Tomme trusler mod Israel er EU's strategi

Konflikten mellem Israel og Palæstina kan ikke løses lokalt, men må involvere EU og USA. Det seneste år har EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, været på flere besøg i Israel og Palæstina. Her har hun gjort det klart, at der er akut behov for at genstarte fredsforhandlingerne.

»Den Europæiske Union er parat til at spille en vigtig rolle i relanceringen af denne proces på grundlag af en to-stats-løsning,« udtalte Federica Mogherini i maj under sit besøg i Israel.

Spørgsmålet er, om der er nogen, der tager disse udtalelser seriøst. Det mener Seth J. Frantzman ikke. Han er amerikaner, men bor i Israel, og så er han lektor i Mellemøststudier og politisk kommentator på avisen The Jerusalem Post.

»Hvert år truer EU Israel med, at de vil indføre forskellige sanktioner – for eksempel over for de israelske banker, der har forretninger på Vestbredden. Men der sker aldrig noget. Så det er lidt som drengen, der råber ulven kommer,« siger Seth J. Frantzman.

EU's strategi har de sidste mange år primært bestået af udviklingshjælp til Palæstina, en handelsaftale med Israel, der giver landet en række handelsprivilegier i EU og så en række trusler om at sanktionere selv samme handelsaftale. Seth J. Frantzman mener dog ikke, at EU's trusler virker. Det er hans vurdering, at EU primært kan gøre en forskel ved fortsat at give økonomisk støtte til opbygningen af en palæstinensisk stat.

Ny strategi er afgørende
Det er dog ikke alle, der mener, at udviklingshjælpen fremmer en fredsproces. Leila Stockmarr, der er Ph.d. i Mellemøst-studier fra Roskilde Universitet, mener modsat, at udviklingshjælpen skader fredsprocessen.

»Det vi betaler er jo konsekvensen af besættelsen. Hvis den ikke var der, ville palæstinenserne kunne opbygge deres egen økonomi. Når vi putter penge ned i det hul, som Israel har skabt, så udebliver presset i Israel, fordi konsekvenserne af besættelsen ikke er tydelig for befolkningen,« siger Leila Stockmarr.

Samtidig er der sket det, at EU langsomt men sikkert udvider handelsaftalen med Israel, så den inkluderer flere og flere varegrupper. Derfor er der nærmest sket det modsatte af, hvad EU truer med.

»EU er en betaler og ikke en spiller i den her konflikt. Det er primært USA, der sidder med ved bordet, når de store spørgsmål om grænser, vand, territorier og bosættelser skal forhandles,« siger Leila Stockmarr.

Hun henviser samtidig til, at EU på mange måder er handlingslammet. For eksempel blokerer Tyskland ofte for handelssanktioner, mens de østeuropæiske lande helst ikke vil involveres for meget, da de har store jødiske minoritetsgrupper i befolkningen.

Ingen hjælp til selvhjælp
Man kan spørge sig selv, om der er nogen, der lytter, når Mogherini taler om konflikten.
»Jeg har hørt de her krav om forhandling fra Mogherini, fra den tidligere Udenrigschef og fra alle mulige andre repræsentanter fra lande i EU. Men hvor meget ændrer de egentlig på landjorden?,« spørger Mahmoud Zwahre, der kalder sig for en ikke-voldelig palæstinensisk aktivist.

Han afholder for tiden presseture på Vestbredden og i Gaza for at vise den udenlandske presse, hvordan situationen er i Palæstina.

»EU har ikke rigtig gjort noget, der kan ændre situationen i forhold til de forbrydelser, som foregår her – de daglige krænkelser af palæstinensere,« fortæller Mahmoud Zwahre. 

Han mener ikke, at EU skal stoppe udviklingshjælpen til Palæstina, men han tror heller ikke, at hjælpen alene gør nogen forskel, så længe EU og EU's medlemsstater ikke anerkender Palæstina som en stat.

»Lige nu sker der bare det, at det palæstinensiske folk omdannes til klienter. Vi er gået fra at være et stærkt folk til hjælpeløse mennesker. På den måde vil vi aldrig kunne skabe vores egen stabile økonomi og politik,« siger Mahmoud Zwahre.

Problemet er så, at bosættelserne efterhånden består af mere end 500.000 israelere i Østjerusalem og på Vestbredden. Det faktum betyder, at en to-statsløsning kan blive meget svær at forhandle sig frem til, uanset hvad Mogherini siger.