ARTIKLER


Så vilde bliver afsløringer om EU

BAGSIDEN har ryddet op i arkivet af hemmelige papirer, der afslører vanvittige ting om Kommissionens arbejde. Her kommer tre bud på kommende lækager.


Af Peter Riddersborg, fremtidsforsker
23. maj 2016

BAGSIDEN. Selvom om NOTAT’s artikler ofte tager udgangspunkt i lækkede dokumenter fra EU, er det langt fra alle afsløringer, der bliver plads til i bladet. Da vores garvede graverjournalist er taget på cigarferie på Cuba, har vi benyttet lejligheden til at få ryddet lidt op i det bugnende arkiv af lækkede dokumenter. På den baggrund føler vi os nu så kloge på Kommissionens arbejdsprocesser, at vi her giver tre sandsynlige bud på kommende udspil og lækager fra Kommissionen.

Land- og byfolk skal på national udveksling
Erasmus-ordningens forsøg på at ryste unge europæere sammen med fester og nemme ECTS-point har en gavnlig effekt på sammenhængskraften i Europa. I hvert fald blandt studerende fra den økonomiske og kulturelle elite, som har mulighed for at tage på udveksling i et andet EU-land.

Et kommende udspil fra Kommissionen skal støtte sammenholdet internt i medlemslandene oven på nationale splittelser i kølvandet på den verserende flygtningekrise. Frygten er, at de splittede befolkninger vil svække EU-samarbejdet yderligere. Inspirationen kommer fra Erasmus Belgica, der siden 2004 har udvekslet flamlændere og vallonere i det kulturelt og sprogligt splittede Belgien.

Arbejdstitlen for den danske udvekslingsaftale bliver da netop også Erasmus Danica og skal i første omgang være en forsøgsordning mellem Roskilde Universitet og Sønderborg Produktionshøjskole, hvor studerende vil få rabatkuponer til fredagsbaren samt gratis adgang til lokale ferniseringer og traktortræk.

Bliver projektet en succes, skal det senere udvides til handelshøjskolerne i København og Kolding, henholdsvis Copenhagen Business School og Handelshøjskole Syd, lyder vores vurdering.

Borgerinitiativ var bare for sjov
Den første april 2012 lancerede Kommissionen et initiativ, der umiddelbart lagde op til at øge befolkningens demokratiske indflydelse på EU. Det Europæiske Borgerinitiativ skulle give mulighed for at stille lovforslag, som Kommissionen efterfølgende ville tage op til overvejelse.

I en kommende TV-dokumentar afslører tidligere medarbejder i Kommissionen, at projektet var en aprilsnar, der løb løbsk. Planen var at vælge et tiltag, der så åbenlyst måtte være løgn, at ingen for alvor ville tro på det. Projektet slog dog fejl, da det efter lanceringen blev hilst velkommen i offentligheden, uden at nogen tilsyneladende fattede mistanke og gennemskuede sagens rette sammenhæng.

Da aprilsnaren efterfølgende skulle afsløres, fik Kommissionen kolde fødder, og man forsøgte siden at tie initiativet ihjel, vil det lyde fra den hemmelige kilde.

Australien skal med i EU
EU har planer om at bringe Australien ind som erstatning for Storbritannien, hvis Brexit bliver en realitet ved folkeafstemningen den 23. juni. Australiens deltagelse i det europæiske Melodi Grand Prix er del af en kampagne, der skal gøre den europæiske befolkning parat til at hilse det nye medlem velkommen.

EU vil lægge vægt på landets effektive håndtering af bådflygtninge, samt at Australien tidligere har udgjort yderste grænse for kontinentkonstruktioner, hvori det nuværende Europa har taget del. Sidste gang i Pangæa-kontinentet, som blev opløst for cirka 200 millioner år siden. Først herefter, lykkedes det mennesker fra Afrika og Mellemøsten at nå det nuværende Europa, kunne begrundelsen lyde