Disse lande får penge for at holde flygtninge væk

GRÆNSEKONTROL. Det er ikke nogen hemmelighed, at statslederne i EU ikke kan blive enige om en fælles løsning på flygtningekrisen. Forslag om at fordele asylansøgere gennem faste kvoter har kun få støtter. Til gengæld findes der en anden strategi, som nyder stor opbakning fra alle lande. Den går ud på at betale nabolande, så de bliver mere effektive til at beskytte de grænser, der leder op til EU.

Derfor har EU senest indgået en aftale med Tyrkiet, som betyder, at Tyrkiet får 22 milliarder kroner til at hjælpe de omkring 2,5 millioner flygtninge, som bor i landet. Pengene skal dog også bruges til at sikre Tyrkiets grænser, så det bliver sværere for flygtninge at nå EU. Og den strategi er langt fra nyskabende, fortæller Martin Lemberg-Pedersen – post.doc på Københavns Universitet.

»EU og medlemsstaterne har lavet de her aftaler de sidste 20 år. Det startede bilateralt – eksempelvis mellem Spanien og Marokko eller Italien og Libyen. Især Spanien og Marokko satte fart på udviklingen, fordi det var den primære migrationsrute i starten af nullerne,« forklarer han.

Aftaler hele vejen rundt
I løbet af nullerne begynder EU så også at interessere sig for at lave lignende aftaler. I dag indgår EU blandt andet i de såkaldte EUBAM samarbejder (EU Border Assistance Missions) med Ukraine og Moldova, hvor målet er at forbedre bevogtningen af grænserne – hvilket EU har givet i alt 500 millioner kroner til over seks år.
Ofte er støtten til at bevogte grænserne også kombineret med støtte til flygtningelejre. I Ukraine indgik man tilmed en aftale, som betyder, at EU-landene må sende ukrainere tilbage til Ukraine, hvis de opholder sig ulovligt i EU.

»Ukraine havde i en kort periode en rolle som ligner Libyens og Tyrkiets – bare i Øst. Der var også EU-støttede lejre, og man havde en tilbagesendelsesaftale, men den er næsten faldet fra hinanden på grund af urolighederne,« siger Martin Lemberg-Pedersen.
Også i Libyen måtte EU erkende, at uroligheder kom i vejen for det ønskede grænsesamarbejde. I 2010, kort før borgerkrigen brød ud, var den daværende svenske kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, i Libyen. Her aftalte hun at udvide den eksisterende grænse-aftale med Libyens daværende diktator Muammar Gaddafi, som derfor skulle have 450 millioner kroner de næste to år.

Det blev dog ikke til noget, da Gaddafi i 2011 mistede magten og sit liv. Derfor indgik EU i 2013 en ny aftale med en af de selvudnævnte regeringer, som var opstået i kølvandet på revolutionen. Herunder forsøgte man sig med en EUBAM-model, og EU afsatte 225 millioner kroner og 111 embedsmænd til en ny mission i et forsøg på at genoptage bevogtningen af Libyens kyster. Missionen måtte dog evakueres efter et år, da kampene blev for voldsomme i Libyen, som stadig var midt i en borgerkrig.

De etiske problemer
Aftalerne har gennem årene været kritiseret af både Amnesty International og Human Rights Watch, fordi de sørgede for, at flygtninge blev forhindret i at anvende deres konventionssikrede ret til at søge beskyttelse i EU – hvilket blev gjort med meget barske metoder.

»I 2004 tog Kommissionen ned for at undersøge Libyen med henblik på at starte et samarbejde. Men der finder man så ud af, at Italien allerede har lavet aftaler, der inkluderer levering af en masse udstyr – herunder patruljebåde og 1000 ligposer. Oven i dette støtter italienerne flere detentionslejre længere sydpå i ørkenen,« forklarer Martin Lemberg-Pedersen.

»Der var en kæde af lejre, hvor folk blev holdt indespærret af smuglere, politi og militær. Nogle lejre var kendt som voldtægtslejre, andre var berygtede for systematisk tortur med elektriske instrumenter og køller med pigtråd. Man regner med, at flere tusinde lig er blev dumpet i ørkenen.«

Effekten af et effektivt styre
Spanien og Marokko har de seneste 30 år haft lignende aftaler, som betyder, at Marokko får støtte til at beskytte sine kyster og sine sydlige grænser samt til at spærre migranter og flygtninge inde i lejre for at forhindre dem i at rejse til Spanien. Den metode betød, i kombination med at ruterne ændrede sig, at antallet af migranter og flygtninge, som forsøgte at krydse dén grænseovergang, faldt drastisk igennem 00'erne.

»Det virker til en vis grad i Marokko, men det siger også noget om, at strategien kræver en helt bestemt form for styre. I Marokko har man indsat nogle gendarmer, der kører patruljer langt inde på det afrikanske kontinent og laver massedeportationer eller smider folk i de uformelle lejre. Så det er altså kun totalitære regimer, som kan levere den form for løsning, som EU efterspørger,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

En nyligt publiceret rapport af den franske forsker Jean-Pierre Cassarino, viser til gengæld, at antallet af flygtninge, som forsøger at krydse havet mellem Marokko og Spanien, er steget kraftigt – fra 101.800 personer i 2013 til 885.410 personer i 2015. De tal tyder på, at der også generelt er flere folk på flugt, vurderer Lemberg-Pedersen.

Fremadrettede løsninger
I dag er Libyen på vej mod én regering, hvilket igen åbner for, at EU kan forhandle nye aftaler med landet. Den løsningsmodel går flere lande ind for. I Tyskland kaldte man planerne gennem 00’erne for Den Libyske Løsning, og i Danmark har Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, netop foreslået selvsamme løsning: At flygtninge bliver samlet i store lejre i Libyen.

»De aner intet om den brutale og blodige historie, som vi ikke engang skal et årti tilbage for at se. Det er helt utroligt, at de kan få sig selv til at foreslå det, når man ved, hvad der skete dengang,« siger Martin Lemberg-Pedersen, der også frygter, at EU's aftale med Tyrkiet kan udvikle sig i en lignende retning.

»Der er gode aspekter ved EU-Tyrkiet aftalen. Idéen om at hjælpe flygtninge i nærområderne er selvfølgelig god nok. Det man kan være bekymret for, er den tyrkiske regering, fordi EU ikke er sikret nogen form for gennemsigtighed. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fyrede antikorruptionspolitiet for nogle år siden, da de begyndte at se på hans egen økonomi. Samtidig er Tyrkiet i krig på flere fronter både internt og eksternt. De forhold gør, at jeg kan være alvorligt bekymret for, at aftalen vil skabe kritisable forhold for flygtninge i Tyrkiet.« 