ARTIKLER


EU's mest erfarne siger fra

Luxembourgs premierminister har i nogle upåagtede interviews før sommeren udtrykt sin uforbeholdne mening om EU-konventets arbejdsmåde samt udkast til EU-forfatning.


Af Brigitte Alfter
5. september 2003

Jean-Claude Juncker, Luxembourgs premierminister og erfaren EU-politiker, har i nogle interview i magasinerne Der Spiegel (23.6.) og European Voice (19.6) udtrykt sin uforbeholdne mening om EU-konventets arbejdsmåde samt den forfatning, konventet fremlagde.

»Konventet blev fremstillet som det store demokrati-show. Men jeg har aldrig set et mørkere mørkekammer end konventet«

»Der blev sagt: Denne forfatning skal være lettere at læse end de hidtidige EU-traktater. Men den nu kendte konventstekst er fuldstændig ulæselig. Europas borgere har da retten til at vide, hvad der bliver skrevet under på, hvem der fra hvornår er ansvarlig for hvad i Europa. Blot insidere kan læse det ud af de fremlagte paragraffer.«

»For mig er teksten så vidt en spøgelsesagtig vandring gennem et fuldstændig formørket rum. Hvis regeringerne havde produceret sådan noget alene – et sådant forløb og resultat – ville de blive kritiseret sønder og sammen.«

»Nogen, som har kritiseret Nice-traktaten så meget, som Giscard har gjort det, og så reproducerer akkurat de fejl, som næsten fik Nice til at bryde sammen, nemlig at organisere et slag mellem de store og de små, han må ikke lade sig fejre for sit store statsmandskab.«

»Udkastet omfatter en række konflikter for de kommende år.«