ECB’s krisepolitik har primært gavnet finanssektoren

Det var en historisk begivenhed i EU-regi, da Den Europæiske Centralbank (ECB) i januar sidste år lancerede en ekspansiv pengepolitik af hidtil uset karakter. Det konkrete tiltag hedder kvantitativ lempelse, på engelsk quantative easing (QE), og går ud på, at ECB forsøger at sætte gang i den europæiske økonomi ved at trykke nye penge, som bliver brugt til opkøb af statsobligationer i eurozonen.

Når ECB opkøber statsobligationer, falder renterne på dem og hos bankerne. Det gør det billigere at være forbruger, boligejer og tage lån, samtidig med at flere euro i omløb betyder en svagere euro og dermed bedre eksportmuligheder. Begge dele skal sætte gang i økonomien.

Opkøbsprogrammet på 60 milliarder euro om måneden blev igangsat, da den europæiske økonomi var truet af faldende priser, deflation. Ifølge EU-traktaten skal centralbanken arbejde for at skabe prisstabilitet i eurozonen (hvilket ECB selv har defineret som inflation på under to procent), men ECB har derudover frie hænder til at vælge, hvilke instrumenter man vil bruge.

Gang i økonomien

Ifølge professor i finansiering ved CBS, Jesper Rangvid, er formålet med QE-programmet flerfoldigt.

»Det, man allerhelst vil opnå, er at få gang i økonomien, så der kommer flere i arbejde, så lønningerne og priserne stiger, og inflationen kommer tæt på to procent. Dernæst ønsker man at svække euroen over for andre valutaer som dollar, yen og det britiske pund«. 

I teorien vil den svækkede euro som nævnt øge eksporten fra eurozonen, hvilket yderligere skulle sætte gang i økonomien.

Et år efter lanceringen er målet dog kun delvist opfyldt, vurderer Rangvid.

»Der, hvor det har haft de største effekter, er på de finansielle markeder. Valutakursen og de europæiske aktiekurser er steget, og renterne på statsobligationer er faldet.«

Begrænset effekt på realøkonomien

Når det kommer til realøkonomien, er det til gengæld sværere at se en effekt af QE-programmet. Inflationen ligger fortsat omkring 0 procent, og markederne har fortsat ikke tiltro til, at den vil stige foreløbigt.

»Det helt overordnede mål har man i hvert fald ikke nået endnu, og den europæiske økonomi sprudler ikke ligefrem afsted,« siger Rangvid.

Godt nok forventer lande som Irland og Spanien høj vækst og lavere arbejdsløshed i de kommende år, men denne udvikling var dog allerede i gang før januar 2015 og kan således ikke tilskrives centralbankens tiltag.

»Min konklusion er, at på pengepolitikken har man drejet så meget på knapperne, som man kan. Når det åbenbart ikke er nok i sig selv, så må det være nogen andre politikker, der skal træde til.«

Uproduktive investeringer

Finanskommentator og presserådgiver for ECB frem til 2014, Niels Bünemann, er mere kritisk. Han mener, at centralbankens politik ligefrem er med til at ødelægge økonomien og de økonomiske fremskridt, der trods alt finder sted.

Således har de nye penge i finanssektoren skabt grobund for uproduktive investeringer, der sandsynligvis ikke var blevet foretaget uden centralbankens tiltag.

»Man kan blandt andet se, at der i nogle lande foregår en prisudvikling på ejendomsmarkedet, som ikke forøger økonomiens produktionspotentiale,« siger Bünemann med henvisning til de stigende boligpriser.   

Kritik fra højre og venstre

Kvantitativ lempelse er en kontroversiel metode, der deler vandene blandt økonomer og politikere. Det skyldes, at det er et forholdsvis uprøvet territorium, forklarer Jesper Rangvid. Selvom den amerikanske centralbank har praktiseret metoden siden 2010, er der fortsat uenighed om de reelle effekter.

Fra den økonomiske højrefløj lyder kritikken, at QE svækker regeringernes incitament til at lave økonomiske reformer, som skaber vækst på den lange bane. Et argument, CBS-professoren i udgangspunktet er enig i.Fra venstrefløjen går kritikken på, at QE skaber øget ulighed, fordi de nye penge bliver opslugt af de finanselle markeder og ikke kommer den brede befolkning til gode. Også her kan Jesper Rangvid følge kritikken.

»At det primært sætter sig i de finansielle markeder og primært kommer dem til gavn, som allerede har en formue, det er der jo noget om. Men alternativet er, at de ikke skulle gøre noget, og så ville det også gå dårligere for realøkonomien.«

Fokus er for snævert

Den overordnede kritik af ECBs arbejde skyder dog forbi, mener Rangvid, da centralbanken netop har fået mandat til at skabe prisstabilitet i eurozonen.

»Derfor er det lidt svært at kritisere ECB for at gøre det, de er ansat til. Hvis man vil noget andet, så skal regeringerne træde til.«

Niels Bünemann er uenig og påpeger, at centralbanken har et ansvar i forhold til, hvordan man vælger at bruge sit mandat. Det nuværende inflationsfokus er således for snævert, og ECB burde i stedet tænke mere langsigtet.

Centralbankerne presser hinanden

ECB’s pengepolitik kan dog ikke ses som et isoleret problem, mener Bünemann. ECB har netop påbegyndt kvantitativ lempelse, fordi de amerikanske og britiske centralbanker har lanceret lignende opkøbsprogrammer de foregående år.

Derfor står centralbankerne nu i en situation, hvor de konkurrerer med hinanden om at have den mest ekspansive pengepolitik. Visse steder tales der ligefrem om en regulær valutakrig.

»Centralbankerne har selv manøvreret sig ind i en situation, hvor de ikke længere har noget at stå i mod med, hvis vi får en ny afmatning af økonomien. For slet ikke at tale om en ny finanskrise,« mener Bünemann.

ECB’s QE-program blev i december forlænget med seks måneder frem til marts 2017, og bankens præsident, Mario Draghi, udtalte i den forbindelse, at programmet ”fungerede”.