ARTIKLER


Fordelene ved fri bevægelighed er overdrevne

EU forholder sig alt for positivt over for det indre marked og glemmer, at de åbne grænser er grobund for finansielle kriser, skattesvindlere og kapitalflugt.


Af Ninna Maria Grovermann
2. november 2016

Der tales for meget om de positive aspekter ved det indre marked og for lidt om konsekvenserne af den fri bevægelighed. Sådan siger Kenneth Haar, researcher hos Corporate Europe Observatory i Bruxelles.

”Det er fint, at penge i mange situationer kan flyttes frit rundt, og det er en fordel for samfundsøkonomien, hvis det virker sådan, at pengene flyttes derhen, hvor der er mest brug for dem. Sådan virker den fri bevægelighed bare sjældent,” siger Kenneth Haar, som mener, at det indre marked ofte oversælges.

”Fri bevægelighed er ikke den nødvendighed, mange vil gøre det til. Tværtimod. Fri bevægelighed for kapital fjerner politiske muligheder for at tage hensyn til samfundsøkonomien. Hvis der for eksempel er behov for indgreb for at hindre kapitalflugt eller specifikke tiltag for at undgå skatteunddragelse eller finansiel ustabilitet, kan dette i dag ikke lade sig gøre på grund af reglerne om den fri bevægelighed.”

 

Ustabil finanssektor kræver mere regulering

Netop den ustabile finanssektor får researcheren til at advokere for mere åbenhed samt en lang række tiltag, der i EU-regi ville blive betragtet som direkte skadelige for den fri bevægelighed.

”Der er brug for fuld gennemsigtighed for at imødegå skatteunddragelse, som vi på det seneste har set en række eksempler på. Samtidig kan der være brug for at hindre kapitalflugt og derfor er det nødvendigt at bringe antallet af transaktioner på finansmarkederne ned,” fastslår Kenneth Haar, der samtidig langer ud efter politikerne for de utilstrækkelige regulerede banker.

”Forløbet efter finanskrisen tyder ikke på, at vores politikere har lært lektien. Reglerne, som de er i dag, er ikke kvalitativt forskellige fra dem, vi havde før krisen,” siger Kenneth Haar og foreslår, at bankvæsenet bringes under demokratisk kontrol via regulering af, hvad der skal være tilladt og ikke tilladt på finansmarkederne.

”Derudover bør bankerne deles op i mindre enheder – det vil sige deles i investeringsbanker og almindelige banker,” foreslår Kenneth Haar, der mener, at en begrænsning af den fri bevægelighed desuden vil hjælpe i kampen mod skattely.

”Kampen mod skattely vil komme til at gå ud over den fri bevægelighed - og det er godt! Vi skal ikke holde igen med regulering af frygt for at skade den fri bevægelighed. Skattely er kun muligt, fordi der tages for store hensyn til den fri bevægelighed,” konkluderer han.                                                                          

Kom og mødKenneth Haar når DEO holder Folkehøring om skattely og bankunion den 8. november.

Læs mere om arrangementet på www.deo.dk            

 

Blå bog

Kenneth Haar er uddannet cand.mag. i historie og sociologi. Han er i dag researcher i Corporate Europe Observatory, CEO, der arbejder for gennemsigtighed med erhvervslivets lobbyvirksomhed og indflydelse på EU’s politik.

 

TEMA: De fire friheder

Henover efteråret afholder DEO en række Folkehøringer om EU’s fire friheder: Fri bevægelighed for varer, serviceydelser, kapital og arbejdskraft. Kom og stil eksperterne dine egne spørgsmål når DEO holder Folkehøring i København og Aarhus. Læs mere om arrangementet på www.deo.dk