NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Skal Nordafrikanske lande have en chance for stabilitet, må EU forny sin politik i regionen og i højere grad designe udviklingsprogrammer til hvert enkelt land, vurderer ekspert.
Naboskabspolitikken var oprindeligt et værktøj til at klæde de østeuropæiske lande på til EU-medlemskab i 2004. Kernen i politikken er det såkaldte ”mere for mere princip”, hvor mere demokrati og respekt for menneskerettigheder kræves til gengæld for udsigten til økonomisk samarbejde og tilskud.
Strategien betragtes af de fleste aktører som en succes, der førte til reformer i de daværende kandidatlande, og tilmed havde også en opdragende effekt på naboerne til disse lande. Siden har tanken været, at EU kunne bruge samme princip i landene syd for Middelhavet.
Men, naboskabsaftalerne med Libyen, Marokko, Egypten og Algeriet har hidtil fokuseret på kortsigtet stabilitet, og ikke formået at opbygge demokrati og retssamfund med respekt for menneskerettigheder.
Det skyldes ifølge Rasmus Boserup, seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS) i arabisk politik og samfund, at EU har undervurderet betydningen af de store forskelle på landenes situationer for i stedet at fokusere entydigt på handel og stabilitet.
»Udfordringen for EU er at genopbygge stabile politiske systemer, som er drevet af civile kræfter. Det er ikke nok med penge. Handlingsplaner skal være individuelt ”designet” til hvert enkelt land med fokus på, at det er en civildrevet proces«, siger forskeren.
Brat opvågning
EU fik for alvor øjnene op for manglerne i naboskabspolitikken mod syd i kølvandet på det arabiske forår i 2011, der ganske vist var drevet af opgør med diktatoriske regimer, men også kastede hovedparten af de Nordafrikanske lande ud i langvarig ustabilitet.
»Inden 2011 havde EU nedtonet krav om politiske reformer og demokratisk liberalisering, men det arabiske forår viste behovet for nye initiativer og vigtigheden af, at EU understøtter civile aktører, hvis de skal sikre langsitet stabilitet«, siger Rasmus Boserup.
Tunesien nærmer sig civilt styre
Ifølge EU’s Kommissær på området, Johannes Hahn, er Tunesien et eksempel på, at EU’s naboskabspolitik kan tilpasses Nordafrika. I Tunesien har EU fået vekslet sin økonomiske støtte til politisk frihed, og det er lykkedes at opbygge en stabil politisk situation med parlament og civilt styre.
»Mellem 2011 og 2014 har Tunesien modtaget 800.000.000 euro (svarende til knap 6 milliarder kroner .red) i tilskud og har været nummer ét modtager af EU’s ”mere for mere” fremgangsmåde siden 2011,« lød budskabet fra kommissæren på et officielt besøg i Tunesien i april.
Rasmus Boserup giver ham ret, men understreger at EU skal nytænke udenrigspolitik i forhold til hvert enkelt land.
»EU har haft succes med at tilpasse sig socioøkonomiske, historiske og politiske forhold i Tunesien, og det er essentielt, at processen er blevet drevet frem af civilsamfundet frem for militæret som den største magtfaktor. Men det er umuligt, at benytte samme metode i alle de Nordafrikanske lande«, understreger han.
Ingen bomber uden opbygning
Situationen i Libyen viser, hvordan EU kan spille fallit i Nordafrika. Det er for Rasmus Boserup et eksempel på en situation, hvor fraværet af langsigtede planer og forståelse for landet har efterladt en stærk ustabil situation.
»I dag burde EU have en langsigtet plan med hjælp til at opbygge nye institutioner i kølvandet på NATO’s bomber, men lige nu fortsætter en ustabil situation, hvor EU står på sidelinjen«, siger Rasmus Boserup.