NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den svenske statsminister, Göran Persson, kritiserer sine ØMU-skeptiske regeringskolleger. Men de må ikke svare igen. Den politiske tone i Sverige er blevet skarp op til ØMU-afstemningen den 14. september.
»Kulturminister Marita Ulvskog laver en forkert analyse af EU.«
»Erhvervsminister Leif Pagrotsky er det ingen mening i at diskutere med.«
»Vicestatsminister Margareta Winberg sagde noget forkert for ni år siden.«
Med den slags udtalelser til avisen Svenska Dagbladet fik statsminister Göran Persson igen fremhævet, hvordan ØMU- splittelsen går helt op i den svenske regering.
Problemet for de nej-sigere, som Persson kritiserer, er, at de ikke må svare igen. De har tidligere lovet deres chef ikke at polemisere udadtil om ØMU’en.
Det reagerer andre socialdemokrater nu på:
»Göran Persson udtaler sig meget nedladende om nej-ministrerne, som han ved ikke vil kunne svare igen. Jeg vil tro, at Göran taber mest på det selv. Det bidrager til at underminere tilliden til politik i almindelighed, men også til hans egen regering. Det er yderst mærkeligt, at Göran gør på denne her måde,« siger Lena Sandlin-Hedman, næstformand for Socialdemokrater mod ØMU til Ekot (Ekkoet), den svenske radioavis.
Nej-siden fører
Statsministerens angreb på sine kolleger sker på baggrund af en forsat føring for nej-siden på 10-15 procent op til folkeafstemningen den 14. september.
Den første del af valgkampen i foråret var fokuseret på de økonomiske argumenter, meget på linje med den danske ØMU-kampagne i foråret 2000.
Men ligesom det skete i Danmark efter vismændenes rapport i maj 2000, har ja-siden i Sverige fået vanskeligheder ved at slå sit verdensbillede fast som den objektive kendsgerning. Mange økonomer, finansanalytikere og borgerlige politikere har afvist ja-sidens løfter, om 100.000 nye jobs og 30.000 kroner i ren gevinst per husstand efter et ja, som utroværdige.
Et aktuelt eksempel er, hvordan avisen Dagens Industri citerer den britiske finansanalytiker Steve Barrow:
»Det bedste der kan ske for den svenske krone, er, hvis I stemmer nej. Det lyder måske ikke som en selvfølge, men er en logisk slutning af, at eurozonen er begyndt at ligne en katastrofezone, samtidigt med at det går bedre for landene udenfor,« siger han.
Uforsonlige
Ja-siden er i højere grad begyndt at lufte de politiske argumenter, efter det viste sig svært at sætte debattens dagsorden med de økonomiske spørgsmål.
Her er hovedbudskabet betydningen af at ”sidde med ved bordet”.
Göran Persson argumenterer nu for et ja til ØMU’en med den begrundelse, at de øvrige EU-lande ikke vil lytte til et Sverige, som ikke deltager helt og fuldt i den økonomiske og monetære union.
På nej-siden har man længe efterlyst en mere politiseret debat, med blandt andet fokus på mangelen på demokratisk kontrol af Den Europæiske Centralbanks pengepolitik. Men det er langt fra sikkert, at en øget fokus på de politiske argumenter automatisk vil sikre, eller sågar øge nej-sidens føring.
Den hårdere tone fra statsministeren om sine regeringskolleger kan være et tegn på en øget uforsonlighed i en debat, hvor ja-siden er overlegen målt i økonomiske resurser og i adgang til medierne.