ARTIKLER


Ligebehandling er kronjuvelen i EU

INTERVIEW Længere arbejdsdage for vandrende arbejdstagere skal ifølge LO skabe rimelighed mellem danske og udenlandske modtagere af sociale ydelser.


Af Nina Maria Grovermann
9. september 2016

Et større og fælles arbejdsmarked er ifølge Stephan Agger, afdelingsleder for området EU og Internationale Relationer i LO, én af mange fordele ved arbejdskraftens fri bevægelighed. De åbner grænser rejser dog spørgsmålet, om social sikring skal være lige tilgængelig for alle EU’s borgere.

”Det er problematisk, at man som vandrende arbejdstager med et job på ti ugentlige timer optjener retten til kontanthjælp,” siger Stephan Agger, der dog ikke mener, der kunne være fordele ved at begrænse den fri bevægelighed. I stedet så han gerne, at kravene til at opnå velfærdsydelser blev strammet.


BLÅ BOG - STEPHAN AGGER

Stephan Agger er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Han har mange års erfaring med juridisk rådgivning for LO, hvor han i dag arbejder som afdelingsleder inden for området EU og Internationale Relationer.


”Det at arbejde i Danmark udløser ydelser, der sammenlignet med andre EU-lande er meget generøse. Derfor synes vi i LO det kunne være interessant at se på, hvilke job, der kvalificerer til udbetaling af velfærdsydelser,” uddyber Stephan Agger med henvisning til de igangværende EU-forhandlinger om social sikring.

Den kommende EU-forordning om Koordineringen af Social Sikring har til formål at systematisere rettighederne for alle EU-borgere uanset nationalitet og opholdssted.

Ordningen har til hensigt at garantere ligebehandling således, at man som vandrende arbejdstager sidestilles med borgerne i det land, man arbejder. Dette betyder, at man som tysker arbejdende i Danmark får udbetalt, hvad der svarer til danske satser.

Flere krav til vandrende arbejdstagere

 ”Vi har et velfærdssystem i Danmark, som vi i en europæisk kontekst kan være relativt tilfredse med. Derfor mener vi heller ikke, der skal ske en harmonisering af den sociale sikring i Europa, da det i værste fald ville påvirke de danske satser negativt,” pointere Stephan Agger.

Den tidligere VK-regering vedtog i 2010 det meget omdiskuterede optjeningsprincip, der betød, at alle herboende EU-borgere skulle arbejde mindst to år for at optjene retten til sociale ydelser. Loven viste sig senere at være i strid med EU-retten, og Stephan Agger så da også hellere, at man gik en anden vej.

”Kronjuvelen ved arbejdskraftens fri bevægelighed er princippet om ligebehandling, som vi i LO naturligvis går ind for. Vi så dog gerne, at kravene til i første omgang at kalde sig arbejdstager blev optimeret,” siger Stephan Agger, der ville foretrække, at EU-borgere med job i Danmark arbejdede flere timer for at optjene retten til sociale ydelser.

I dag foreskriver EU-reglerne, at alle EU-borgere, der benytter sig af arbejdskraftens fri bevægelighed, kan gøre krav på sociale ydelser efter én arbejdsdag i det nye land.

Mød Stephan Agger når DEO holder Folkehøring om arbejdskraftens fri bevægelighed den 15. og 20. september.

TEMA: De fire friheder

Henover efteråret afholder DEO en række Folkehøringer om EU’s fire friheder: Fri bevægelighed for varer, serviceydelser, kapital og arbejdskraft.

Vi tager debatten om fordele og ulemper ved de fire friheder - og leder efter bud på EU's fremtid.

Input og løsningsforslag fra deltagere og offentlighed indsamles før og diskuteres på møderne. Debatindlæggene indgår efterfølgende i en debatbog om EU's fremtid.

Send dit bidrag til eus-fremtid@deo.dk

Kom og stil eksperterne dine egne spørgsmål når DEO holder Folkehøring i København og Aarhus.

Læs mere om arrangementerne på www.deo.dk