Pædofilringe, jurister og den kommende folkeafstemning

Juristerne Peter Pagh og Per Lachmann er uenige om, hvad det indebærer at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Der går politik i den.

Af Staffan Dahllöf
3. juni 2015

ANALYSE. Venstres leder og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har forklaret den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet på en måde, så alle kan følge med:

»Hvis man vil komme narkobander, tyvebander og pædofilringe til livs, skal man stemme ja. Har man en anden ambition, kan man selvfølgelig godt stemme nej.«

Så behøver den diskussion ikke være meget længere.

Hvis nogen her måtte indvende, at det måske ikke er helt så enkelt, er der argumenter at hente hos juraprofessor Peter Pagh, og modargumenter hos Per Lachmann, tidligere jurist i Udenrigsministeriet, nu seniorrådgiver i tænketanken Europa.

En debat mellem de to i tænketankens lokaler i april viste, at jurister kan være rørende uenige om jura, og at skillelinjen mellem jura og politik ikke altid går lige der, hvor nogen gerne vil have den.

Væsentlig og kvalificeret tvivl

Peter Pagh har lavet en analyse af grundlaget for den kommende afstemning på opfordring af Dansk Folkeparti's Morten Messerschmidt, dog uden nødvendigvis at dele politikerens holdninger, forstås.

Peter Paghs konklusion er, at det er uklart, om den kommende afstemning er i overensstemmelse med Grundloven.

Der er ”væsentlig og kvalificeret tvivl” om, hvorvidt det er juridisk forsvarligt – som fem af folketingspartierne lægger op til – at udskifte Danmarks undtagelse fra EU’s flertalsbeslutninger på retsområdet (”opt out”) med en tilvalgsordning (”opt in”), og så derefter vælge frit fra menukortet.

Jo. Danmark kan godt vælge metoden, hvor man fra sag til sag tager stilling til, hvilke EU-beslutninger man vil deltage i. Hvis det altså er det, flertallet stemmer ja til ved den kommende folkeafstemning.

Så langt så godt.

Men deltager vi i beslutninger om andet end Europol – menneskehandel, internetkriminalitet eller noget helt tredje – indebærer det, at Danmark overlader beføjelser til EU, og det skal ifølge Grundloven gøres med 5/6-flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning.

Derfor må Danmark enten overlade beføjelser til EU på hele retsområdet her og nu, eller også må man senere bruge 5/6-flertal eller folkeafstemninger hver gang, det bliver aktuelt at bruge tilvalgsordningen. Det kan måske blive flere gange om året, og så begynder det at blive en anelse upraktisk med à la carte-modellen.

Årsagen er, ifølge Peter Pagh, at Danmark kun kan afstå beføjelser i ”nærmere bestemt omfang”. Det står der i Grundloven, og sådan fortolkede Højesteret i 1998 Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten.

Grundloven tillader ikke, at et simpelt flertal i Folketinget får delegeret retten til på et senere tidspunkt at overlade beføjelser til EU. Pointen med Grundlovens §       20 er netop, at skiftende flertal ikke skal kunne overlade kompetence til overnationale organer.

Allerede sket

Den udlægning er Per Lachmann bare uenig i. Han påpeger, at Folketinget allerede i 1992 ved den første godkendelse af Maastricht-traktaten gik med til at afstå kompetence om asyl og indvandring til et mere overnationalt EU.

Desuden står der i en protokol om Danmarks forhold til EU, at Danmark ”agter” at deltage i hele det retlige samarbejdet på linje med alle andre, ”når det er muligt”.

De hensigtserklæringer kan Danmark ikke løbe fra, siger Per Lachmann.

Bordet fanger. Det handler ikke om jura, det handler om at stemme om politiske problemer.

Udlægninger

Hvem af de to har ret? Hvordan skal Grundloven og det danske forhold til EU’s retspolitik fortolkes?

Per Lachmanns version lyder:

Det bestemmer de andre. Kommissionen, de andre medlemslande og EU-domstolen fortolker traktaten. Danmark har jo forpligtet sig til at overlade det hele til EU, ”når det er muligt”. Her er ikke noget at komme efter.

Peter Paghs udlægning:

Danmark bestemmer. Det må nødvendigvis være den danske Højesteret, som fortolker Danmarks ”forfatningsmæssige bestemmelser”. Det kan ikke afgøres af, hvad andre lande og Kommissionen måtte mene om Danmarks grundlov.

Og så går der politik i juraen.

Til gengæld er der ikke meget jura i den politiske aftale mellem de fem partier om, hvordan de vil bruge en ny tilvalgsordning. Politikerne er i lovens mening kun bundne af deres egen overbevisning om, hvilken overstatslig retspolitik Danmark skal gå med til.

Det er de to jurister helt enige i.

Du kan læse mere om Peter Paghs analyse her: Notat: Dansk tiltrædelse af EU's politisamarbejde'.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1284 'Kvindernes Europa?', der udkom 1. juni 2015