at fjerne den særlige stemmeret, som fonden har i aktieselskabet A.P.Møller-Mærsk. Derfor skynder A.P Møller fonden sig at sikre, at bankaktierne bliver i familien.

EU er utilfreds med, at man i Danmark tillader firmaer at indføre A- og B-aktier, som gør det muligt for ejerne at kontrollere virksomhederne ved en forholdsvis begrænset indsats. A-aktierne koster nemlig normalt kun 10 procent af, hvad B-aktierne koster.

EU-Kommissionen har længe betragtet denne ordning som en urimelig begrænsning af almindelige aktionærers muligheder. Fra dansk side har man dog ønsket at bevare ordningen, fordi den gør det muligt at fastholde en dansk indflydelse på de pågældende firmaer.