NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Leder: Ikke alle kan bevæge sig frit
Den frie bevægelighed er en af grundpillerne i EU. Principielt gælder den for alle. Men retten til fri bevægelighed er alligevel begrænset, for man må ikke være en byrde for sin værtsnation. Hvornår man er det, er desværre knap så entydigt at svare på.
Af Anders Høeg Lammers, temaredaktør
1. januar 2016
GRÆNSER. Den frie bevægelighed er en af grundpillerne i EU. Principielt gælder den for alle. Alle har, som Ole Christensen (MEP for S), udtrykker det i bladet, retten til at prøve lykken i et andet land. Også fattige, hjemløse og unge, der rejser ud i håb om et bedre liv.
Men retten til fri bevægelighed er alligevel begrænset, for man må ikke være en byrde for sin værtsnation. Hvornår man er det, er desværre knap så entydigt at svare på. Kommer man til Danmark for at arbejde, men mister jobbet uden at have midler til at tage vare på sig selv, kan man hurtigt risikere at miste sin opholdsret. Reglerne for hvornår det sker, er alt andet end tydelige – ikke mindst for de folk, det drejer sig om.
I valgkampen til Europa-Parlamentet i 2014 blev der talt meget om ”velfærdsturisme”. Om fattige europæere, der shopper rundt i sociale ydelser i de mere velstillede EU-lande – og dermed sætter deres velfærdssystemer under pres.
Men faktisk kan man slet ikke være decideret velfærdsturist i EU. Det afgjorde EU-Domstolen klart i sagen om Elisabeta Dano, der ingen intentioner havde om at søge arbejde og derfor blev nægtet sociale ydelser af Tyskland. En skelsættende sag, som få kender, og som vi derfor sætter fokus på i dette nummer.
Dano-sagen er langt fra det eneste, der spiller ind, når politikere, borgere og eksperter skal svare på, om fri bevægelighed så også er for fattige. For du kan godt både arbejde og være fattig samtidig, og du kan ryge ind og ud af arbejdsmarkedet. Og hvordan er du så stillet i forhold til at optjene ret til sociale ydelser? Som EU-borger er du i udgangspunktet sikret lige behandling, men den ret vil flere lande, heriblandt Danmark og Storbritannien, gerne have begrænset, når det kommer til eksempelvis dagpenge og børnecheck.
Derfor taler flere eksperter i dette nummer om et ”juridisk limbo”, der rammer socialt udsatte lige dér, hvor de balancerer mellem arbejdsmarked og overnatning på gaden. Et sted, der er teknisk svært at gennemskue, medmindre man som månedens interviewperson, Maja Løvbjerg Hansen, er jurist. Hun hjælper udlændinge på gadeplan med at finde rundt i, hvilke regler man særligt i Danmark skal opfylde for at få og beholde retten til lovligt ophold.
Mens dette blad blev til, skulle mobilitetspakken, der bl.a. handler om optjeningsprincipper i forhold til sociale rettigheder, have været forhandlet i EU-regi. Den blev udskudt. Pakken er én af de helt store brudflader i EU i øjeblikket, hvor linjerne især står mellem de østeuropæiske lande, hvis borgere rejser ud, og de nordvestlige lande, som frygter, at deres velfærdssystemer bliver misbrugt.
Grundlæggende handler det om EU’s retning. Skal den frie bevægelighed være for alle – også for dem, der forsøger at finde arbejde, men fejler? Vil vi et fleksibelt arbejdsmarked? Hvis vi vil et fleksibelt arbejdsmarked i hele unionen, hvor folk flytter sig efter, hvor der er job at få, må vi vel også tage et ansvar for dem, der ikke lykkes. Eller hvad?