Leder: Uligheden i Europa kommer ikke af sig selv

Uligheden stiger i EU-landene. Der er store forskelle på de kriseramte lande i syd og de bedre stillede lande i nord. Men det er måske særligt tydeligt, at uligheden er steget internt i de enkelte medlemsstater.

Det store spørgsmål er, hvem der har det politiske ansvar for den udvikling. Men et vigtigt supplerende spørgsmål er, hvilke mekanismer der ligger bag udviklingen. Hvilken rolle spiller pengeproduktionen i de private banker? Hvad betyder EU’s krisepolitik i et ulighedsperspektiv? Hvem er det, der havner på bunden af samfundet?

I debatten om ulighed er der delte meninger om hvilken politik, der sikrer størst mulig retfærdighed. Den herskende opfattelse har i mange år været, at hvis de rige får lov at tjene flere penge, så løfter det den samlede velstand, og det kommer de svageste til gode.

Den ide er blevet kraftigt udfordret. Ikke blot af venstreorienterede kritikere, men af markedsliberale organisationer som IMF og OECD. Virkeligheden er, at verdens rigeste stikker af, mens forholdene for de fattige forringes. Uligheden er selvforstærkende. I de velhavende familier vokser formuen hurtigere end samfundsøkonomien. Det er en historisk realitet, som Thomas Piketty formulerede det i Kapitalen i det 21. århundrede, men det er muligt at ændre på.

For EU er det et officielt mål at reducere fattigdom og social udstødelse. I realiteten har disse mål dog måtte vige for hensynet til økonomisk disciplin. Krisepolitikken har endnu ikke hjulpet på arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse i de gældsplagede lande.

Eftervirkningerne kan vise sig at blive langsigtede. Uligheden reducerer ikke bare menneskers muligheder her og nu, men har sociale og økonomiske konsekvenser, der hænger ved og går i arv. Selv i lande, hvor økonomien går frem, og den samlede ulighed er på retur, stiger andelen af udsatte borgere. Økonomisk vækst gavner kun de svageste, hvis der er politisk vilje til at sikre det.

Panama-lækagen i april fik for alvor skatteunddragelse på dagsordenen i EU. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager blev, ifølge Danmarks Radio, ”pissesur” over afsløringerne af omfattende skattespekulation fra virksomheder, politikere, embedsmænd og privatpersoner. Kommissionen kom i ugerne efter med en række forslag til tiltag, der skulle begrænse skattely. Om det vil have en effekt, må tiden vise. Men man kan frygte konsekvenserne af, at lovgiverne konstant er bagefter i kapløbet med banker og formueforvaltere i den omfattende skattelyindustri.

Skatteunddragelse er ikke kun et problem i form af tabte indtægter til staten, som i sidste ende kan gå ud over samfundets svageste. Det er et demokratisk problem, når verdens rigeste selv kan bestemme, hvilke love de vil efterleve. Det kan ikke mindst svække opbakningen til folkestyret, når det står klart for almindelige borgere, at det i sidste ende er penge, der afgør, hvilke spilleregler man skal følge.

EU bør af mange grunde gøre mere end i dag for at begrænse konsekvenserne af stigende ulighed. Både i forhold til at indfri egne sociale mål og gøre op med den krisepolitik, der øger fattigdommen. Men også i forhold til at sikre, at verdens rigeste ikke længere kan leve et liv hævet over forpligtelser, der gælder for alle andre.