ARTIKLER


Professor Steve Peers har analyseret lækket dokument fra Ministerrådet.

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Grænsekontrol i to år mellem EU-lande

LÆKAGE. EU-ledelsen overvejer grænsekontrol mellem medlemslandene i op til to år. Grækenland får fejlagtigt skylden for ikke at standse flygtninge, mener EU-retsekspert.


Af Staffan Dahllöf
3. december 2015

Et lækket notat fra EU's formandskabsland Luxembourg til medlemslandenes ambassadører i Bruxelles lægger op til en intern grænsekontrol i EU i op til to år.

Notatet kan blive behandlet af justits- og indenrigsministrene på et rådsmøde i Bruxelles allerede i dag og i morgen (den 3-4. december).

Det vil ikke være muligt at foretage en hastebeslutning her og nu. Forslaget skal først forberedes og formelt fremlægges af Kommissionen.  Men Luxembourg lægger op til, at ministrene direkte opfordrer Kommissionen til at gå i gang, muligvis mod Kommissionens egen vilje.

Kommissionsformanden Jean-Claude Juncker har for nylig understreget, at hele EU-samarbejdet står og falder med den fri bevægelighed.

”Vedvarende alvorlige mangler”

Forslaget motiveres med, at Schengen-systemet er sat under hårdt pres. Medlemslande har indført midlertidige grænsekontroller, men uden i tilstrækkelig grad at informere hinanden.

Systemet præges ifølge notatet af ”vedvarende alvorlige mangler”. I forslaget lægger formandskabet op til, at medlemslandene skal kunne opretholde, men også at indføre, grænsekontrol mellem medlemslandene.

Pointen er, at mulighederne for intern grænsekontrol udstrækkes til at gælde alle, påpeger Steve Peers, professor i EU-ret ved universitetet i Essex og tilknyttet rettighedsorganisationen Statewatch.

”Der har været planer på tale om at udelukke Grækenland fra Schengen, men dette forslag har en meget bredere tilgang ved at omfatte hele Schengen-området,” noterer han i en analyse.

Ret til at søge om asyl

Ifølge Steve Peers er det heller ikke korrekt at lægge skylden for flygtningekrisen på græsk uvilje eller inkompetence med hensyn til at foretage grænsekontrol.

Schengenreglerne gør det fuldstændigt klart, at asylansøgere ikke skal betragtes som illegale migranter, men at de skal tillades at søge asyl i EU.

Retsligt set har Grækenland derfor ikke brudt Schengenreglerne, mener Steve Peers, som konkluderer:

”Den virkelige mangel ligger i EU’s asylsystem, ikke i den græske grænsekontrol, fordi EU-reglerne tillader adgang for asylansøgere. Nu bevæger asylansøgerne sig til andre medlemslande, fordi Dublin-reglerne ikke blev skabt med henblik på de mange ansøgere, vi ser i dag, og fordi Grækenland ikke har en chance at håndtere det store antal asylansøgere, som de egentlig skulle tage ansvar for."

 

Læs dokumentationen her:

Lækket dokument: EU Council on Schengen Integrity

Steve Peers analyse af det lækkede dokument