ARTIKLER


EU tættere på en fælles politik om asyl og indvandring

Et forslag om særlige EU-asyllejre for flygtninge var der ikke tilstrækkelig opbakning til blandt de 15 stats- og regeringschefer på topmødet i Thessaloniki. Men alt hvad der vedrører EU's ydre grænse, indvandring, asyl og integration er ved at blive gjort til EU-politik.


Af Brigitte Alfter
26. juni 2003

Et britisk forslag om at bruge EU-penge til oprettelse af flygtningelejre udenfor EU faldt ikke i god jord på topmødet. Foruden Storbritannien var det kun Danmark, Østrig og Holland, der bakkede projektet op.


Men en styrket overvågning af de ydre grænser, fælles asyl- og indvandringspolitik samt en fælles immigrationspolitik er ved for alvor at tage form, og alene til bekæmpelse af illegal indvandring er der afsat 140 millioner euro.

Solidarisk asyl
De 15 lande er dog fortsat uenige på en række punkter, og Tyskland har bebudet et veto.


»Vi skal finde frem til, hvad der er kernen i en fælles asylpolitik, inden vi kan gå med til flertalsbeslutninger,« understregede den tyske kansler, Gerhard Schröder, på topmødet. For Schröder er det bl.a. et ufravigeligt krav, at asylpolitikken skal være solidarisk, når det gælder fordeling af flygtningen.


Stats- og regeringscheferne enedes om, at der inden årets udgang skal udarbejdes fælles direktiver med basisregler for asylansøgninger, ligesom der skal udarbejdes en lovtekst, der udpeger retningslinjer for basisregler for proceduren i forbindelse med tildeling eller afvisning af flygtningestatus.


Inden juni næste år skal Kommissionen udarbejde en rapport om bedre beskyttelse i flygtningenes nærområder – og her kommer det dansk-støttede forslag ind igen: Et sådant projekt skal nemlig med ind i rapporten.


Topmødet vedtog desuden en række konkrete planer angående beskyttelse af grænserne, en kontrolleret indvandring og integration af ikke-EU-borgere:

Ydre grænser:
- Både EU-borgere og andre skal registreres med fingeraftryk eller lignende ’biometrisk’ identifikation. For EU-borgere skal det stå i passet, for andre i indvandringspapirerne. Oplysningerne skal kunne læses af det planlagte Visa Information System, VIS.

 

  • Fælles grænsepoliti. Kommissionen skal undersøge muligheden for at oprette en fælles kommandovej for overvågning af de ydre grænser.

  • Inden årets udgang skal der vedtages regler for et netværk af EU-immigrationskontorer i andre lande.

  • Det er medlemslandene, der er ansvarlige for deres illegale indvandrere. Men Kommissionen skal alligevel inden årets udgang se på, hvad EU i fællesskab kan gøre for hjemsendelsen.

  • Migration skal være en del af overvejelserne, når EU tænker udenrigspolitik, og udviklingen vil blive iagttaget nøje.


Integration:


  • Legale indvandrere skal have samme rettigheder og pligter som EU-borgere.

  • EU's integrationspolitik skal tage hensyn til de demografiske og økonomiske udfordringer, EU står overfor, dvs. bl.a. at der bliver relativt flere ældre i EU-landene.

  • Fælles regler for, hvordan tredjelandsstatsborgere legalt kan komme ind i EU.

  • EU tilstræber fælles grundprincipper for integrationspolitik.

  • EU-landene skal udveksle erfaringer med integrationen. Kommissionen skal udarbejde en årlig rapport om indvandring og integration i EU.

  • Topmødet støtter det fælles indvandringsnetværk, og det skal undersøges, om der skal dannes en ’permanent struktur’ for det.