ARTIKLER


Danske S-krav i skuffen

De danske socialdemokrater vil lave om på målet for Den Europæiske Centralbank (ECB). Men det er EU-ordfører og medlem af Konventet, Henrik Dam Kristensen ikke gået videre med.


Af Staffan Dahllöf
26. juni 2003

I et nyt socialdemokratisk debatoplæg undertegnet af partiformand Mogens Lykketoft og udenrigsordfører Jeppe Kofod genopliver partiet tanken om, at den økonomiske og monetære union ikke kun skal dreje sig om at sikre en lav inflation.


Socialdemokraterne vil sidestille beskæftigelsen i den nye forfatning.

I debatoplægget skriver de:

»Den Europæiske Centralbank bør operere ud fra en mere balanceret målsætning om sikring af både lav inflation og høj beskæftigelse.«


Men det forslag har partiets EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, ikke prøvet at føre videre i Konventet, hvor han er repræsentant for Folketinget.

Ikke så udfarende
»Nej, det har jeg ikke – men andre har stillet forslag i den retning, som jeg støtter. Danmark står jo i den lidt mærkelige situation hvor vi ikke deltager i ØMU-processen. Jeg har så funderet meget over, om jeg skal prøve at påvirke i en proces, som vi ikke deltager i,« siger han til det ny NOTAT.


Men som socialdemokrat og som modstander af forbeholdene kunne du have lagt et ændringsforslag?


»Det kunne jeg måske, men jeg kan sige helt ærlig til dig, at jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg har så valgt ikke at være udfarende her.«


Da ECB’s målsætning er fastlagt i traktaten er det kun i en regeringskonference, hvor alle regler er oppe til forhandling, at det er muligt at lave om på de grundlæggende spilleregler for ØMU’en.