For verdens rigeste er alle love valgfri

RETSSTAT. »Hvad er egentlig problemet?« lyder et tilbagevende spørgsmål, når Brooke Harrington holder foredrag om stigende ulighed i sit hjemland, USA. Selvom der siden finanskrisen er sket forandringer i stemningen omkring Wall Street og den rigeste 1 %, ligger det fortsat dybt i mange amerikanere, at det er godt for samfundet som en helhed, når nogle mennesker bliver rigere.

Brooke Harrington er økonomisk sociolog, lektor ved CBS og har de seneste otte år boet i Europa. Her bliver den stigende ulighed generelt taget mere alvorligt, mener hun.
Forholdet til ulighed har dog skiftet mellem USA og Europa gennem tiden. Den franske økonom Thomas Piketty påpeger, at man i USA så med stor bekymring på den store ulighed i Europa i begyndelsen af 1900-tallet, og at man blandt andet derfor indførte en omfattende progressiv beskatning for at undgå ”europæiske tilstande.”

Dengang blev ekstrem ulighed set som ”uamerikansk,” skriver Piketty, der i 2013 udgav Kapitalen i det 21. århundrede, der påviste en historisk stigende ulighed i både arbejds-, kapitalindkomst og arv.

Undersøgelse uden undercover
Brooke Harringtons arbejde ligger på mange måder i forlængelse af den franske økonoms, påpeger hun.

»Thomas Piketty har vist, hvor dårligt det står til. Jeg ser på, hvem der står bag,« forklarer hun om sit arbejde med at kortlægge bindeledet mellem de rigeste og de skattely, der på det seneste er kommet højt på dagsordenen. Den professionelle gruppe af advokater, skatterådgivere, revisorer og bankfolk, der arbejder på at skjule pengene for verdens rigeste.

For at undersøge området tog hun selv en to-årig uddannelse som formueforvalter. Efterfølgende opsøgte hun folk i branchen for at kortlægge deres baggrund og arbejde. Hun gik dog ikke undercover i traditionel forstand med skæg og briller, men opsøgte folk på åben vis og fortalte dem om sit ærinde. Det førte til 65 interviews med formueforvaltere fra 18 forskellige lande.

Forholdene ændrer sig
Brooke Harrington fandt ud af, at formueforvalterne ikke selv tilhører den rigeste gruppe, men ofte kommer fra den øvre samfundsklasse. Det giver dem den rette sociale og kulturelle kapital til at opnå tillid og kunne begå sig blandt deres kunder, som ellers kan være svært for folk, der ikke kender deres adfærdsmønstre.

Jobbet som formueforvalter handler i høj grad om at gøre kunderne så usynlige som muligt. Ifølge Brooke Harrington er det blandt andet muligt at købe sig fri af Forbes liste over verdens rigeste.

Hun fandt også ud af, at forholdene for formueforvalterne hele tiden ændrer sig. Hver gang lovene strammes, skal de finde nye måder at sikre pegene for deres kunder. Lovgiverne er dog altid et skridt bagefter, vurderer hun.

»Lovgivning er national, men kapitalen og formueejerne er globale,« siger hun med henvisning til, at politiske forsøg på undgå skatteunddragelse blot får de rigeste til at flytte deres aktiver til andre dele af verden. Man kan for eksempel købe nyt statsborgerskab i andre lande for at undgå at blive beskattet der, hvor man har sin indtjening. I EU er dette muligt i Malta, forklarer hun.

Lovlig skandale
Harrington har ikke den store tiltro til internationalt samarbejde på området. Det skyldes blandt andet, at de lande, der råber højest om at undgå skatteunddragelse, også selv fungerer som skattely. Det gør det ikke mindre svært at ændre tingene, at mange regeringer selv er dybt involverede i den type finansielle aktiviteter, der blev afsløret i Panama-papirerne. Her optræder omkring 140 politikere og embedsmænd fra mere end 50 lande.

Den største skandale er dog, ifølge Harrington, at det meste af det, som Mossack Fonseca og resten af industrien for formueforvaltning foretager sig, er fuldstændig lovligt. Formueforvaltning handler nemlig om at sørge for, at klienterne så vidt muligt forbliver på den rigtige side af loven eller i det mindste ikke overskrider gråzonen, så de kan blive straffet.

Panama-papirerne har således primært afsløret folk som umoralske frem for kriminelle, fremhæver hun. I visse tilfælde har dette dog været nok til at få konsekvenser. Det gælder blandt andet for den islandske statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, der blev presset til at gå af. For de fleste andre har det stort set været uden konsekvenser at stå i Panama-papirerne, mener hun.

Ulighed for loven
Ifølge Brooke Harrington er den stigende økonomiske ulighed især drevet af skatte- og gældsunddragelse fra verdens rigeste. Uligheden gør ikke blot eliten rigere, men er med til at gøre de fattige fattigere, da de tabte skatteindtægter medfører nedskæringer i den offentlige service, øget skattebyrde og højere låneomkostninger for de lavere indkomstgrupper.

Den ekstreme rigdom udgør også et demokratisk problem. Ifølge Harrington er alle love nemlig til forhandling, hvis man har penge nok. De rigeste kan forhandle skattetakst direkte med en stat, undgå tilbagebetaling af gæld og se bort fra handelsrestriktioner i forhold til sanktionerede regimer og handel med ulovlige varer.

Det er et problem for anerkendelsen af retsstaten, hvis almindelige mennesker begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal overholde lovene, når andre kan slippe for det, påpeger hun.

»Det kan på sigt få hele samfundet til at falde sammen og kan være en medvirkende årsag til den kraftige stigning i støtten til autoritære politikere i Europa og USA«, lyder hendes vurdering.