NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I slutningen af Jugoslaviens utravoldelige 1990’ere opstod noget så særpræget som en ikke-voldelig og ekstremt effektiv bevægelse, der var blandt årsagerne til Milosevics fald.
Slobodan Milosevic var en af 1990’ernes mest destruktive og berygtede politikere i Europa. Da han i 1987 kom til magten i Serbien var det med bred folkelig opbakning og løftet om at forny Jugoslavien.
Men Milosevic, der åbenlyst byggede sin magt på storserbisk nationalisme, var ikke nær så populær i de andre dele af Jugoslavien. Mens resten af den fælles stat opløstes i krig, befæstede Milosevic sin magt i Serbien trods sanktioner og vestlig fordømmelse.
En svær modstander
Milosevic var svær at kæmpe imod politisk, fordi hans regime ikke byggede på samme form for totalitære undertrykkelse som i andre diktaturer. Vel var der forfølgelse af kritiske røster samt mord på politiske modstandere, men disse ramte ikke brede dele af befolkningen.
Milosevic var i lange perioder af sin regeringstid ganske populær, og krigene i 1990’erne virkede som en samlende faktor, der forenede store dele af befolkningen, samt ikke mindst hæren og andre dele af eliten bag styret.
Milosevic baserede til dels også sit styre på en ”ligegyldighedens tyranni”. Serbien blev i denne fase præget af lovløshed og anarki, men der var også tid til at feste, drikke, høre turbofolk og ikke bekymre sig så meget om politik og sanktioner. Og en tilstrækkelig stor gruppe borgere accepterede denne tilstand til at regimet kunne overleve.
OTPOR! opstår
I 1998, i en atmosfære af tiltagende opløsning, opstod bevægelsen OTPOR! (MODSTAND!) som et forsøg på at undergrave Milosevics regime og i sidste ende få ham væltet ved valgene. Gruppen ville bryde den ligegyldighed overfor samfundet, som Milosevic dyrkede, og udfordrede regimet med ikke-voldelige midler.
En af mange aktioner var, da aktivister fra OTPOR! malede Milosevics ansigt på en tønde, stillede den på et torv i Beograd og gav borgere i byen lov til at slå på tønden mod en dinar som betaling.
Tønden tiltrak sig stadig mere opmærksomhed og interesse fra borgerne, og politiet stod i den penible situation, at de enten kunne lade arrangementet fortsætte, hvilket var pinligt for lederen, eller konfiskere tønden og derved gøre sig upopulære i befolkningen – og indirekte anerkende bevægelsen.
Da tønden til sidst blev konfiskeret, tog aktivister fra OTPOR! billeder af optrinnet, og brugte dem i en kampagne med overskriften: ”Politiet arresterer en tønde”.
Milosevics fald
Ved valget i efteråret 2000 støttede OTPOR! ikke et bestemt parti, men arbejdede på at få oppositionen til at stille op som en samlet gruppe. Da det blev klart, at der var massiv valgsvindel, fik OTPOR! og oppositionspartierne tusindvis af aktivister til Beograd for at demonstrere mod Milosevic.
Oppositionen førte også samtaler med politiet, hæren og den indflydelsesrige efterretningstjeneste for at få dem til at ”opgive Milosevic” og hjælpe hans modstandere med at overtage magten.
Kombinationen af løfter fra oppositionen og det faktum, at folket tydeligvis ikke støttede Milosevic, fik endelig sikkerhedsstyrkerne til at presse Milosevic og hans parti til at opgive magten. Der var på den måde tale om, hvad den serbiske historiker Dubravka Stojanovic kalder en ”paladsrevolution” snarere end en egentlig folkelig revolution, der vendte samfundet på hovedet.
OTPOR! spillede kun en marginal rolle i samtalerne, men gruppens bidrag til den politiske omvæltning var alligevel betydeligt, ikke mindst fordi det var med til at gøre modstanden mod Milosevic ikke-voldelig, hvilket må ses som en enorm bedrift i lyset af den blodige udvikling i Jugoslavien i 1990’erne.