Kan EU overkomme den demokratiske krise?

ANALYSE. Folkets styre har trange kår i Europa. Mange europæiske borgere opfatter EU som et bureaukratisk foretagende, der undertrykker nationalstaternes selvstændighed. Andre kritikere mener, at EU’s sparepolitik og finanspolitiske krav til medlemslandene dikterer en økonomisk politik, der forhindrer borgernes mulighed for at påvirke den velfærds- og arbejdsmarkedspolitik, de selv skal leve med.

Denne kritik står stærkest i Sydeuropa, men vi kan også se tendensen i Danmark og flere andre lande. Herhjemme har vi haft en række debatter om social dumping og såkaldt velfærdsturisme. Der lurer i det hele taget en utilfredshed med, at EU bestemmer over velfærdsrettigheder og med linjen i den fælles europæiske flygtningepolitik.

De demokratiske problemer handler om afstand og adgang til magten. Borgerne bør kunne få indflydelse på forskellige niveauer i det lokale, nationale og europæiske demokrati. I en union med 28 medlemslande og 500 millioner indbyggere kan det være vanskeligt at indrette effektive institutioner, uden at graden af medindflydelse forbliver på et minimum. Så hvordan og med hvilke midler formår de europæiske borgere at få magt over de væsentligste spørgsmål i vores tid?

Krisen var sandhedens øjeblik
Europæiske samfundsdebattører har længe gjort borgeres medbestemmelse til et væsentligt tema for EU’s udvikling. I 1970’erne startede en diskussion om det demokratiske underskud. Begrebet refererede til fællesmarkedet og sidenhen Unionens utilgængelige og uigennemskuelige processer, der i sammenligning med nationalstaternes demokrati fremstod fjerne og udemokratiske.

Da byggestenene til EF blev lagt, var fællesskabet da heller ikke tænkt som et demokrati. Demokratisering og diskussionen herom kom først til senere, da integrationen af det europæiske samarbejde for alvor tog fart. I 1979 kunne europæiske borgere første gang stemme deres repræsentanter ind i EF-Parlamentet, og hver traktatudvidelse har siden udvidet parlamentets magtbeføjelser.

Lissabon-traktaten fra 2009 præsenterer det demokratiske EU i termer, som vi kender fra nationalstaterne. EU består af det folkevalgte førstekammer (parlamentet), men også med elementer af direkte demokrati, deltagerdemokrati, krav om gennemsigtighed og værn om borgernes grundlæggende rettigheder.

Men selv stålsatte EU-tilhængere tvivler på, at det europæiske demokrati fungerer således i dag. Den franske sociolog Antoine Vauchez argumenterer i bogen Democratizing Europe fra 2015 for, at eurokrisen var sandhedens øjeblik, hvor intentionerne fra Lissabon-traktaten viste sig at være mangelfulde i praksis. På trods af traktatens ordlyd gjorde eurokrisen og den efterfølgende udvikling det tydeligt, at det ikke er EU’s demokratiske institutioner, der har førertrøjen på.

Også nationalstaternes krise
EU-Parlamentet spiller ikke den store rolle i håndteringen af de økonomiske problemer, som mange europæiske landes gældskrise skabte. På foranledning af især Tyskland sætter de ikke-folkevalgte aktører – Den Europæiske Centralbank, IMF og EU-Kommissionen – i dag de politiske rammer for de gældsplagede lande.

På få år har EU’s institutioner opnået langt større indflydelse på landenes økonomi, uden at der er fulgt mere demokrati med disse grundlæggende forandringer af magtstrukturen. Denne tiltagende integration af landenes økonomier har i grove træk lammet de sydeuropæiske regeringer. Staternes afhængighed af EU og den økonomiske politik har siden krisen skabt grobund for en lang række protestgrupper og partier.

EU’s demokratiske krise er derfor også en krise for medlemslandenes etablerede partistrukturer. Overalt i Europa oplever almindelige mennesker de hjemlige politikere såvel som EU-systemet som fjerne magthavere afkoblet fra virkeligheden. Folk mister tilliden til de nationale politikere, og konsekvensen har overordnet set været, at yderfløjene vinder frem.

Cameron og DIEM 25
I løbet af de seneste måneder har forskellige politikere, intellektuelle og andre frustrerede borgere forsøgt at kaste nye redningskranse ud til det europæiske demokrati. Den britiske premierminister David Cameron arbejder for forandringer, der skal give de enkelte medlemslande større indflydelse og mulighed for at fravige fælles EU-bestemmelser. Cameron ønsker at fremme det nærhedsprincip, som Lissabon-traktaten nævner, men som EU, ifølge premierministeren, forsømmer at efterleve.

Hvor den konservative premierministers løsning handler om at rulle magt tilbage til nationalstaterne, fokuserer den nystartede gruppe DiEM25 på at redde Unionen ved at styrke EU’s demokrati. NOTAT skrev i april om gruppen, der har den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis i spidsen. Bevægelsen har som erklæret mål at samle europæiske borgere om det fælles projekt at demokratisere Europa.

Bevægelsens krav fokuserer ikke kun på demokrati, men også på løsningen af den økonomiske krise og den politiske hensigt om at ændre de økonomiske krav til sydeuropæiske lande. DIEM25 er derfor både en social bevægelse, der arbejder på at samle de seneste års sydeuropæiske protestbevægelser, og en politisk platform, der ønsker at demokratisere Europa på tværs af lande og på tværs af det politiske spektrum. 

DIEM25 fremlagde i februar deres program. Her præsenterer bevægelsen krav til de næste ti års europæisk politik. Åbenhed og gennemsigtighed er en væsentlig nøgle for DIEM25. I første omgang ønsker stifterne forandring gennem fuld åbenhed omkring alle væsentlige møder i Kommissionen og centralbanken. Foruden demokratisering af centralbanken er EU-Parlamentet den centrale institution, bevægelsen vil demokratisere. DIEM25 foreslår derfor et styrket parlament med reelle demokratiske kompetencer. Det skal være de folkevalgte, der træffer de afgørende beslutninger og kan holdes til ansvar for dem.

Kan EU genskabe tilliden?
DIEM25 og Cameron forslår to forskellige løsninger på problemer for det europæiske demokrati. På den ene side fokuserer Cameron på nationalstaterne, men giver ikke svar på, hvordan staterne vil løse grænseoverskridende problemer som flygtningeproblematikken eller virksomheders skatteunddragelse.

På den anden side overvurderer DIEM25 EU-Parlamentets legitimitet. For hvis et af EU’s grundlæggende problemer er distance mellem borgere og beslutningstagere, er det så realistisk, at europæiske borgere vil have tillid til et europæisk parlament, der skal forene 500 millioner mennesker, selvom det har reel beslutningskraft og kontrol over Kommissionen?

Fremstillingen af EU som et nyt nationalstatsdemokrati overser, at de nationale demokrater allerede består af andre former for demokrati end det repræsentative. I dag oplever de fleste af Europas stater problemer med det repræsentative demokrati, der for mange mennesker ikke slår til. De oplever ikke, at politikerne repræsenterer dem og deres interesser.
De europæiske borgere engagerer sig derfor i langt højere grad i bevægelser og organisationer end i politiske partier for at opnå medbestemmelse og udtrykke skepsis over for det eksisterende demokratis handlekraft.

Opbakning til et politisk system skal derfor skabes på flere måder end ved at styrke parlamentets magt. Der vil i fremtiden være brug for at kontrollere mange flere områder end de politiske magthaveres. Spørgsmålet er derfor, om de europæiske borgere bør udtænke nye metoder for deltagelse i nationalstaterne, der samtidig åbner for et stærkere forum til løsning af internationale problemstillinger.

For at knytte nære bånd mellem magten og EU’s borgere mangler der initiativer, som skaber reelle muligheder for indflydelse. Det kunne være nye fora til at overvåge magten eller etableringen af rådgivende råd af borgere fra flere forskellige lande.