ARTIKLER


Leder: Det store kyllingespil

FÆLLESSKAB. Man kan med lidt god vilje anskue landenes handlinger som positioneringer i et spil chicken. Chicken er det spil, som ofte bruges i bilfilm. Her kører to biler mod hinanden i høj fart, og taberen er den bil, som viger til siden for at undgå, at bilerne støder sammen.


Af Lise Møller Schilder
15. marts 2016

Hvordan løser EU flygtningekrisen? Det er spørgsmålet, som denne måneds Notat tager udgangspunkt i, og det er ikke helt nemt at besvare. For uanset, hvor mange forskellige idéer og løsninger, der er blevet fremlagt, så kan EU-landene ikke blive enige. Selv de aftaler, der allerede er indgået, rykker sig ikke ud af flækken. Færre end 300 asylansøgere er blevet fordelt af de i alt 160.000 personer, som det ellers var aftalen, at landene skulle dele mellem sig via en særlig kvoteordning.


I stedet fortsætter landene med at tolke reglerne i Dublin-forordningen på hver deres kreative måde. Resultatet er, at alle tænkelige kneb bliver brugt til at skubbe flygtninge over til de andre for at holde dem væk fra egen dør. Hegn, skræmme-annoncer og manglende registrering af fingeraftryk er bare et par af manøvrerne.


Man kan derfor med lidt god vilje anskue landenes handlinger, som positioneringer i et spil chicken. Chicken er det spil, som ofte bruges i bilfilm. Her kører to biler mod hinanden i høj fart, og taberen er den bil, som viger til siden for at undgå, at bilerne støder sammen. I vores kontekst er taberne de lande, som til sidst bliver presset til at stemme for en ny version af Dublin-forordningen på de mindst favorable vilkår.


Det, der gør chicken så spændende er, at bilerne risikerer at nå et ”point of no return”, hvor det ikke er muligt at vige til siden mere. Derfra er der kun kollision og døden tilbage. Og hvad er så døden for et land? Det kan være mange ting: En ødelagt velfærdsstat, statsbankerot eller et totalt sammenbrud af grundlæggende værdier. Sidstnævnte ses allerede udvikle sig i takt med, at tilknytningen til de højrenationalistiske partier bare stiger og stiger. Den tendens ses i mange EU-lande. Og opbakningen vil vokse, indtil der er fundet en bæredygtig løsning på flygtningekrisen.


Den sande død for et land må dog siges at være krig og opløsning, og så langt ud er EU-landene trods alt ikke kommet endnu. Til gengæld er de nået til et sted, hvor EU er ved at gå i opløsning. Opbakningen til unionen er stærkt dalende, og den frie bevægelighed er stort set sat ud af kraft.


Her på Notat ser vi derfor frem til, at Kommissionen snart fremlægger et nyt forslag til en revision af Dublin-forordningen. Hvis de mangler inspiration, kan de starte med at læse dette blad.