ARTIKLER


Arrangør: Ulydige mennesker

Tid og sted: Ballade hele dagen i hele byen. Globale Rødder vil skabe mod-symboler under EU-topmødet.


Af
6. december 2002

»Hele scenariet omkring topmødet er meget symbolsk. Kortegen (af regeringsledere, red.) der kører i Tivoli. Familiebilledet af dem alle. Det er billeder af magt«, siger Nicolai Heltoft fra gruppen Globale Rødder, der planlægger at markere sin modvilje mod blandt andet EU under det kommende topmøde.

 

»Det er billeder af konsensus, som formandskabet vil skabe. De er dygtige til at fremstille det hele som fredens projekt. Men vi er uenige. Store dele af den danske befolkning er uenig«, siger han.

 

Netop her kommer den civile ulydighed, som udgør en kerne i de Globale Rødders arbejde, ind. Den skal få det officielle billede af enighed til at krakelere.

 

»Ulydighed er det gyldne øjeblik. Du kan se dem (der protesterer, red.), de står der, de viser uenigheden med deres kroppe«, siger han.

 

 

Fleksible nisser

 

»Vi er bevidste om, at der skal spektakel til for at få opmærksomhed, og vi overvejer redskaberne«, siger Nicolai Heltoft.

 

Blandt redskaberne er humor og især fleksibilitet. Alle aktionerne bygger på grundprincippet om ikke at bruge vold eller gøre materiel skade.

 

Under topmødet planlægger Rødderne en hel aktivitetsdag med »ballade hele dagen i hele byen,« som de skriver på deres internetside.

 

Både humoren og fleksibiliteten kommer til udtryk i beskrivelsen af aktionsdagen i „spillet“ mellem de gode og de onde: Lord of the Things som det hedder på en af gruppens internetsider.

 

Her findes mørke fyrster og imperiets soldater på den ene side og drillende nisser og menneskehave på den anden. Mens de „listige nisser“ vil „nålestiksaktioner, der har til formål at latterliggøre og udstille magten,“ vil „mangfoldige oprørsstyrker“ med deres kroppe gå i „åben konfrontation med magthaverne,“ hedder det på websiden.

 

Nicolai Heltoft kan ikke fortælle om konkrete planer, men siger, at det er vigtigt at demonstrere der, hvor mødet bliver afholdt.

»Det er et spørgsmål om at vise, at der er en protest tilstede«, siger han.

 

 

Håber på sagsanlæg

 

Symbolerne med mørke fyrster og listige nisser ligger tæt op ad figurerne i filmen Ringenes Herre. »Projektet går ud på at stjæle den sociale indignation tilbage fra bøger og amerikanske film«, siger Nicolai Heltoft.

 

Internetsiden lægger sig tæt op ad reklamerne for filmen, men der er ikke kommet sagsanlæg fra filmselskabet - det håber rødderne ellers på, siger Heltoft. Det ville være endnu en ulydighed og kunne sætte fokus på debatten om patenter.

 

For de Globale Rødder er protesten mod EU nemlig kun en lille del af deres protest, da EU kun er en af de „mørke fyrster“ blandt flere liberalistiske organisationer.

 

Men nu som fremover handler det om at »forstå, hvordan neoliberalismen fungerer i vores hverdag, hvordan vore børnehaver og busser bliver udliciteret, hvordan der er 5000 boligløse studerende i København, mens huslejerne stiger«, siger Nicolai Heltoft. Og så skal der handles.

 

Globale rødder

Lord of the Things