Junckers investeringsplan: Nu skal EU gøre det, som landene ikke må

INVESTERINGER. Opskriften på kommissionsformand Jean-Claude Junckers nye investeringsplan for Europa er det omvendte af den krisepolitik, der hidtil har været gældende.

Nu skal EU i fællesskab gøre det, som landene ikke må hver for sig.

Medlemslande må ikke overskride de aftalte grænser for underskud og gæld. For højt et underskud (over 3 pct. af BNP) kan udløse bøder for eurolandene. For høj en gæld (mere end 60 pct. af BNP) kan medføre krav om, at gælden skal høvles ned i faste rater.

De spilleregler er nedfældet i Stabilitets- og Vækstpagten, som gælder for eurozonen. Den politik forhindrer, at landene kan kickstarte deres egne økonomier ved at investere i veje, jernbaner, energi eller bredbånd.

Lige præcis det, som Kommissionen nu lægger op til på europæisk niveau.

Penge skal møde projekter

Investeringer i veje, broer, jernbaner, energi og miljø skal sætte gang i hjulene – bare ikke af landene selv. Pengene skal investereres i europæiske projekter uden skelen til nationale interesser. Franske skattemidler skal ikke nødvendigvis investeres i Frankrig, eller danske i Danmark.

Og så skal de offentlige midler kun bruges som løftestang for at få lokket private investorer ud på banen.

Den danske kommissær Margrethe Vestager siger om oplægget:

»Tanken er enkel nok, den handler om at få pengene til at finde vej til de gode projektidéer. Det er en åbenlyst dårlig idé at lade medlemslandene gå i gang, fordi gældsprocenten nu i gennemsnit er 92 pct. (altså et pænt stykke over de tilladte 60, red.). Men at invitere private penge er en åbenlyst god idé.«

Ingen garantier i politik

Planen bygger på, at en forholdsvis lille startkapital på 21 milliarder euro skal vokse til 15 gange sin størrelse, når de private investorer får hjælp til at finde de lønsomme projekter, og når den nye investeringsfond kommer til at fungere som et slags springbræt – som forsøgt forklaret ovenfor. Samtidig lægger Kommissionen op til, at medlemslandene skal være velkomne til at skyde penge i fonden, for på den måde at tiltrække mere kapital til den ønskede kickstart. Her holder man så en gulerod op:

»I forbindelse med vurderingen af de offentlige finanser under Stabilitets- og Vækstpagten, vil Kommissionen se positivt på sådanne kapitalbidrag til fonden.«

Det tyder på, at medlemslandene ikke kommer til at høre et ondt ord, hvis de overskrider de tilladte grænser ved at investere i den fælles fond.

Spørgsmålet er, hvordan det kommer til at virke.

»Formuleringen er en lille smule kryptisk, men det indebærer, at bidrag til fonden, som påvirker statskassen, ikke kommer til at tælle med i opgørelsen af statsgælden,« siger Margrethe Vestager.

Kan medlemslandene vide sig sikre på det?

»Formuleringen er til for at sende et signal om, at det er noget, vi vil tage hensyn til. Men der findes ikke garantier i politik.«

Ingen tilsagn

Da stats- og regeringscheferne mødtes i Bruxelles kort før jul ”noterede man”, at Kommissionen forventes at se velvilligt på bidrag til den fælles investeringsfond i sin vurdering af landenes økonomiske opførsel.

Man havde altså fået øje på guleroden. Men appetitten var begrænset.

Der kom ingen konkrete løfter om bidrag.

Det blev heller ikke diskuteret nærmere, hvordan den politik skal føres ud i livet. Ved fremlæggelsen af lovforslaget 13. januar om den nye investeringsfond bekræftede Kommissionen, at bidrag til fonden ikke vil tælle med i opgørelsen af medlemslandenes gæld og budgetunderskud.

Godt en måned efter de første meddelelser om investeringsplanen er der stadig ingen nationale tilsagn om at putte penge i den fælles investeringsfond.

»Der er ikke kommet konkrete tilsagn fra landene endnu. Man afventer, hvordan investeringsplanen helt præcist kommer til at se ud«, siger Margrethe Vestager.

Artiklen blev bragt i NOTAT nr. 1280 1. februar 2015