NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Grønland blev først befolket i tiden omkring år 1000, hvor den nordlige del blev beboet af inuitter fra Canada, mens islandske bønder bosatte sig i den sydlige del.
Nordboerne udvandrede eller uddøde i midten af 1400-tallet, men det vidste man ikke i Danmark, som i 1300-tallet havde fået magten over landet. Præsten Hans Egede rejste i 1721 ud for at prædike den lutheranske tro blandt nordboerne. Han opdagede imidlertid, at de var forsvundet, og han missionerede derefter blandt inuitterne, som nu blev kristne.
Indtil 1953 var Grønland en dansk koloni, men da Grundloven dette år skulle revideres, besluttede man, at Grønland skulle være en del af det danske rige. Det førte til en kraftig modernisering, som i flere år kostede omkring 1 procent af det danske bruttonationalprodukt, svarende til 19 milliarder i vor tids priser.
Grønland blev i disse år styret gennem Grønlandsministeriet i København, og danske regeringer og folketingsmedlemmer tog alle vigtige beslutninger. Det blev snart uholdbart, og i 1979 fik Grønland et hjemmestyre efter samme model, som gælder for Færøerne.
Samtidig blev der indgået en aftale om, at Grønland hvert år skulle modtage et bloktilskud fra Danmark, som man frit kunne råde over. I 2014 var beløbet 3.681.000. Trods dette tilskud har Grønland store økonomiske problemer, fordi samtlige byer har en isoleret beliggenhed i forhold til hinanden, og det vanskelige klima gør minedrift svær.
I 1973 blev Grønland som Danmark medlem af EU, skønt 70 procent stemte imod. Efter hjemmestyrets indførelse førte en ny afstemning til, at Grønland meldte sig ud med virkning fra 1985.