Det er ikke svært at finde løsninger

LØSNINGER. Det virker til, man stadig venter på, at det skal blive værre, før det kan
blive bedre. Ordene er Thomas Gammeltoft-Hansens – forskningschef på Institut for
Menneskerettigheder og en af Danmarks førende eksperter i asyl- og flygtningeret.


Thomas Gammeltoft-Hansen, hvad mener du med det udsagn?


At problemet måske skal vokse endnu mere, for at man kan skabe den politiske vilje, der skal til for at nå en løsning, som rent faktisk virker. Og det er højt spil, for derved risikerer man jo at underminere troen på EU-systemet og fællesskabet endnu mere, end det allerede er sket. Så længe vi stadig venter på de fælles løsninger, ser vi de enkelte lande føre en egoistisk politik, der skubber byrden over på naboerne – beggar-thy-neighbour kalder man det. Det er ikke mindst Danmark et eksempel på.


Så hvert land forsøger på må og få at hjælpe sig selv, mens ingen ser på helheden?


Præcis. Hvad et land kan gøre afhænger af, hvor det ligger geopolitisk. Sverige kan lave kontrol gennem transportøransvar, fordi de har en vandgrænse og en bro, Danmark kan gøre det mindre attraktivt at komme herop, og yderlandene kan forsøge at kontrollere deres grænser og sende flygtningene videre op igennem EU. Men det er jo indlysende, at den form for politikker ikke skaber reelle løsninger.

Hvad burde EU så gøre?


Løsningerne kommer næppe fra EU-institutionerne. Medlemslandene må have ejerskab over løsningerne, fordi det her emne rører så meget ved deres suverænitetsfølelse.

Hvad er de rigtige løsninger så?


Du får ikke Grækenland, Ungarn og Italien med på, at de skal tage alle, og du får ikke de andre EU-lande med på, at alle asylansøgere fordeles efter et fast kvotesystem. Derfor er det rigtige en blandingsmodel, hvor vi på den ene side sikrer en større grad af omfordeling end under Dublin-systemet, og samtidig kompenserer og hjælper de yderlande, der tager den største del af læsset. Her taler vi ikke bare økonomisk bistand til at modtage asylansøgere, men også til at skabe integration og jobmuligheder. Tilsvarende skal man turde tænke innovativt – f.eks. med en mikrolånsmodel til flygtninge, der vil være selvstændige og har en forretningsplan, så dem, der kan og vil, kommer til at bidrage til det danske, svenske eller tyske samfund fra dag 1.

Hvorledes med nærområderne, vi kan vel også gøre noget for, at færre kommer herop?


Ja. Problemet i nærområderne er ikke manglende fysisk beskyttelse, men manglende rettigheder og livsmuligheder. Mange af dem, der er flygtet videre siden sidste sommer, fortæller den samme historie om manglende adgang til jobs og skole til børnene.


Dermed siger du også, at mere støtte til lejrene ikke er nok?


Ja, det hjælper på den korte bane. Men på den lange bane er du nødt til at skabe muligheder. Det er jo ofte familier med blikket rettet mod den næste generation. Opgaven er at gøre det attraktivt for Libanon at huse flygtninge og gøre det realistisk for flygtninge at blive der. Og der skal vi aktivt bruge vores handelspolitik og europæiske virksomheder til at gå ind og skabe jobs, hvor eksempelvis halvdelen går til libanesere og halvdelen til flygtninge. Så Libanon får en gevinst for gradvist at åbne sit jobmarked, og flygtningene kan se fremtidsmuligheder, som gør, at de ikke behøver flygte videre mod Europa.

Hvad skal der til for, at politikerne køber dine løsninger?


At de indser, at flygtningepolitik ikke kan reduceres til indenrigspolitik. Ser man på de seneste to års stigninger, er det jo soleklart, at stramningerne og de halvbagte løsninger ikke virker – antallet stiger stadig. En fælles og koordineret løsning, hvor hvert land løfter sin del, og vi gør det attraktivt for nærområderne, så de ikke knækker sammen, er ikke bare humanistisk politik, men et spørgsmål om benhård egeninteresse. 