ARTIKLER


Bildt overdøver kriseramt Persson

Rygter om en svensk regeringsomdannelse og Carl Bildts drømme om en EU-stat skruer op for varmen i den svenske ØMU-debat.


Af Staffan Dahllöf
22. august 2003

For anden uge i træk kæmper den svenske statsminister med modstræbende regeringskolleger. Vicestatsminister Margareta Winberg, som er ØMU-modstander, får gennem medierne at vide, at hendes dage på regeringsholdet er talte.

Om erhvervsminister Leif Pagrotsky siger Persson, at man må gøre sit bedste for at genetablere den tabte tillid i erhvervslivet.

Den løftede pegefinger fra statsministeren kom, efter at formanden for Svenskt Näringsliv, Sören Gyll, havde udtalt, at den ØMU-kritiske Pagrotsky enten skulle klappe i eller finde sig et andet job. Det var en indblanding udefra, som Göran Persson ellers ikke ville finde sig i.

Men Perssons reaktion kan forklares af en fortsat stærk føring i meningsmålingerne for nej-siden op til folkeafstemningen den 14. september.

Problemet for Persson og for den samlede ja-side er, at fokus i debatten flyttes over til hans egen ledelsesstil og regeringens fremtid, men væk fra det, som afstemningen egentlig skal handle om.

Imens er den forhenværende konservative statsminister Carl Bildt kommet ind på scenen med et brag.

Bildt is back
Med en ny bog, en centralt placeret debatartikel, og i opfølgende interviews gør Bildt sig til talsmand for en stærk EU-stat.

»Jeg ser ingen anden mulighed for at sikre fred og frihed end trin for trin at bygge en føderation af nationalstater mellem Rusland og Atlanten, Ishavet og Middelhavet,« skrev Bildt i Dagens Nyheter.

Adspurgt om det ikke betyder, at de, som siger at EU er på vej at blive en stat har ret, uddybede han i et radiointerview:

»EU har jo træk af en stat, det har EU altid haft. Det sagde vi allerede, da vi gik med i 1994, og sådan var det, da man lavede Rom-traktaten i 1957. Vi har en fælles handelspolitik, en fælles konkurrencepolitik og dele af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er en god ting.«

I en kommentar fra de borgerlige ØMU-modstandere siger det kristdemokratiske medlem af Riksdagen ,Björn von der Esch, at Carl Bildt skal have tak for sine klare udtalelser om, hvad et ja til ØMU fører til.