Musikalsk revser, budbringer og provokatør

Den dansk-polske musikstjerne og tidligere X Factor-dommer Czeslaw Mozil har med sine nye sange om polakker på vandring fået både fjender og fans på nakken. I hjemlandet og udlandet.

Af Michael Birkkjær Lauritsen
18. marts 2015

SPLITTET. Czeslaw Mozil havde næppe forudset den mediestorm, der fulgte i kølvandet, efter at han den 21. januar i år smed en pige ud fra en intimkoncert i Liverpool, hvor han talte med det overvejende polske publikum om at være polak i udlandet, om hjemlandet, om homofobi og om at føle sig bedre end andre indvandrere.

Stort set samtlige polske medier beskrev episoden, og særligt i sladderbladene og den nationalkonservative presse blev Czeslaw udråbt som den store skurk. En arrogant og antipatriotisk berømthed, der gør nar ad polakker, der er rejst til udlandet i jagten på et bedre liv.

Episoden blev imidlertid filmet, og han delte efterfølgende filmen på Facebook, hvor man kan se pigen sammen med en veninde være fuld og larmende, og som afsked råbe »fucking luder, du aner ikke en skid om Polen«. At dele filmen var hans eneste træk for at dementere en fortælling, som ligger langt fra den, han forsøger at viderebringe med sin musik.

»På to dage er den film blevet set af 850.000 mennesker og delt 3.500 gange – og den har fået 20.000 likes. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg gik fra at være fjende nummer et i Polen, du ved, den der celebrity-fyr, som spiller højrøvet overfor emigranterne, til at være én, der fik gratis drinks til fester. Fordi jeg havde sagt fra overfor to piger, som på en måde er sluppet fri fra den lille landsby i Polen og tror, at de kan slippe afsted med at opføre sig, som de vil i England.«

Cirkuspolsk
Czeslaw er født i Polen, men vokset op i Taastrupgård og Brøndby Strand med sine polsk-ukrainske forældre. Det var i Danmark, at han studerede på musikkonservatoriet og dannede bandet Czeslaw Spiewa (’Czeslaw Synger’), der nu er et stort navn i Polen.

Han ved godt, at det ofte bliver politisk, når man rejser debat om polske udvandrere, og emnet er fyldt med modstridende følelser. I Polen er et hyppigt spørgsmål: Hvorfor rejse væk? Er det fordi, man er for svag? Er det staten eller regeringens skyld?

At han selv taler polsk med accent, og først i 2008 flyttede tilbage til Polen, gør ham ikke til en mindre kontroversiel person. Men han mener, at det er en situation, polakkerne ligeså godt kan vænne sig til:

»I Polen synes de, at jeg taler sjovt polsk. Men der fødes en hel generation lige nu i Holland, Tyskland, Storbritannien, Danmark og Sverige – en hel generation af sjovttalende, unge Czeslaw’er.«

Hyldest til højtuddannede gadefejere

En anden ting, som polakkerne både i hjemlandet og udlandet godt kan vænne sig til, er, at Czeslaw Mozil insisterer på at synge og tale om de to millioner polakker, der bor udenfor Polens grænser. Selvom hans tekster ikke lægger fingre imellem i beskrivelsen af opportunisme, ydmygelse, håb, vrede og splittelse mellem had og kærlighed til hjemlandet, så har formålet aldrig været at gøre nar. Tværtimod:

»Pladen er faktisk en hyldest til emigranterne. Selvfølgelig peger jeg fingre ad dem. Selvfølgelig griner jeg lidt af dem. Men når jeg synger en sang som ’Tango Magister’, jamen så synger jeg også om mine egne forældre. Så det er jo fuldstændig sindssygt at tænke, at jeg står og hoverer og griner af dem, som har taget den største beslutning i deres liv, som er at forlade deres hjemland og bosætte sig i et nyt,« fortæller Czeslaw.

Uddrag af Tango Magister:

De danser med koste i gaderne

Professor, doktor og magister

Deres grader er kun papir

-

Tango Magister

Tango professor

Så mange års studier gået tabt

(NOTAT's oversættelse)

»Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg har haft det. Kan vi dele nogle oplevelser? Kan vi dele den erfaring, jeg har haft? Er der noget af det, som I kan nikke genkendende til?«

Koncertgæster i England, Irland og Danmark kommer da også ofte op efter koncerterne og fortæller, at det er vigtigt at få sat ord på nogle af de følelser, de har om at bo i udlandet. Men sådan set også Czeslaws åbne diskussioner på koncerterne om homoseksualitet eller racisme. Emner der deler vandene mellem mange polakker.

Samfundskritik, skæbner og melankoli

Czeslaw vil gerne medgive, at der også ligger en samfundskritik i flere sange på det seneste album, ”Emigranternes Bog Bind 1” fra 2014. Det er sange som ”Den hvide neger” om andenrangsborgeren, der får sorte hænder i arbejdet for den rige mand, og ”Byggepladsen”.

»Byggepladssangen handler om at bo på en byggeplads, som er noget, almindelige håndværkere i Polen også kan relatere til. Men der er den kritik i det, at de arbejder i Danmark, men gør det under kummerlige vilkår. Jeg skal ikke bestemme, hvordan folk skal leve deres liv. Jeg gider ikke stå og moralisere, men jeg vil gerne være en katalysator, der siger ”hov, prøv lige at se det her, sådan er der altså også nogen, der lever”«.

Selvom Czeslaw godt ved, at der er masser af succeshistorier om polakker på udlandseventyr at plukke af, så er de hårde fortællinger gennemgående på det nye album, fordi der mangler en debat om dem:

»Man hører og ser ikke noget i medierne i Polen om dem, som arbejder på en fabrik, og som tror, at de bare skal være i udlandet i et par år, men ender med at være der i 10, 15 eller 20. Den side af arbejdsmarkedet vil jeg gerne beskrive. Jeg har selv haft en mormor, som aldrig lærte at tale dansk, selvom hun boede i Danmark i 30 år. Det er jo sindssygt tragisk.«

Uddrag af sangen ‘Byggepladsen’

Hvad du end tror og siger

Er mit hjem altid på byggepladsen

For at hjælpe mit budget

For at undgå et lån

Laver jeg mad på arbejdet

Jeg arbejder hjemme

 

Jeg sover på polsk

På polystyren

Det er meget patriotisk

Dog ofte kaotisk

Jeg pisker fløde

med mit bor

Jeg varmer suppe

med min blæselampe

(NOTAT's oversættelse)

Polakker i alle lande, integrer jer

De integrationsproblemer, som Czeslaw har set hos nogle af sine tyrkiske og arabiske venner, er han også stødt på blandt grupper af polakker. Alligevel er mange polakker stolte af, at de integrerer sig bedre end de andre. Der ligger en kæmpe opgave for de polske indvandrere:

»Du kan ikke kræve respekt af danskeren, af din nabo, hvis du har boet 10-15 år i landet og ikke har lært sproget. Jeg kritiserer dem, som emigrerer, fordi de gerne vil tjene penge, men ikke kan integrere sig i det samfund, de kommer til. Jeg kritiserer dem, som kommer til et nyt land, og ikke lærer sproget. Jeg kritiserer dem, som tror, det er i orden, at bo i et nyt land i to-tre år bare for, at tjene nogle penge.«

Det er ikke alene af respekt for det nye land eller for deres egen selvfølelses skyld, de skal integrere sig, men også for deres børns skyld:

»Den bedste integration for mig er, at børnene lærer forældrenes sprog, og samtidig automatisk lærer det danske sprog. Og omvendt, at forældrene lærer det sprog, som bliver førstesprog for deres børn. Der er jo ikke noget værre end den situation, hvor en 15-årig teenagepige ikke kan kommunikere med sine forældre perfekt på det polske sprog og forældrene på samme tid ikke kan tale datterens sprog nummer ét, nemlig det danske.«

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1281 Kampen for frihandel, der udkom 1. marts 2015.