EU’s penge til Afrika vil ikke stoppe flygtninge i at krydse Middelhavet

»Intet land I verden kan i dag være et fort. Vi bør være åbne over for lovlig migration,« lød budskabet fra talskvinden Nkosazana Dlamini-Zuma, den første kvinde til at lede den Afrikanske Unions Kommission, til topmødet med EU på Malta den 12 november. Her var EU-chefernes strategi at få afrikanske lande til at tage imod 1.8 milliarder euro, for til gengæld at gøre noget ved tilstrømningen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

Men EU’s fund vil ikke stoppe bådene eller antallet af druknede, lyder det fra Gilad Ben-Nun, der er professor i migrationshistorie. Han sidder i Etiopiens hovedstad og hovedsæde for Den Afrikanske Union, Addis Ababa, hvor han arbejder for Instituttet for Fred og Sikkerhed.

»Her fra ligner EU’s fond en aspirintablet til en patient med hjertestop – ikke en fuld operation. Særligt når vi ikke ved, hvem pengene bliver givet til, hvordan de bliver distribueret eller hvad de afrikanske regeringer vil gøre med midlerne. Hvis du giver små 2 milliarder til dårlige regeringer, vil det kun øge korruptionen. Det stopper ikke bådene,« siger Gilad Ben-Nun, der til daglig underviser og arbejder på Leipzigs Universitet i Tyskland.

I EU's 17 sider lange plan er der blandt andet løfter om nemmere visa adgang til Europa samt løfter om at reducere omkostningerne ved at sende penge fra Europa til Afrika. Pengene kommer i første omgang fra EU’s udviklingsbudgetter. Det er EU’s håb, at europæiske regeringer skal matche beløbet, men selv det er langt fra nok, mente flere ledere ved mødet.

Nigers præsident, Mahamadou Issofou, kritiserede fonden for at være utilstrækkelig, og påpegede samtidig, at det ikke bare handler om udviklingsbistand, men om uretfærdig verdenshandel og global regeringsførelse. »Der skal investeres mere i Afrika. Officiel udviklingsstøtte er godt, men det er ikke tilstrækkeligt«. Præsidenten fra Senegal, Macky Sall, beskyldte samtidig multinationale firmaer for via skattely og samarbejde med korrupte enheder i Afrika at koste landene langt mere, end de modtager i bistand.

Ebola-indsats som pejlemærke

Blandt de største bekymringer i både Europa og Afrika er, hvordan klimaforandringer sammen med den hurtigt voksende befolkning vil sende mange flere mennesker ud på farlige ruter både i og uden for kontinentet. Men ifølge Gilad Ben-Nun er klimaforandringer ikke engang den største udfordring. Han peger på seks store årsager til, at migranter og flygtninge tager turen til Europa: Klimaforandringer, fattigdom, udviklingsproblemer, EU’s landbrugsstøtte, dårlige regeringer og teknologisk udvikling.

»En flygtnings bedste ven i dag er mobiltelefonen og internettet. Mennesker har nu viden om muligheden for at krydse hvad som helst, selv Middelhavet – noget der teknologisk ikke kunne lade sig gøre for bare 20 år siden. Når viden om migrationsruter spreder sig via teknologi, øges viljen til faktisk at komme frem. Og ser du befolkningsudviklingen i Afrika og laver en fremtidig prognose for antallet, der kommer til Europa, vil det kun stige. Over 50 procent af flygtninge fra Afrika er under 18 år. De har hele livet foran sig til at komme frem, og de kan gå langt,« lyder det fra professoren, der udråber fejlende regeringer og administrationer som den største udfordring for EU’s planer.

»Hvis du vil forstå, hvorfor flygtninge kommer fra Somalia, Libyen eller Eritrea, så se på de fejlende regeringer. Dårlig regeringsførelse er uden tvivl den største motor, der driver mennesker ud i Middelhavet. Men det vil EU helst ikke håndtere. EU har en ”hands off”-tilgang til regeringerne, og det vil bringe endnu flere mennesker til Europa. Fordi de ikke har noget at tabe,« påpeger han. I stedet skal de europæiske ledere ifølge ham vågne op, for det er er faktisk muligt at gøre en forskel.

»Vi har jo set, at en reel indsats kan virke. Se bare på ebola – her er kampen praktisk talt vundet i Vestafrika. Så når det kommer til livsfarlige trusler, får de europæiske ledere rullet ærmerne op. Vi kan når vi vil, om det er ebola i Vestafrika eller AIDS i Sydafrika.«

Her peger han på, hvordan både amerikanere og flere europæiske lande har igangsat en massiv indsats for at komme ebola til livs. Hele medicinske afdelinger med læger og sygeplejersker fra Storbritannien blev sendt af sted med fly i samarbejde med verdenssundhedsorganisationen WHO med enorme udgifter til medicinsk udstyr og personale.

Nu-og-her-løsning ikke i sigte

Skal EU’s forsøg på at vende migrationstilstrømningen lykkes, har migrationseksperten flere konkrete forslag på hånden. Først og fremmest handler det for ham om at få flyttet årsagerne til migration og flugt i og fra Afrika frem til side ét på de europæiske lederes ”to-do”-lister for 2015 og frem.

»De europæiske ledere skal holde op med at vende det blinde øje til dårlig regeringsførelse i Afrika, om det så er Tunesiens ex-diktator Ben Ali eller Gaddafi. Udviklingsstøtten skal styrkes, og der skal gøres noget ved EU’s subsidier i form af landbrugsstøtte, så afrikanske lande kan eksportere til Europa. Derudover skal de styrke støtten til bistandsorganisationer som, UNHCR, Røde Kors og Unicef. Det er dem, der bærer det største læs, og alligevel får et FN-organ som UNHCR kun 50 procent af den økonomiske støtte, som de er blevet lovet af de europæiske lande.«

Der er et presserende behov for, at der gøres noget nu fra de europæiske lederes side, men fonden er i det perspektiv ikke en del af løsningen?

»Det er et meget fint behov. Men håb er ikke en strategi. At du har brug for at gøre noget akut, er ikke det samme som, at du kan gøre noget, der ændrer det nu og her. Alle komplicerede problemer har en omgående, elegant, hurtig og forkert løsning,« siger Gilad Ben-Nun med henvisning til Churchill citatet: ”Out of intense complexities, intense simplicities emerge.”

Med andre ord mener han ikke, at vi kan løse det nu og her, selvom der findes elegante (men også forkerte) løsninger. Fonden kommer da også oven i de omkring 20 milliarder euro, som EU og de 28 lande allerede donerer til Afrika årligt.

Udemokratiske samarbejdspartnere – og hvad så?

EU bliver ofte kritiseret for i krisesituationer at have samarbejdet med selv verdens værste diktatorer for at sikre stabilitet i Nordafrika, som med den tidligere diktator Gaddafi. Men billedet er ifølge Gilad Ben-Nun ikke så sort-hvidt, som nogle kritikere vil have det til at se ud:

»Der er en fundamental forskel mellem at forsøge at køre en vestlig, demokratisk dagsorden igennem, og så samarbejde med denne verdens Gaddafier. Det er et enormt spillerum imellem de to ekstremer. Bare se på Jordan. Det er ikke et demokrati, men et monarki. Alligevel er EU dybt taknemmelige, ikke kun for det jordanske kongedømmes blotte eksistens, men for deres helhjertede indsats over for tæt på en million flygtninge. Kræver vi at lave Jordan om til et vestligt demokrati? Nej, vi er faktisk taknemmelige over for et mellemøstligt regime.«

Ifølge ham skal EU’s ledere søge efter ledere i de afrikanske lande, som reelt er villige til at samarbejde om at løfte den humanitære standard. »De vil blive overraskede over, hvor mange af den slags ledere, der faktisk er.«

Det moralske kompas mod syd

Noget af det samme kan ifølge ham siges om Etiopien, der har et autoritært ét-parti styre. Landet har en muslimsk minoritet og kristen majoritet, der lever fredeligt sammen, alt imens landet trods den voldsomste tørke i 30 år har formået at skabe en økonomisk fremgang. 

Etiopien er også det land på hele det afrikanske kontinent, der huser flest flygtninge. Omkring én million flygtninge fra lande som Somalia og Eritrea er nu i Etiopien, hvoraf flere har boet i flygtningelejre i over 20 år. Så selvom migrationstopmødet på Malta mellem EU og afrikanske ledere  i sidste uge ikke har nået voldsomt mange overskrifter i Europa, er EU’s løfte om en særlig fond til de migrationspåvirkede regioner i Afrika et stort samtaleemne i det Østafrikanske land.  

Etiopien er tre gange så stort som Frankrig, men ifølge Gilad Ben-Nun handler flygtningeproblematikken i Etiopien ikke om plads eller vilje.

»Det handler ikke om, hvor mange flere de kan tage. Det handler om, hvor mange flere, der kommer.«

Det skyldes, at flygtninge under flygtningekonvention fra 1951 og den Afrikanske Unions forfatning har ret til ”non-refoulement”. Det betyder, at de ikke må sende en flygtning tilbage i hænderne på deres forfølger, når han eller hun flygter til dit land.

»Så om de har noget at spise, om så de dør i Etiopien eller ej, er det ikke en mulighed at sende dem tilbage. Etiopien har over to årtier ikke sendt en eneste flygtning tilbage. Ikke til Somalia, Eritrea eller Sydsudan. Det samme gør sig gældende for Kenya. Det er mere end vi kan sige om flere lande i Østeuropa. Så måske bør Ungarn og Slovakiet tune deres moralske kompas mod syd.«

NOTAT har spurgt EU-Kommissionen om, hvordan pengene skal fordeles. Deres svar er, at alle aktører er i spil, både lokale og national autoriteter, internationale organisationer og civilsamfundsorganisationer. På nuværende tidspunkt har 25 EU-lande samt Norge og Schweiz tilsammen givet tilsagn om at donere 81.3 millioner euro. Læs mere om fonden her. 

Statsminister Lars Løkker Rasmussen (V) meldte efter mødet ud, at Danmark i forbindelse med fonden vil støtte op om fonden økonomisk. Lars Løkke Rasmussen har udtalt, at hjælpen skal styrke ”den afrikanske drøm”.

»Fonden kan forhåbentlig bidrage til, at en række unge afrikanere, der desperat begiver sig i retning af Europa for at udleve drømmen om et bedre liv, vælger at prøve at realisere den afrikanske drøm i Afrika,« lød det fra Ritzau i torsdags.

Fakta: Den omtalte fond skal følge planen komme lande I Sahel regionen og Lake Chad området til gode, samt Afrikas Horn og Nordafrika. Ifølge tal fra EU’s asylkontor, EASO, er der fra januar til september 2015 indgivet 167.275 asylansøgninger fra afrikanske borgere rundt omkring i de europæiske lande samt Norge og Schweiz. Det udgør 18,7 procent af det samlede antal af asylansøgere i den samme periode.