Månedens interview: Menneskerettigheder skal ikke til debat

RETFÆRDIGHED. At komme til Europa for at søge om asyl er som regel en lang og farefuld rejse, som kun kan lade sig gøre, hvis man betaler store summer til en menneskesmugler. Det er uanset, om man rejser fra Afghanistan via Tyrkiet eller fra Eritrea via Libyen. Jo flere penge, man betaler, jo sikrere er rejsen. På vejen bliver familierne ofte splittet ad.

Sådan forklarer Michala Bendixen fra Refugees Welcome vilkårene for flygtninge, der søger til Europa i dag:

»Det er ret utroligt, at EU ser til, mens man har en kriminel underverden i den målestok. Det ville man kunne afhjælpe fra den ene dag til den anden, hvis det var en mulighed at søge asyl i hjemlandene. Så undgik asylansøgere at betale 100.000 kroner for at rejse over Middelhavet, risikere deres liv, blive skilt fra deres familier og leve i månedsvis i transit.«

Retfærdighed en drivkraft

Michala Bendixen har for nyligt modtaget den nystiftede pris fra Rådet for Menneskerettigheder for sit frivillige arbejde som formand for Refugees Welcome, der leverer juridisk rådgivning til asylansøgere. Vi mødes i hendes hjem i Valby, hvor hun til daglig designer logoer og kampagner for blandt andre Kræftens Bekæmpelse og Amnesty International. Flygtningearbejdet er i princippet en bibeskæftigelse, men fylder ikke så lidt i hendes liv.

For Michala Bendixen er retfærdighed en drivkraft. Hun laver kun grafisk arbejde for kunder, hvis værdier hun kan stå inde for, og derfor føles springet fra designer til selvlært ekspert i asyllovgivning ikke så langt, som det måske kunne lyde.

»Jeg har altid været hysterisk rasende, når ting blev uretfærdige. Der skal være fair regler, og alle skal have en reel chance. Det er jo tilfældigt, hvor man bliver født, og hvilket pas man har,« siger hun og tilføjer, at hun nok tror på menneskerettighederne, hvor andre tror på Gud.

Et  bureaukratisk system 

Michala Bendixen er vokset op i en kunstnerfamilie, og som ung gjorde hun sig ingen forestillinger om, at hun en dag skulle komme til at arbejde med jura. Men sansen for retfærdighed og en interesse for det globale har hun altid haft med:

»Det multikulturelle har altid været enormt positivt for mig. Jeg mødte mange familier gennem børnehaver og fællesgårde på Vesterbro, og har hjulpet dem med praktiske ting. Her fandt jeg hurtigt ud af, at rigtig mange flygtninge har problemer med at forstå de danske asylregler, fordi reglerne diskriminerer fremmede mennesker langt mere, end vi danskere ved.«

Trods systemets bureaukrati oplever hun, at man kan meget, hvis man virkelig kæmper.

»Dem, vi hjælper, har en større chance for at blive i landet. Vi ved hvilke advokater, der er de bedste, og vi kan hjælpe dem til at undgå fejltrin i deres sag. Så det gør en forskel.«

Lad falde, hvad ikke kan stå

EU’s asylsystem er i dag indrettet på en måde, så flygtninge risikerer deres liv for at komme i sikkerhed. Det kunne man ændre, hvis man – som EU-Kommissionen har luftet et forslag om – gjorde det muligt at søge asyl på ambassader i hjemlandene, mener Michala Bendixen:

»Det er jo et retligt problem i sig selv, at man anerkender folks ret til at søge asyl, men forhindrer dem i at gøre det. Det giver ikke nogen mening. Det er ligesom at tilbyde dig tilskud til en børnehaveplads, uden at have en postkasse, et kontor eller noget sted, du kan gå hen med din ansøgning.«

Ansøgninger i hjemlandene er dog kun en del af løsningen, for der er flere grundlæggende problemer med EU’s asylsystem. Dublin-princippet om, at man skal søge asyl i det første land, man ankommer til, har ifølge Michala Bendixen aldrig fungeret. Flere medlemslande magter ikke opgaven:

»Jeg håber, at Dublin-systemet bryder sammen. Det kommer aldrig til at fungere, og som det ser ud nu, bliver der større og større forskelle mellem EU-landene.«

Kvoter en god idé

Et godt alternativ til det nuværende system kunne være en fælles kvotefordeling af flygtninge mellem landene. En fordeling, som landene ikke skulle have indflydelse på, mener Michala Bendixen:

»Det optimale ville faktisk være, hvis man tog hele sagsbehandlingen ud af nationalstaterne. Der var et år under Irakkrigen, hvor Danmark gav asyl til 10 procent af irakerne, mens Sverige og Tyskland gav til næsten 100 procent. Det var jo ikke en forskel på irakernes sikkerhedssituation, kun på sagsbehandlingen. Den slags tal viser, at det ofte er et lotteri, hvem der får asyl.«

Sagsbehandlingen skulle så varetages af et fælles EU-agentur eller af FN’s flygtningeorgan UNHCR.

»Hvem, der er i stand til at tage flest flygtninge, er jo et spørgsmål om kapacitet, og om hvilke lande, de forskellige flygtninge bedst kan gøre en positiv forskel i,« siger hun og udtrykker sin undren over, at man i EU kan blive enig om kvoter for fisk, landbrug og forurening, men ikke for flygtninge.

Ikke til debat

Michala Bendixen finder det i det hele taget mystisk, at man bliver ved med at diskutere spørgsmålet om flygtninge, som hun kalder en ”pseudodiskussion”. Det burde ikke være til debat. Men hvad så med borgernes demokratiske indflydelse?

»Jamen det ville være rigtig godt at få fjernet det (asylpolitikken, red.) fra det demokratiske, for det er faktisk ikke noget, folk skal bestemme. Det er menneskerettigheder. Slut, færdig, punktum. Hr. og Fru Jensen skal ikke have indflydelse på, om en person er i risiko eller ej. Det er eksperter, baggrundsrapporter, dommere og sagsbehandlere, der skal afgøre det.«

Michala Clante Bendixen (1967) er formand for den humanitære organisation Refugees Welcome, som yder gratis rådgivning til asylansøgere og fortalervirksomhed for flygtninge. Hun har arbejdet frivilligt i mange år, men modtager nu et mindre honorar fra foreningen. Hun er uddannet og driver en virksomhed indenfor grafisk design. Refugees Welcome hed oprindeligt Flygtninge under Jorden, men har ændret navn og fokus med hende ved roret. Hun modtog i december 2014 den nystiftede Menneskerettighedspris fra Rådet for Menneskerettigheder, som går til en organisation eller person, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 'Skal EU være solidarisk om flygtninge?', der udkom 1. maj 2015.