NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvorfor en forfatning?
Det var på EU-topmødet i december 2001 i Bruxelles-forstaden Laeken, det blev vedtaget, at der skulle nedsættes et konvent om Europas Fremtid for på den både at sikre en 'så bred og gennemsigtig forberedelse af den næste regeringskonference som muligt.' Den udløsende beslutning var dog allerede et år gammel.
I en erklæring fra topmødet i Nice i december 2000 udpegede regeringscheferne fire opgaver, som man ville have løst - og som stod tilbage som hængepartier fra Nice-traktaten:
Og hvordan er det gået?
På et møde i Det Udenrigspolitiske Selskab den 21. august erklærede udenrigsminister Per Stig Møller sig godt tilfreds med resultatet: »Det var Konventets opgave at styrke borgernes, parlamenternes og medlemsstaternes rettigheder. Samtidigt skulle EU gøres mere effektivt og åbent. Man må sige, at det er lykkedes over alt forventning.«
Omvendt er f.eks. det britiske magasin The Economist fra den 21. juni 2003 mildest talt ikke imponeret: »På mange måder bliver den forfatningsmæssige arkitektur vanskeligere at forstå, end den var i forvejen. Hvilket er en utrolig bedrift. Og værre er, at man får vævet en evig forfatningskamp ind i systemet.« The Economist anbefalede, at forslaget blev arkiveret i papirkurven.
Hvad med kompetencefordelingen?
Det er blevet lidt lettere at læse sig til, hvad det er, EU og kun EU har kompetence til at lovgive om eller beslutte (artikel I-12):
Det er også blevet lidt lettere at se, hvad det er, medlemslandene selv må og, hvor EU kun kan støtte og supplere (artikel I-16.2):
På alle andre områder er der delt kompetence. Men hvor der er delt kompetence, vil en EU-beslutning have forrang frem for national ret. Det siges udtrykkeligt i en ny artikel (I–10).
Det er vel fint nok?
Jo, hvis pointet er at skære ud i pap, hvor medlemslandene er underordnet Unionen, men nej, hvis man havde forventninger eller forhåbninger om, at politikområder ville blive givet tilbage til medlemslandene.
En nyhed er, at de nationale parlamenter, når de er mange nok (1/3 som hovedregel, 1/4 ved det retlige samarbejde) skal kunne overvåge, at enkelte beslutninger ikke indebærer mere union end nødvendigt (artikel I–9.3 om subsidiaritetsprincippet).
En nødbremse?
Det er blevet fremstillet som en slags nødbremse, men der er i højere grad tale om en advarselslampe. De nationale parlamenter kan råbe op og kræve, at Kommissionen tænker sig om, men Kommissionen behøver ikke at lytte efter.
Hvilken rolle får Charteret om de grundlæggende rettigheder?
Det bliver en del af den samlede EU-forfatning. Domstolen (tidligere EF-Domstolen) vil i øget omfang komme til at afgøre sager om borgernes rettigheder. I tolkningskonflikter for eksempel mellem EU's domstol og Menneskeretsdomstolen i Strasbourg (som ikke hører til EU-systemet), får EU's domstol forrang.
Problemer med det?
Den danske grundlov vil visne væk, har den danske professor i forfatningsret, Henning Koch, sagt om situationen. Det sker, fordi de nationale forfatninger, domstole og retlige systemer skal underordne sig Domstolen i EU. En udvikling, der næppe vil styrke EU's folkelige legitimitet.
I enkelte tilfælde vil Domstolen dog samtidig kunne øge borgernes rettigheder. I andre tilfælde vil Domstolen dømme mere restriktivt end nationale domstole ville gøre, eller måske dømme i nationale forhold som aftalesystemet på det danske arbejdsmarked.
Bliver den ny EU-grundlov enklere og lettere at forstå?
De godt 250 A4-sider på dansk er ikke ligefrem et litterært eller forståelsesmæssigt mesterværk. Og der er uklarheder nok til at begrunde endnu et konvent, og endnu en ny regeringskonference for dem, der måtte ønske det. Eksempler på sådanne uklarheder er spørgsmålet om, hvordan Charteret vil blive brugt og den mere præcise rolle, som den kommende udenrigsminister vil få.
Hvad med de nationale parlamenters rolle?
Ikke meget nyt. Parlamenterne vil få beslutningsforslag hurtigere at se, og en ret at råbe op, men de får ingen reelle nye beføjelser.
Hvad bliver den største forandring?
At næsten alle retlige og indre anliggender vil blive afgjort med flertalsbeslutninger, og at man vil forsøge at få etableret en fælles strafferet og en fælles civilret, foruden naturligvis en ny slags topledelse med fast formand (præsident) for Det Europæiske Råd, en udenrigsminister, og en svækkelse af de mindre medlemslande, når der skal stemmes i Ministerrådet.
Den eksisterende opdeling af EU i tre søjler – den overstatlige søjle I (indre marked, landbrug, miljø, ØMU mv.) den mellemstatslige søjle II (udenrigs- og sikkerhedspolitik) og den mellemstatslige søjle III (politisamarbejde og samarbejde i kriminalsager) – forsvinder sammen med skellet mellem EF og EU.
EU vil blive en 'en juridisk person' på linje med en stat og får monopol på at indgå internationale aftaler som er bindende for medlemslandene.
Flertalsbeslutninger over hele linjen?
Næsten, men ikke helt. Udenrigspolitikken vil som hovedregel kræve enstemmighed. Dog vil udenrigsministrene kunne bruge flertalsafgørelser i sager som stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd – EU's topmøder) i forvejen er blevet enige om.
Skatter og afgifter samt EU's budget skal fortsat besluttes med enstemmighed, men bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse vil kunne besluttes med flertalsafgørelser.
På det retlige område skal der fortsat være enstemmighed, når det gælder lovgivning om familieret (III-170.3), afgørelser om hvilke forbrydelser der skal omfattes af fælles minimumsstraffe (III-172.2), oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (III-175) samt for beslutninger om et medlemslands politiarbejde på et andet medlemslands område (III-178).
Samtidigt vil stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd) kunne beslutte at erstatte krav om enstemmighed med flertalsafgørelser uden en ny regeringskonference – hvis bare de kan blive enige (generelt i I-24.4, specifikt om familieret i III-170.3, tredje del).
Forsvarspolitikken er (stadig) holdt lidt i udkanten, men der tales nu om en 'gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik'. Enkelte medlemslande skal også kunne oprette et forstærket forsvarssamarbejde indenfor EU.
Hvem får mere magt?
Europa-Parlamentet får klart mere magt, fordi næsten al lovgivning skal ske ved flertalsafgørelser i en proces, hvor Parlamentet er medlovgiver sammen med Ministerrådet.
Domstolen får også udvidet sin magt, fordi den skal håndhæve Charteret om de grundlæggende rettigheder og overvåge efterlevelsen af det retlige samarbejde (tidligere søjle III).
EU-systemet som helhed får større dominans, f.eks. gennem den kommende udenrigsminister, den faste formand for stats- og regeringscheferne (præsident), og den faste formand for gruppen af eurolande.
De store lande. Den ny måde at beregne flertal på (et kvalificeret flertal består af mindst halvdelen af landene, der repræsenterer mindst 60 procent af Unionens samlede befolkning) indebærer relativt større indflydelse til de folkerige medlemslande, som også har flere medlemmer i EU-Parlamentet.
Hvem får mindre?
Mindre medlemslande som får vanskeligere ved at blokere for flertalsbeslutninger fordi de får færre stemmer, som ikke længere kan sætte dagsorden på topmøder som formandskabsland, som mister stemmer i Ministerrådet og mandater i Parlamentet, og som fra år 2009 ikke kan regne med at have et fuldværdigt medlem af Kommissionen. Det sidste gælder alle lande, idet de fuldgyldige medlemmer skal gå på skift mellem landene uafhængigt af deres størrelse.
Udvidelsen med 10 nye lande indebærer nødvendigvis mindre indflydelse for det enkelte land. Men forslaget fra konventet kompenserer de store lande mere end de små.
Bliver det mere eller mindre union?
Mere. EU får en fælles udenrigsminister, en (slags) præsident, monopol på internationale aftaler, et rettighedskatalog for borgerne, mere fælles straffe- og civilret, ligesom de fleste tilbageværende mellemstatslige beslutningsformer afskaffes.
Forslaget baner også vejen for et kommende fælles forsvar og øget militær markering i verden. Ligesom en række symboler, der skal give indtryk af et særligt fællesskab, skrives ind i forfatningen (IV-1). Det drejer sig om 'unionshymnen' (Ode til Glæden fra Ludwig van Beethovens niende symfoni), den 9. maj skal fejres overalt i Unionen som Europa-dag, den fælles mønt, flaget med de 12 gyldne stjerner på en blå baggrund samt valgsproget ('Forenet i mangfoldighed)'.
En Europastat?
Hvis man kan tale om en stat (endnu) uden et militært forsvar, en udenrigsminister men ikke nødvendigvis en fælles udenrigspolitik, en valuta og centralbank, men ingen finanspolitik, og et budget som kun svarer for en brøkdel den økonomiske aktivitet i samfundet – så ja, noget i den retning.
Dertil kommer, at selvom EU-Parlamentet har fået øget sin indflydelse markant, så deler det lovgivningskompetencen med Ministerrådet.
Så nok ikke en stat i gængse forstand, mere en hybrid med ambitioner.