Da Tysklands ”dovne Robert” blev stoppet af EU-Domstolen

ARBEJDSLØSE. Professor og forsker i velfærdsydelser Jon Kvist kalder fru Dano for ”Tysklands dovne Robert”. Sagen om den rumænske kvinde i Tyskland ryddede sidste år forsider i EU-landene.

»Nogle enkeltsager får en metaforisk betydning. Eksempelvis sager som ”Carina” og ”Dovne-Robert” i Danmark omkring kontanthjælp og Dano-sagen i Tyskland, hvor debatten i alle tre tilfælde rakte langt ud over den enkelte sag. Dano er en form for dovne Robert, bare i forhold til den debat vi har nu om EU,« siger han til NOTAT.

EU-Domstolen har spillet en stor rolle i udviklingen af de sociale rettigheder, man tager med sig, når man bevæger sig rundt i EU. Samtidig har flere lande råbt op om frygten for velfærdsturisme – at man shopper rundt for at få mest ud af et andet lands kasser. Egentlig har EU-Domstolen presset på for, at man som EU-borger har vide sociale rettigheder og udvidet betydningen af, hvor meget og hvordan man skal arbejde for at være arbejdstager. Samtidig har Domstolen dog til dels anerkendt landenes modstand mod alt for frie rettigheder til sociale ydelser, særligt med sagen om Elisabeta Dano.

Fru Dano og hendes søn

Elisabeta Dano er en rumænsk kvinde, der med sin søn Florin boede hos sin søster i Leipzig fra 2001, hvor søsteren forsørgede dem.

Elisabeta Dano har blot gået tre år i skole, snakker dårligt tysk og har af flere omgange søgt om at få del i den tyske grundsikring – hver gang med en afvisning, da den tyske domstol vurderede, at hun har haft ”lille eller ingen chance” for at finde arbejde. Ydelsen i Tyskland er en såkaldt ikke-bidragspligtig ydelse, altså hvor modtageren ikke selv skal have betalt noget ind, for at få noget igen – ligesom den danske kontanthjælp.

Hun blev afvist, fordi hun var udlænding og faktisk kun måtte bo i Tyskland, hvis hun i det mindste søgte efter et arbejde. Men den tyske domstol var i tvivl, fordi et af de mest grundlæggende principper i EU er retten til ikke at blive diskrimineret , fordi man kommer fra et andet land. Derfor spurgte socialretten i Leipzig EU-Domstolen, om man kunne afvise fru Dano's anmodning om ydelsen.

EU-Domstolens svar: Ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som flytter til en anden medlemsstat alene med det formål at opnå social bistand, kan udelukkes fra at modtage visse sociale ydelser. (Redigeret af NOTAT)

Man må altså gerne udelukke EU-borgere fra ydelsen, hvis det angår borgere, der rejser til et andet land uden viljen til at finde beskæftigelse dér. Domstolen lagde i sagen også vægt på, at det aldrig har været meningen, at man skal kunne ligge andre landes socialsystemer til last.

Tvetydighed ryddet af vejen?

Derek Beach, lektor hos institut for Statskundskab og EU-ekspert, siger om sagen:

»Der var tvetydighed omkring det før, og det var derfor, det var så velkomment, at EU-Domstolen afsagde dommen i Dano-sagen. Dommen er skelsættende. Rumæneren fru Dano var så åbenlyst ikke i Tyskland for at arbejde, så derfor behøver de tyske offentlige kasser ikke at give hende den sociale bistand, som en tysker ellers ville få i samme situation.« Beach tilføjer, at han desværre ikke tror, mange europæere kender til sagen og dens betydning.

I forlængelse af Dano-sagen blev EU-Domstolen igen spurgt af en tysk domstol om fortolkningen af EU-reglerne. Her drejede det sig om den svenske statsborger Nazifa Alimanovic, født i Bosnien, og hendes tre børn, Sonita, Valentina og Valentino, som er født i Tyskland. Moderen og den ældste datter havde midlertidige jobs, men på et tidspunkt stoppede jobcenteret i Berlin med at udbetale ydelser til moderen og de tre børn, fordi de mente, at deres opholdsret alene byggede på at søge arbejde.

EU-Domstolens svar: Udlændinge, der rejser til Tyskland for at opnå en social ydelse, eller hvis opholdsret alene er begrundet i søgning efter et arbejde, kan udelukkes fra den tyske grundsikringsydelse (der kommer tættest på dansk kontanthjælp, red.), fordi denne ydelse er en ikke-bidragspligtig ydelse. (Redigeret af NOTAT)

I begge sager blev det gjort klart, at man for at få ret til sociale ydelser som EU-borger skal overholde betingelserne for at have opholdsret. Hvis man har arbejdet i mindre end et år i et andet land og tilmelder sig arbejdsformidlingen, beholder man opholdsretten i mindst seks måneder, hvor man ved at påberåbe sig retten til lige behandling har ret til sociale ydelser. Man kan ikke smides ud af landet, hvis man kan dokumentere, at man søger arbejde og ”har reelle muligheder for at blive ansat,” men kan efter de seks måneder blive nægtet sociale ydelser. Som gadejuristen Maja Løvbjerg Hansen fortæller i månedens interview, skal man dog i Danmark også huske at melde sig ledig indenfor 72 timer samt have en lejekontrakt for at få opholdsret. 

Sagt om Dano-sagen:

Mens flere rumænere bakker op om afgørelsen, som de håber vil lægge låg på anklager om ”velfærdsturisme,” er eksempelvis MEP Anders Vistisen (DF) skeptisk.

Han mener, at selvom sagen gjorde klart, at medlemsstater har mulighed for at sætte ind over for EU’s mulige ”Dovne Robert’er”, er »barren sat alt for lavt,« fordi EU-Domstolen i forvejen har udvidet definitionen af, hvornår man er i arbejde.

Omvendt mener MEP Margrete Auken (SF), at Dano-sagen har sat tilstrækkelige grænser for den såkaldte ”velfærdsturisme.” »De kan ikke finde dokumentation på velfærdsturisme, og da fru Dano forsøgte på det, blev der jo sagt nej.«

FAKTA:

Der skelnes i EU-reglerne mellem social sikring og sociale ydelser. Sociale ydelser er typisk ikke-bidragspligtige, som kontanthjælp, mens social sikring kræver noget optjening ligesom eksempelvis dagpenge.

Forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed, fastslår bl.a., at man som vandrende arbejdstager har ret til samme sociale fordele som danske arbejdstagere uden at blive diskrimineret imod.

Med Maastricht-traktaten i 1992 får alle EU-borgere automatisk ’unionsborgerskab’, hvilket udvider rettighederne og pointerer princippet om non-diskrimination.

Adgangen til sociale ydelser reguleres i Forordning 883 om ”koordinering af sociale sikringsordninger”. Reglerne betyder, at man kan medregne den tid, man har været i arbejde i ét land, når man søger eksempelvis dagpenge i et andet. Der er ikke tale om en harmonisering af reglerne, men en sikring af, at man ikke mister sin ret til ydelser ved at udnytte sin ret til at bevæge sig frit. Det er særligt denne regel, Danmark ønsker skal ændres, så Danmark lovligt kan sætte nogle optjeningsprincipper for, hvor længe man skal arbejde i Danmark, før man får del i offentligt finansierede ydelser.