Forskellige traditioner bag EU's retspraksis

I bogen Loven beskriver juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen en samtale ved Waterloo, hvor Napoleon i 1815 led sit endelige nederlag til englænderne og preusserne. Samtalen handler om en militæroperation, hvor både tyske og engelske tropper deltager under hver sin general.

Den tysk-engelske styrke når til et område, hvor det medbragte kort ikke passer til de faktiske forhold. Den tyske general råber ”følg kortet”, mens den engelske råber ”følg landskabet”. Generalstriden illustrerer ifølge Gorm Toftegaard Nielsen en central kulturforskel inden for de to største retlige tænkemåder i Europa, der groft sagt kan deles op i en tysk og en engelsk.

Den tyske tradition hedder kontinentalretten, mens den britiske kaldes common law, hvoraf den sidste er meget mere praksisorienteret end den første.

I Tyskland er der i udgangspunktet intet over forfatningen, som sikrer menneskets ukrænkelighed og rettigheder ved en forfatningsdomstol i Karlsruhe. Grundprincippet bag systemet, hvis udvikling skal ses i lyset af 2. Verdenskrig, gælder uanset, om den skrevne forfatning viser sig at være ude af trit med virkeligheden.

I England er det anderledes. Her kan Parlamentet med langt større fleksibilitet beslutte at ændre loven, for der er hverken en nedskrevet grundlov eller en forfatningsdomstol. England reguleres i stedet af ad hoc-dokumenter og retspraksis. Og Danmark? Vi ligger et sted midt imellem. Vi har en grundlov, men ingen forfatningsdomstol.

Blikket mod Karlsruhe

Hvad angår EU-systemet, har det ifølge adjunkt Henning Bang Fuglsang Sørensen nogle klare inspirationer fra kontinental-retten. Retspraksis foregår altid på et bagtæppe af traktaterne og den øvrige EU-ret.

Men samtidig ser man sager, hvor EU-Domstolen fortolker meget frit og ifølge kritikere går langt videre, end der er dækning for i lovens bogstav. I de tilfælde er der altså tegn på en engelsk tilgang.

»Det er utroligt vanskeligt at sige, hvilken tradition, der har den største tyngde. Hvis vi ser på den europæiske arrestordre, så er den langt hen ad vejen en tro kopi af den udleveringsordning, vi havde i Skandinavien,« siger han og understreger, at det gør en kæmpe forskel, om EU vælger at læne sig op ad den ene eller den anden retstradition.

Den tyske vej

Henning Bang Fuglsang Sørensen vurderer, at EU-retten over årerne har bevæget sig mere i den tyske retning.

»Især tyskerne har betydelig magt i EU, som man har set med Grækenland, så man orienterer sig skarpt imod Tyskland. Dog har vi samtidig set, at Tyskland har måttet ændre sin forfatning for at imødekomme EU-lov.«

EU-institutionerne har gennem årene lanceret et hav af tiltag for i højere grad at harmonisere landenes retssystemer. Men George Bringe, der er juraprofessor på Copenhagen Business School, har svært ved at forestille sig, at det bliver muligt helt at udviske forskellene.

»Ultimativt er det EU-Domstolen, der sikrer, at lovgivningen fungerer homogent. Og til daglig er der stor dialog med Kommissionen, der konstant overvåger, om alt implementeres rigtigt ude i medlemsstaterne. Men i praksis er filosofien bag juraen og hos lovgiverne stadig forskellig, og det implementeres på forskellige måder, så det er ikke identisk.«

Artiklen blev bragt i NOTAT 1287 Hvad er EU’s retspolitik? der udkom 1. september 2015.