Fælles lov og orden

I en rigtig union adlyder borgerne de samme love, bliver overvåget og beskyttet af et fælles politi og dømt til de samme straffe, hvis de træder ved siden af loven. Det er ikke virkelighed endnu – men det er målet.

Af Staffan Dahllöf
12. september 2003

På EU-dansk kaldes det for Retlige og Indre Anliggender, forkortet RIA. I mere almindelig tale handler det om lov og orden og om regler, som bidrager til at definere en nation. Det vil sige hvem der må lukkes ind i landet, hvordan landets borgere og andre indbyggere skal gebærde sig, og hvad der sker med dem, som ikke følger loven.

 

Med Maastricht-traktaten fra 1993 blev politisamarbejde og andre retlige anliggender puttet ind i den såkaldte søjle III, hvilket indebar, at medlemslandene skulle være enige, før en lov kunne vedtages. De overstatslige institutioner - Kommissionen, Parlamentet og Domstolen - havde begrænset indflydelse.

Som en stat
Med Amsterdam-traktaten fra 1999 blev dele af det retslige samarbejdet flyttet over til den overstatslige søjle I..

 

Nu skulle asyl- og flygtningepolitikken afgøres med flertalsbeslutninger – i hvert fald med tiden. Skæringsdatoen blev sat til den 1. maj 2004, fem år efter den ny traktat var trådt i kraft.

 

I Nice-traktaten, der trådte i kraft i 2002, blev det præciseret hvilke asyl- og flygtningebeslutninger som skal tages med flertalsafstemninger og hvordan. Men de EU-retlige tilstande på området var, og er, stadig en gang rod.

 

På denne baggrund kan forslaget fra Konventet beskrives som et forsøg på at rense op i de forskellige beslutningsformer - at skabe tilstande for lov og orden som om EU var en stat. På EU-dansk omtalt som 'et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed'.

Tysk tilføjelse
Dog er der fortsat tale om forsøg og bestræbelser.

 

Efter Konventets sidste forhandlingsrunde i juli fik Tyskland tilføjet, at medlemslandene selv skal kunne afgøre, hvor mange arbejdssøgende udlændinge man vil lukke ind på trods af hensigten om at etablere en fælles indvandringspolitik (artikel III-168.5).

 

Lovgivning om familieret kræver også fortsat enstemmighed, ligesom oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed. Beslutninger om hvilke forbrydelser, der skal omfattes af fælles minimumsstraffe, og om at lade politimyndigheder fra ét land arbejde i et andet, skal heller ikke besluttes med flertalsafgørelser.

Samme strafferet
Samtidigt indebærer EU-Konventets forslag flere skridt hen imod en unionsomfattende lov- og ordenspolitik. F.eks. ved en stående komité, som skal lede alle mulige politistyrkers og myndigheders arbejde med den indre sikkerhed.

 

Nogle af forslagene kan beskrives som mere af den slags som findes i forvejen – regler for modtagelse af asylansøgere for eksempel.

 

Andre tiltag indebærer både nye værktøjer og nye mål – samme syn på forbrydelser, samme minimumsstraffe, en mulig fælles anklagemyndighed, og på sigt den samme strafferet i alle medlemslande. Hertil hører, at overtrædelser af eksisterende, harmoniserede EU-love skal straffes ens i alle lande.

Nyhederne i konventsforslaget
Overordnede bestemmelser:

• Nyt mål: Gensidige anerkendelser af retsafgørelser (III-158) (tidligere kun tilnærmelse af strafferetlige regler)
• Stats- og regeringscheferne (Det Europæiske Råd ) og ikke justitsministrene, udformer retningslinjer og program (III-159).
• Nationale parlamenter kan råbe op, hvis 1/4 af dem mener at der brydes mod princippet om subsidiaritet ('nærhed'). Nationale parlamenter får en – endnu ikke fastlagt – rolle for kontrol af anklagesamarbejdet Eurojust og politikorpset Europol (III-160).
• Ministerrådet får ret til at evaluere, hvordan medlemslande gennemfører besluttede tiltag (III-161). Domstolen får ret til at stævne medlemslande for brud mod den fælles politik, dog ikke det rent nationale politiarbejde (III-283)
• En fast komité af embedsmænd får det operationelle ansvar for EU´s indre sikkerhed (III-162)
• Beslutningsforslag stilles af Kommissionen eller 1/4 af medlemslandene (III-164 og 165 – i dag Kommissionen eller et enkelt medlemsland)

 

Grænser, asyl, og indvandring:

• Politikken for visa og personkontrol skal omfatte et 'integreret system for forvaltningen af de ydre grænser' (læs: fælles grænsevagt eller grænsepoliti – III-166)
• Asylpolitik skal omfatte 'partnerskab med tredje lande' til styring af strømme af asylansøgere (læs: betingelser for bistand –III-167).
• Indvandringspolitik med flertalsafgørelser men med ret for medlemslande til at bestemme over indvandring af arbejdskraft. Fælles integrationspolitik men ikke ved brug af lovharmonisering (III-168).
• Flygtninge- og indvandringspolitik efter princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling (læs; kvotering og økonomisk kompensation – III-169).

 

Civilret:

• Civilretlige domme, afgørelser, bevisføring mv. skal gensidigt anerkendes mellem medlemslandene. Reglerne herfor fastlægges med flertalsafgørelser, dog ikke for familieret som kræver enstemmighed (Ministerrådet bestemmer med enstemmighed hvilke regler som kan afgøres med flertal – III-170.)

 

Strafferet:

• Regler for gensidig anerkendelse af domme og afgørelser for anerkendelser af bevismaterialer, for enkeltpersoners rettigheder, for ofres rettigheder og for 'andre elementer' af strafferetten (der kræves enstemmighed om, hvilke de andre elementer måtte være – III 171)
• Fælles definition af – og straffe for – terrorisme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvidvaskning af penge, korruption, forfalskning af betalingsmidler, edb-kriminalitet og organiseret kriminalitet. (Andre områder fastlægges med enstemmighed – III 172.1)
• Fælles definition af – og straffe for – overtrædelser af EU-love hvis det viser sig absolut nødvendigt for at sikre gennemførelse af en harmoniseret EU-politik. (Straffereglerne vedtages på den samme måde som den oprindelige harmonisering – III 172.2)
• Regler for Eurojust (samarbejde mellem anklagemyndigheder) fastlægges med flertalsafgørelser (III-174)
• Mulighed for at oprette fælles anklagemyndighed med ret at optræde som anklager i medlemslandenes domstole. (Oprettelse kræver enstemmighed – III-175)

Politi:

• Samarbejde mellem 'alle kompetente myndigheder' herunder politi mv. reguleres med flertalsafgørelser, når det gælder definerede opgaver som udveksling af oplysninger, uddannelse af personale og fælles teknikker mv. Operationelt politisamarbejde besluttes med enstemmighed. (III-176)
• Europol (i dag mellemstatsligt og reguleret ved en konvention) reguleres overstatsligt ved flertalsafgørelser (III-177.3)
• Europol får ret til at gennemføre efterforskning og operative aktioner i medlemslandene, men må overlade det til de nationale myndigheder at bruge tvangsindgreb (III – 177.4).
• Myndigheder får ret at arbejde på anden medlemsstats område efter beslutning med enstemmighed (III-178).

 

http://european-convention.eu.int/docs/Treaty/cv00850.da03.pdf