ARTIKLER


TTIP-dokumenter også hemmelige for den danske regering

Danske ministre og embedsmænd må troppe op på den amerikanske ambassade i København for – måske – at få lov at følge med i TTIP-forhandlingerne. EU-kommissionen tør ikke sende de følsomme dokumenter til medlemslandene, bekræfter EU-kommissær Cecilia Malmström.


Af Staffan Dahllöf
14. september 2015

På trods af omfattende information og mange officielle dokumenter på nettet, er forhandlingerne om handels- og investeringsaftalen mellem EU og USA (TTIP) så følsomme, at regeringerne i EU’s medlemslande ikke har fuld adgang til, hvad der sker.
Risikoen for, at regeringspolitikkere og embedsmænd i hovedstæderne kommer til at lække fortrolige oplysninger om forhandlingerne, er for stor. De får derfor tilsendt en begrænset og sorteret udgave. 

Den ansvarlige kommissær Cecilia Malmström siger, at der aldrig tidligere været så stor åbenhed i forbindelse med en international handelsaftale.

Men, understreger hun også:

»Det er den største og mest ambitiøse aftale, vi nogensinde har begivet os ind på.«

Nej til Ombudsmanden

Kommissionen har af samme årsag lagt en del energi og penge i at forklare EU-borgerne, hvilke områder, der forhandles om, hvad det er EU spiller ud med, og hvorfor.

Her kan du se kommissionens forklaring på, hvad der forhandles om: http://ec.europa.eu/trade/policy/in-focus/ttip

Og det er godt, men ikke godt nok, ifølge EU’s Ombudsmand Emily O’Reilly. Hun har opfordret Kommissionen til også at publicere såkaldt konsoliderede tekster – dokumenter, som viser begge parters positioner, og hvor der fremgår, hvad man foreløbigt er blevet enige om på de enkelte områder.

Det kommer bare ikke til at ske, forklarede Cecilia Malmström på et lynvisit i København i sidste uge.

»Vi har et udmærket samarbejde med O’Reilly. Nogle af hendes forslag er rigtig gode, andre kan vi ikke efterkomme. Hvis vi skulle publicere konsoliderede tekster, ville vi blive nødt til at gøre det i forhandlinger med alle vores partnere. Det vil ikke være muligt, fordi en aftale aldrig er på plads inden man er blevet enige om det hele. Den slags ville ødelægge enhver forhandlingsproces,« mener Cecilia Malmström.

Ministre i kort snor

Konsekvensen af, at Kommissionen holder centrale dokumenter helt ind til kroppen, er, at medlemmer af EU-Parlamentet har en bedre mulighed for at følge slagets gang end for eksempel Danmarks udenrigs og handelsminister Kristian Jensen, der også har EU-politikken som sit ansvarsområde.

Medlemmerne i EU's ministerråd – ministene i medlemslandene – får ikke tilsendt de konsoliderede aftaleteksterne, som kan læses i Bruxelles.

»Der er adgang til de tekster i en sikret læsesal i Parlamentet i Bruxelles. Vi arbejder på at gøre dem tilgængelige i medlemslandenes også, hvor de skal kunne læses under kontrollerede former. Men det er noget, vi først skal blive enige med amerikanerne om. Imens vil de dokumenter kunne læses på de amerikanske ambassader i medlemslandenes hovedstæder,« siger Cecilia Malmström.

”Der var en del ståhej”

Den tyske researchgruppe og netavis Correctiv.org har i løbet af sommeren publiceret dokumenter, som viser, at Kommissionen også vil begrænse adgangen til referater af forhandlingsmøderne for at forhindre lækager til offentligheden.

De oplysninger fik de tyske socialdemokraters formand og Tysklands vicekansler, Sigmar Gabriel, til at sende et ophidset brev til Kommissionen, hvor han taler om et ”alvorlig tilbageskridt” for den udlovede åbenhedspolitik.

I brevet foreslog Gabriel, at medlemmer af nationale parlament får samme adgang til TTIP-dokumenter, som medlemmer af EU-parlamentet har.

Netavisen Correctiv!'s oplysninger, samt Gabriels brev, kan ses her (på tysk)

Cecilia Malmström siger til NOTAT, at hun ikke kender netavisen Correctiv! og ikke kan genkende beskrivelsen:

»Der var en del ståhej efter den seneste forhandlingsomgang om et meget følsomt forhandlingsbud om tjenesteydelser. Men jeg har ikke trukket noget som helst tilbage.«