ARTIKLER


Liechtenstein vil bremse EØS-samarbejde


Af Redaktionen
1. december 2003

Liechtenstein er med sine 160 kvadratkilometer lidt mindre end Møn og har med 33.000 mennesker en befolkning på størrelse med den i Holstebro. Det er dermed en af Europas mindste stater, men det betyder ikke, at landet ikke kan lave knuder.


Ifølge Agence Europe nægtede Liechtenstein på et møde tirsdag den 14. oktober at gå med til, at de ti nye medlemslande i EU bliver omfattet af EØS-traktaten, som sikrer frihandel mellem Norge, Island og Liechtenstein og EU.


Forklaringen på modstanden er, at Tjekkoslovakiets regering efter Anden Verdenskrig konfiskerede områder i det nuværende Tjekkiet, som tilhørte Liechtensteins fyrstehus. Liechtenstein ønsker nye forhandlinger om sagen, men det har både Tjekkiet og Slovakiet sagt nej til.