NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Man kan godt få en fornemmelse af, at der er noget galt med landbruget, som vi kender det. Serien af skandaler med farlige og resistente bakterier i kødproduktionen, der stammer fra et omfattende forbrug af antibiotika, er én grund til omtanke.
Vil vi virkelig risikere menneskers adgang til effektiv antibiotika, blot for at sikre, at smågrise kan afvænnes tidligere fra soen og dermed blive mere profitable?
Den intensive danske produktion af næsten 30 millioner svin om året, er oplagt ikke bæredygtig. Hverken lokalt i Danmark eller i de lande, hvor størstedelen af de nødvendige ca. 1,5 millioner tons svinefoder produceres. Ofte i form af sojabønner, der både er sprøjtebehandlede og genmodificerede til at overleve sprøjtegiftene.
Men det er også tankvækkende, at storlandbruget på europæisk plan vakler i sit økonomiske fundament. Det intensive landbrug er så dybt forgældet, at vi har vænnet os til kriser og teknisk insolvente storbønder. Lige nu burde den lave rente og en relativt stor efterspørgsel på fødevarer holde hånden under det forgældede landbrug. Men den politiske krise med Putins Rusland har stoppet for landbrugseksport til en lille del af det globale marked, så nu er der alligevel krise og behov for ekstra statsstøtte til svine- og mælkebønder. Er modellen fremtidssikret?
Den type landbrug, vi kender fra flere af de gamle lande i EU, er hastigt på vej til at blive normen i de nye medlemslande i Østeuropa. Modellen baserer sig på et stort kapitalbehov og dermed ofte massiv gældsætning. På en effektiv produktion, der kun er mulig med industriel indretning af landbruget og et højt forbrug af antibiotika eller lignende midler (f.eks. zink til smågrise). Vi mangler en seriøs debat om det virkelig er en god model at udbrede.
Debatten om vores fødevarer og landbrug har fået ny næring af frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA. For hvis vi skal have et fælles marked, skal vi også have fælles regler i vidt omfang. Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi skal blive enige med USA om, hvad der er rimelige krav til landbrugs- og fødevareproducenter.
Og det skaber usikkerhed om det europæiske ”forsigtighedsprincip”, der bygger på, at producenter skal bevise, at deres fødevarer ikke er sundhedsfarlige, før de kan sælges på markedet.
I USA er tilgangen, at hvis ikke staten videnskabeligt kan bevise, at fødevarerne er farlige, så må de sælges. Så må forbrugerne lægge sag an mod producenterne, hvis der skulle vise sig problemer på et senere tidspunkt.
Fødevarer er kommet for at blive. Men ingen naturlove dikterer, at vi skal fortsætte med den type fødevareproduktion, vi har i dag.